Aarhus-borgmester går i rette med dagblad: Jeg bad om penge til renovering af mindelund

Nicolai Wammen

Aarhus-borgmester går i rette med dagblad: Jeg bad om penge til renovering af mindelund

Politiken fortalte tirsdag aften en noget anden historie: “Wammen giver en million kroner til mindesten i sin hjemby – uden at nogen har bedt om pengene”

Nicolai Wammen (S), finansminister
Billedtekst

Nicolai Wammen (S), finansminister

Foto: Finansministeriet/Michael Fauerby

"Wammen giver en million kroner til mindesten i sin hjemby – uden at nogen har bedt om pengene”.

Sådan lyder overskriften på en artikel i Politiken tirsdag aften.

Artiklen handler om, at finansminister Nicolai Wammen (S) angiveligt under forhandlingerne om finansloven for 2024 helt på eget initiativ står bag en finanslovsbevilling på en million kroner til renovering af en mindesten og området omkring Skæring Hede til minde om fem unge, der blev henrettet af nazi-besættelsesmagten under 2. verdenskrig.

Ifølge Politiken har ingen bedt om pengene.

Politiken har spurgt formanden for Aarhus samvirkende soldaterforeninger, der de senere år har stået for pasningen af mindeområdet, Kristian Thomsen, om foreningen har bedt om penge til renovering af mindeområdet.

Soldaterforeninger glade

Det svarer han nej til, men foreningen er rigtig glade for at staten har bevilget penge til en renovering.

Politiken modtager også et skriftligt citat fra finansminister Nicolai Wammen. Heri bekræfter ministeren, at han har båret forslaget om penge til renovering af mindelunden frem til forhandlingerne. Politiken noterer, at ministeren undlader at svare på, hvem der har bedt om bevillingen.

Politiken kontakter også afdelingsleder i teknik- og miljøforvaltningen i Aarhus Kommune, Bertram Hacke. Politiken spørger ham, om kommunen har bedt staten om penge til renovering af mindelunden.

Svaret lyder:

Jeg kan ikke løfte sløret for den politiske proces

“Jeg kan ikke løfte sløret for den politiske proces, men jeg ved, at vi har gjort os nogle tanker om, hvad man kunne bruge pengene til, hvis det skulle lykkes at få dem afsat på finansloven.”

Forhastet konklusion

På den baggrund konkluderer Politiken - lidt forhastet, viser det sig -, at ingen har bedt om penge fra staten til renovering af mindelunden i Skæring Hede, som ligger i Aarhus Kommune.

Politiken taler med en ekspert, professor Peter Munk Christiansen, som er leder af Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Han forklarer, at han ikke tidligere har hørt om, at en finansminister “skulle have taget initiativ til den slags aftaler”.

Godt et par timer efter udgivelsen af artiklen i Politiken kl. 21.00 tirsdag aften kan man i et opslag på Facebook læse, hvordan sagen i virkeligheden hænger sammen.

Borgmesteren i Aarhus, Jacob Bundsgaard (S), som afløste Nicolai Wammen som borgmester i Smilets By, i 2011, skriver således, at det er ham, der har bedt staten om penge til et renoveringsprojekt i anledning af, at det om få dage er 80 år siden henrettelserne af de fem unge danskere fandt sted:

Henrettelser fandt sted for 80 år siden

“Skæring Hede - Den 2. december er det 80 år siden, at den tyske besættelsesmagt henrettede 5 unge mennesker på Skæring Hede. Jeg er derfor glad og taknemmelig for, at Folketinget vil bevillige op til 1 mio.kr. til at renovere og modernisere det monument, som fastholder fortællingen om dem, som betalte den ultimative pris i kampen for vores frihed,” skriver Aarhus-borgmesteren og fortsætter:

min henvendelse til finansministeren er hørt og bragt videre til Folketingets partier

“Det er fantastisk at min henvendelse til finansministeren er hørt og bragt videre til Folketingets partier. Glæder mig til at arbejde videre med konkretiseringen af planerne sammen med de dedikerede mennesker, som er med til at holde mindet fast i vores bevidsthed.”

Jacob Bundsgaard takker forligspartierne og oplyser, at de faldne igen i år vil blive mindet på Skæring Hede d. 2. dec. fra kl. 11.00.

placeholder

 

Onsdag formiddag bringer Politiken en camoufleret rettelse. Det sker under overskriften:

“Ny forklaring: Et opkald fra partikammerat er årsagen til Wammens million til mindesten”.

Jan Kjærgaard

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.