5 hurtige til Lars Andersen om ”hængekøjen”

Det er ingen nyhed, at der vil være underskud på de offentlige finanser efter 2030. Det nye er Folketingets budgetlov, som ikke tillader store underskud i de enkelte år, fortæller AE-Rådets direktør, Lars Andersen.
De seneste uger har budt på stor debat om den såkaldte ”hængekøje” i dansk økonomi: Udsigten til, at der efter 2020 vil komme en længere periode med store underskud på statens finanser. Morten Østergaard har allerede henvist til hængekøjen i sin argumentation for, at pensionsalderen bør hæves hurtigere end hidtil planlagt.

Men hvorfor skal vi nu endnu engang diskutere underskud engang langt ude i fremtiden? Hvorfor opdager økonomerne først nu, at noget er galt efter 2020, og er der nogen alternativer til at hæve pensionsalderen? Netavisen Pio har spurgt Lars Andersen, direktør i AE-Rådet, om hvad der er op og ned om ”hængekøjen”.

 

Figur 1: ”Hængekøjen” i dansk økonomi (regeringens Konvergensprogram 2015)
hængekøje

 

Hvorfor kommer der et underskud efter 2020?
Det er der primært tre grunde til. For det første, så begynder flere og flere ældre at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. De betyder øgede udgifter til for eksempel pension, ældrepleje og til sundhedssektoren. For det andet, så forventes statens indtægter fra salg af olie i Nordsøen at blive mindre i de kommende år.

Og for det tredje, så er vi inde i en periode med opbygning af private pensioner. Det betyder, at folk ikke beskattes når de indbetaler pengene, men først beskattes ved udbetaling. Dermed bliver skatteindtægter altså udskudt til engang i fremtiden.

Hvorfor har økonomerne ikke opdaget det noget før?
Det har de faktisk også. Lige siden Velfærdskommissionens arbejde i midten af 00’erne har man vidst, at der efter 2020 vil komme en periode med underskud på de offentlige finanser. Men dengang var man fokuseret på det, der hed finanspolitisk holdbarhed.

Finanspolitisk holdbarhed vil sige, at der godt kan være perioder med underskud på det offentlige finanser, hvis det så opvejes af andre perioder med overskud, så gælden ikke stiger. Der behøver altså ikke at være balance på budgettet hvert år, før der er finanspolitisk holdbarhed. Og det ligger jo netop i selve begrebet ”hængekøje”, at der både er år hvor det går ned, og år hvor det går op.

Derfor blev det dengang heller ikke set som et alvorligt problem, at der ville komme en årrække med underskud, så længe den overordnede finanspolitik var holdbar. Og der er i dag rimelig konsensus om, at vores finanspolitik er holdbar.

Hvad har så ændret sig, siden det nu pludseligt er et stort problem?
Danmark har i mellemtiden tilsluttet sig EU’s finanspagt, som stiller krav om, at det strukturelle underskud højst må være på 0,75 procent af bruttonationalproduktet. Folketinget har så efterfølgende vedtaget en budgetlov, som betyder, at det strukturelle underskud højst mål være 0,5 procent.

Det strukturelle underskud er det offentlige underskud ”renset” for midlertidige ændringer i udgifter og indtægter, for eksempel det fald i skatteindtægter og stigning i udgifter til dagpenge, som er konsekvensen af en økonomisk krise.

Ifølge Finansministeriets fremskrivninger, så vil vi overskride det strukturelle underskud på 0,5 i en årrække efter 2030. Men selvom underskuddet overskrides i en periode, er finanspolitikken altså stadig holdbar. Det nye er altså ikke at der er underskud efter 2020, men budgetlovens begrænsninger.

Hvad kan vi stille op over for den udfordring?
En mulighed er netop at fremrykke beskatningen af pensionsmidlerne, så pengene kan dække hullerne i den periode, hvor der vil være underskud på det strukturelle saldo. Det er i virkeligheden blot et spørgsmål om, hvornår man bogfører dem som en indtægt i statens regnskaber, og det vil ikke have nogen betydning i forhold til den finanspolitiske holdbarhed.

Folketinget vedtog sidste år at fremrykke beskatningen af kapitalpensioner, men der er stadig penge at hente ved at fremrække beskatningen af andre typer af pensionsordninger, især ratepensioner og livrenter. På den måde kan man i virkeligheden komme en stor del af problemet til livs med nogle tekniske justeringer.

Hvor bekymrede skal vi være over hængekøjen?
Der er stadig lang tid til 2030. Her og nu er det vigtigste at fokusere på de opgaver, der ligger umiddelbart foran os.  For det første, så skal vi sikre, at opsvinget bider sig fast og bliver tilpas stort. De senere års reformer betyder, at arbejdsudbuddet bliver øget hen over de kommende år, og det er derfor vigtigt, at det opsvinget bliver stærkt nok til, at det også kan ”opsuge” den ekstra arbejdskraft.

For det andet, så ved vi at der bliver mindre efterspørgsel efter ufaglært arbejdskraft, og til gengæld mere efterspørgsel efter faglært arbejdskraft. Så her har vi en stor uddannelsesopgave med at løfte folk fra ufaglærte til faglærte.


Flere artikler om emnet

Annonce