Dragsted og Sørensen skriver, at undertegnedes indlæg er ”en glimrende mulighed for at tilbagevise nogle af de myter, som desværre trives af modstanderne af 30 timers ugen. For Lars Wernblads indlæg fremhæver flere kritikpunkter, som slet ikke forholder sig konkret til Enhedslistens udspil og principper for en overgang til 30 timer.”

Dragsted og Sørensens forholder sig imidlertid ikke til de konkrete punkter, der fremhæves i analysen, og de fremlægger heller ikke nogen ny dokumentation på de områder, hvor jeg i indlægget peger på, at der er stor usikkerhed om antagelserne bag partiets beregninger. Derimod er indlægget bygget op på en række fejllæsninger af undertegnedes indlæg, idet jeg flere steder tillægges udsagn, jeg ikke har fremsat.

Der er særligt fem konkrete nedslag, hvor Pelle Dragsted og Finn Sørensen skyder forbi med deres kritik.

Bygger dynamiske effekter på svensk forsøgsordning
Dragsted og Sørensen skriver, at der er ”ikke korrekt, som Wernblad skriver, at Enhedslisten afviser, at der eksisterer såkaldte dynamiske effekter”. Enhedslisten har i deres udspil, på baggrund af en svensk forsøgsordning, antaget, at kortere arbejdstid vil halvere sygefraværet i den offentlige sektor. Det vil svare til et øget arbejdsudbud i den offentlige sektor på 21.000 personer.

Jeg skriver dog intet i indlægget om, at Enhedslisten afviser, at der findes dynamiske effekter. Jeg skriver, med henvisning til Enhedslistens eget skattepolitiske oplæg, at partiet er imod at indregne dynamiske effekter at skattepolitiske ændringer, fordi partiet mener, at Finansministeriets beregninger bygger på et for tyndt grundlag.

Derfor peger jeg i indlægget på det modsætningsfyldte i, at Enhedslisten baserer en stor del af finansieringen i sit oplæg på netop dynamiske effekter, som altså stammer fra en isoleret forsøgsordning i Sverige. Altså et grundlag, der er mindst lige så tyndt som det grundlag, Finansministeriet bygger på.

Kan mangle op imod 21.000 i den offentlige sektor
For det andet, i forlængelse af ovenstående, skriver Dragsted og Sørensen, at ”det er forkert at skrive, at dette [lavere sygefravær, red.] skulle være en afgørende forudsætning for at kunne gennemføre 30 timers arbejdsuge.”.

Jeg kan ikke se, at jeg noget sted skulle have skrevet, at det var en ”afgørende forudsætning”. Jeg har derimod påpeget, at hvis der ikke opnås den nedsættelse af sygefraværet, som partiet har budgetteret med, så vil der ifølge Enhedslistens egne beregninger mangle, hvad der svarer til op imod 21.000 ansatte i den offentlige sektor. Så skal der enten oprettes flere nye stillinger i den offentlige sektor, hvilket vil betyde en ekstra milliardregning, eller også skal vi acceptere en offentlig sektor med færre hænder.

Usikkert om titusinder vil gå fra deltid til fuldtid
For det tredje skriver Dragsted og Sørensen, at det er ”forkert, når Lars Wernblad skriver at det er meget afgørende, at de deltidsansatte i den offentlige sektor arbejder så meget mere, som vi skønner.”.

Ligesom tilfældet var med sygefraværet, har jeg intetsteds skrevet, at det er hverken ”afgørende” eller ”meget afgørende”. Men jeg har påpeget, at Enhedslisten i sit oplæg ikke har fremlagt nogen dokumentation for, at beskæftigelsen i den offentlige sektor kan hæves med 26.000 personer, fordi så mange deltidsansatte ønsker at arbejde fuld tid. Hvorfra ved Enhedslisten, at der er lige præcis så mange, der ønsker at arbejde mere?

Dragsted og Sørensen fremlægger da heller ikke i deres indlæg nogen dokumentation for, at det skulle forholde sig sådan. Og ligesom med sygefraværet gælder, at hvis ikke den nødvendige effekt opnås, så skal der enten ansættes flere i den offentlige sektor, eller vi skal acceptere en offentlig sektor med færre hænder.

Dagpengemodtagere skal kompensere for kortere arbejdstid
For det fjerde skriver Dragsted og Sørensen, jeg fejlagtigt opgør antallet af dagpengemodtagere og jobparate kontanthjælpsmodtagere til 69.000. Det er direkte forkert. Enhedslisten skriver selv, at der skal ansættes 66.000 flere i den offentlige sektor, og at det antages, at ”trækket sker på dagpengemodtagere alene”.

Jeg skriver derfor, at Enhedslistens ønske om et træk på arbejdskraftreserven på 66.000 svarer til at stort set samtlige, nuværende dagpengemodtagere (ifølge Danmarks Statistisk var det sæsonkorrigerede tal for fuldtidsledige dagpengemodtagere i oktober 2016 på 69.604) – og altså ikke kontanthjælpsmodtagere – ansættes i den offentlige sektor. Læser man i regeringens seneste økonomiske redegørelse, forventes det tal i øvrigt at falde yderligere de kommende år som følge af generelt stigende beskæftigelse.

Som det også fremgik af mit oprindelige indlæg, så er det selvfølgelig også muligt at trække folk ind på arbejdsmarkedet fra eksempelvis kontanthjælpssystemet. Men her er tre ud af fire kontanthjælpsmodtagere vurderet ikke-arbejdsparate, fordi de har andre problemer end blot ledighed, hvilket også Enhedslisten jævnligt peger på, senest i forbindelse med debatten om kontanthjælpsloftet.

Mismatch gælder både i offentlig og privat sektor
For det femte kalder Dragsted og Sørensen det en ”misforstået kritik” når jeg peger på, at langt fra alle ledige formentlig har kompetencer til at gå ind og dække de ”huller” der måtte opstå i den offentlige sektor, når arbejdstiden falder.

Ifølge Dragsted og Sørensen er det ”underordnet, om de ansatte kommer direkte fra ledighedskøen og ind i den offentlige sektor eller om den offentlige sektor rekrutterer medarbejdere i den private sektor. Hvis sidstnævnte er tilfældet, så åbner det jo en stilling i den private sektor, som skal udfyldes.”.

Det er for så vidt rigtigt, men det løser jo ikke det grundlæggende problem med mismatch, der blot flyttes fra den offentlige til den private sektor: Hvis det offentlige rekruttere en højtuddannet medarbejder i det private, skal det private jo så finde en erstatning for vedkomne blandt de ledige. Resultatet kan blive en lønkonkurrence mellem det offentlige og det private, som koster dyrt i det det offentlige og forringer konkurrenceevnen i det private.

Lavere arbejdstid får konsekvenser for det offentlige
Det er forfriskende, at Enhedslisten har rejste debatten om 30 timers arbejdsuge. Og selvfølgelig kan det ”lade sig gøre” at sænke arbejdstiden, hvis man er villig til at acceptere mindre stigning i velstanden i fremtiden. Men at det vil have konsekvenser for økonomien, og dermed også for den offentlige økonomi, er uomtvistelig. 30-timers arbejdsuge er derfor ikke det columbusæg, der løser alle vores problemer, selvom det kunne lyde sådan.

Men det er naturligvis konstruktivt at tage en prioriteringsdiskussion om, hvad vi vil have mere og mindre af i fremtiden. Og her er diskussionen om fremtidens arbejdstid absolut relevant.