10 år efter: Tyskland er ikke et forbillede

Venstre har fremhævet de tyske Hartz-reformer som en mulig vej ud af krisen. I disse dage er det ti år siden, reformerne blev gennemført, men det har ikke været uden konsekvenser: Tyskland har fået en stor, arbejdende underklasse.
Tyskerne kan i disse dage fejre ti-året for de barske arbejdsmarkedsreformer, som populært går under navnet Hartz-reformerne. Reformerne har på den ene side styrket tysk konkurrenceevne, men på den anden side haft en stor social slagside i form af den lavtlønssektor, som er vokset frem de sidste ti år. I dag lever 13 millioner tyskere under fattigdomsgrænsen.

Det tyske arbejdsmarked har i høj grad været et forbillede for partiet Venstre, som længe talte om, at Danmarks vej ud af krisen er ”tyske lønninger og svenske skatter”. Helt konkret mente Claus Hjort Frederiksen den 1. november 2012 i Deadline på DR2, at vejen frem for Danmark er lavere lønninger og tyske Hartz-reformer. Lad os lidt nærmere på, hvad det reelt indebærer.

Forringet ret til dagpenge og slappere ansættelsesregler
Den socialdemokratiske kansler Gerhard Schröder gennemførte i perioden 2003-2005 en række initiativer, som skulle reformere det tyske socialsystem og arbejdsmarked med det formål at nedbringe arbejdsløsheden, styrke konkurrenceevnen og ’løsne op’ på det arbejdsmarked, som på det tidspunkt var meget ufleksibelt og fastlåst.

Udviklingen har også betydet, at mange tyskere i dag har flere job og kan arbejde op mod 50 timer om ugen for at tjene til dagen og vejen. Flere tyskere må endda samle supplerende socialhjælp op på bistandskontoret på vej hjem fra arbejde, fordi de ikke kan leve for deres løn alene.

Men kuren var hård og skulle siden vise sig også at have stærkt problematiske følger. Med reformen blev det lettere at afskedige medarbejdere, det blev lettere at ansætte vikarer, dagpengeperioden blev forkortet fra maksimalt 32 måneder til 12 måneder, og ydelsen for langtidsledige (som var et mellemtrin mellem de tyske dagpenge og kontanthjælpen) blev reduceret til kontanthjælpssats.

Endelig indførte man de såkaldte mini-job, som er ansættelser til en løn på 450 euro om måneden, men hvor arbejdsgiveren har udgiften til skat og de obligatoriske socialbidrag til fx sygeforsikring og pension.

En arbejdende underklasse ser dagens lys
Resultat af reformprogrammet blev naturligt nok en bedre konkurrenceevne for erhvervslivet og lavere arbejdsløshed, men der var også en bagside af medaljen.

Reformerne medvirkede til stor løntilbageholdenhed og til udviklingen af en stor lavtlønssektor. Faktisk er den gennemsnitlige, tyske realløn ikke steget mellem år 2003 og 2012. 5 millioner tyskere havde i 2009 udelukkende et såkaldt mini-job til 450 euro om måneden. Antallet af vikaransættelser (’Leiharbeit’) er steget voldsomt fra ca. 300.000 i 2004 til 900.000 i 2011 – vi taler altså om job, hvor vikarer ofte tjener 50 % af en fastansats løn og har ringere rettigheder.

Udviklingen har også betydet, at mange tyskere i dag har flere job og kan arbejde op mod 50 timer om ugen for at tjene til dagen og vejen. Flere tyskere må endda samle supplerende socialhjælp op på bistandskontoret på vej hjem fra arbejde, fordi de ikke kan leve for deres løn alene. Siden Hartz-reformernes endelige indførelse i 2005 har den tyske stat suppleret lave lønninger for over 500 milliarder kroner.

Den store lavtlønssektor betyder også stor fattigdom. I Tyskland lever 16 % under EU’s fattigdomsgrænse svarende til hele 13 millioner mennesker, og i 2012 var tre millioner tyskere fattige på trods af, at faktisk de havde regelmæssigt arbejde.

Det er åbenbart noget, der er værd at stræbe efter, hvis man spørger Venstre. Det er bare centralt at huske bagsiden af medaljen, når man taler om det tyske jobmirakel som Europas vækstmotor her præcis ti år efter arbejdsmarkedsreformerne.

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


Flere artikler om emnet

Annonce