Annonce

13 uheldige fra Dansk Folkeparti

Udfald mod muslimer og homoseksuelle, militæret ind i boligkvarterer og retten til at slå børn krydret med pinlige, historiske fakta-fejl. Så har du ingredienserne til DF’s retoriske perler gennem tiden.
1) Føtex-skilt på arabisk er knæfald for islam – og livet skal ikke være nemt!
”Skiltningen er et knæfald for den stigende islamisering, der sker at vort samfund. Hvis ikke folk forstår dansk, kan de jo eventuelt bare spørge personalet i Føtex. Ved at skilte på arabisk signalerer Føtex, at hvis man ikke gider lære dansk, så indretter Danmark sig efter dem – og ikke omvendt,” siger DF’s udlændingeordfører Martin Henriksen om at Føtex i Sønderborg har opsat et skilt på arabisk til gavn for de syriske asylansøgere, der bor på et nærliggende asylcenter.

I et andet interview med BT har han sagt følgende: ”… Hvis nogen var i tvivl om, hvad tingene kostede, eller hvordan de skulle gebærde sig, så kunne de jo spørge en fra butikken. Sværere er det jo ikke.”

Journalisten siger så: Det er det jo, hvis de hverken snakker dansk eller engelsk, hvorefter Henriksen siger: ”Jo jo, men der er ingen, der siger, at livet skal være nemt. Nogle af de mennesker, der kommer til Danmark, har jo masser af ressourcer. De har trods alt haft råd til at betale en menneskesmugler for at komme hertil.”

2) Forbud mod at slå børn er en uhyrlig socialistisk lov
"Forleden vedtog Folketinget så med én stemmes flertal afskaffelse af revselsesretten. Derved blev det slut med forældres ret til at bestemme over deres børn - og forældrenes ret til at opdrage deres børn. Og derved blev børn i realiteten statens ejendom. En uhyrlig socialistisk lov, som vel at mærke blev lusket igennem og vedtaget uden nogen former for offentlig debat. (…) Dansk Folkeparti har ikke tænkt sig at opgive kravet om, at børns opdragelse naturligvis er forældrenes ansvar - ikke statens. Og så snart, vi får bare et minimum af politisk indflydelse i Folketinget, vil sagen blive rejst igen,” sagde Pia Kjærsgaard i sin grundlovstale i 1997.

3) Jeg har ikke ondt af dem, der drukner
Kasper Ravn Fredensborg, der er byrådsmedlem i Herning indvalgt for Dansk Folkeparti, udtalte følgende: De kunne jo også bare lade være! Hvad er der galt med at blive i sit land og kæmpe for en bedre fremtid? Jeg har ikke ondt af de, der drukner på den farefulde tur! Deres valg deres skæbne.” Han er nu løsgænger.

4) Vi fortæller hvad vi mener – men stiller ingen konkrete forslag
”Hvis man bare måler på beslutningsforslag, så er det ganske rigtig ikke særligt mange, DF har stillet. Men hvis du ser på debatterne i salen, så kan man finde flere ting om social dumping, DF har rejst. På den måde viser vi, at vi mener, hvad vi siger. Og DF’s vælgere ved godt, hvad vi vil, for det har de hørt i debatterne. Det er det, der vejer tungest,” sagde Bent Bøgsted, DF’s arbejdsmarkedsordfører.

5) Undervisningsmaterialer om homoseksualitet er et overgreb mod børn!
Det er et overgreb mod de børn, der skal se den. Det er propaganda og et forsøg på at indoktrinere børnene til en bestemt form for familie. Det er i orden at tale om familie, men Sex & Samfund går for vidt, når man ved, hvor få der lever på den måde,” sagde DF’s undervisningsordfører Alex Ahrendtsen til DR den 31. januar 2013 som reaktion på en oplysningsvideo fra Sex & Samfund.

6) Tørklædet er islams svar på hagekorset
”For så vidt som man siger, at hagekorset er symbolet på nazismen, så er det jo altså af samme art som Islams tørklæde,” var ordene fra Søren Krarup (DF) den 18. april 2007 på Politiken.dk

7) Muslimske fædre slår døtre ihjel og lader onkler voldtage dem
”Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel - og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt,” lød det fra Jesper Langballe (DF) 22. januar 2010. Han blev dømt for udtalelserne og skulle betale dagbøder.

8) Det oprindelige folk i New Zealand skal tilpasse sig indvandrerne!
Da vi kom til en flådebase blev vi nemlig ikke modtaget med håndtryk eller honnør af uniformerede mænd som sædvanlig. Nej, vi blev modtaget med et maori-danseritual, med en halvnøgen mand i bastskørt, der råbte og skreg på maori. (...) Man kunne måske også kalde det kulturel selvudslettelse, eller grotesk multi-kulti-dyrkelse. (…) Hvordan vil kulturen være i fremtidens New Zealand? Næppe som den har været de seneste 200 år. Det virker i det mindste ikke som om, New Zealand har viljen til at sætte deres egen kultur igennem,” skrev Marie Krarup den 6. marts 2013. Men Marie Krarup er åbenbart ikke klar over, at maorierne er det oprindelige folk i New Zealand, og at ”de vestlige” er indvandrerne, der altså ændrer den oprindelige kultur i landet.

9) Hvis jeg flyttede til hulabula-land…
”Hvis jeg flyttede til et hulabula-land i Afrika, ville jeg da heller ikke være i stand til med det samme at tage stilling til politiske spørgsmål og deltage i en valghandling. Som indvandrer og ny i et land har man da travlt med en masse andre ting end politik”, udtalte Holger Gorm Petersen, der er byrådsmedlem i Vejle, indvalgt for Dansk Folkeparti, men nu er løsgænger.

10) Indsæt militæret i boligområderne og eliminér banderne!
”Jeg mener helt klart, at de sidste par uger har vist, at der er behov for, at man sætter flere styrker ind i Skovparken [en ghetto i Kolding, red.]. Ikke kun politiet, men militærpolitiet eller militæret i det hele taget for at få banderne elimineret”, sagde Jørn Dohrmann, der på det tidspunkt sad i både Folketinget og Kolding Byråd. Nu sidder han i Europa-Parlamentet. Det er måske lige et drastisk nok tiltag.

11) Om lesbiske: Hvad bliver det næste? At man kan gifte sig med dyr?
”Hvad bliver det næste? At man kan gifte sig med dyr?”, spurgte DF’s Mette Dencker i en folketingsdebat 16. april 2013 om lesbiske pars mulighed for at blive anerkendt som forældre på samme vilkår med heteroseksuelle.

12) Europæerne lærte Afrika, at slaveri var forkert
”Hvordan havde Afrika eksempelvis set ud i dag, hvis europæerne ikke havde koloniseret området? Alt taler for, at vi fortsat havde haft slaveri og kannibalisme på det store kontinent. Hvem skulle have lært afrikanerne, at dette var forkert, hvis ikke europæerne?,” udtalte nuværende folketingskandidat Kenneth Kristensen Berth i JP København den 23. februar 2004.

13) USA er et nyt samfund uden en oprindelig befolkning
”Det er jo et samfund som eksempelvis det amerikanske, som er et nyt samfund, et nyt land, hvor folk er flyttet til, og hvor der for så vidt ikke har været en oprindelig befolkning, og det bliver så et multikulturelt samfund,” sagde Pia Kjærsgaard den 23. august 2014 i P1-programmet ”Ugens gæst”. Pia Kjærsgaard glemmer bare indianerne, som har befolket Amerika i mere end 15.000 år.

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


Flere artikler om emnet