Ældreorganisationen Faglige Seniorer i hårdt angreb på SF-borgmester: “Hun skubber sagen fra sig”

Plejehjems-skandalen

Ældreorganisationen Faglige Seniorer i hårdt angreb på SF-borgmester: “Hun skubber sagen fra sig”

Sundheds- og Omsorgsborgmester Sisse Marie Welling ønsker ikke at forholde til kritikken “for nærværende” - Aktindsigt afslører omfattende omsorgssvigt

Sisse Marie Welling (SF)
Billedtekst
Sisse Marie Welling (SF), sundheds- og omsorgsborgmester
Foto: København Kommune

Danmarks næststørste ældreorganisation, Faglige Seniorer, går nu ind i skandalen omkring plejehjemmet Bispebjerghjemmet på Tagensvej i Københavns Nordvestkvarter.

Københavns Kommunes vagthund, Borgerrådgiver Johan Busse, har i en konklusionsrapport, som Netavisen Pio og Berlingske har fået aktindsigt i, rettet en sønderlemmende kritik mod SF-borgmester Sisse Marie Wellings Sundheds- og Omsorgsforvaltning i en sag, der har afdækket rystende forhold på plejehjemmet Bispebjerghjemmet.

Berlingske har beskrevet, hvordan en beboer på plejehjemmet har ligget i sit eget bræk. En anden beboer er fundet med afføring op og ned ad ryggen. Liggende kold i sin seng fyldt med urin, uden dyne.

Læs også:Rosenkrantz-Theil går ind i plejehjemsskandale: Hvornår blev borgmesteren orienteret?

En tredje beboer har siddet i en lænestol i 24 timer uden at have fået skiftet ble. Beboerens ben var voldsomt hævede og fyldt med sår efter de 24 timer siddende i lænestolen ret op og ned. 

Fik børstet tænder så sjældent, at beboerens tænder er blevet helt sorte

Endnu en plejehjemsbeboer fik børstet tænder så sjældent, at beboerens tænder er blevet helt sorte.

Borgerrådgiver Johan Busse oplyser over for Netavisen Pio , at Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune undervejs har givet misvisende svar om forholdene på plejehjemmet. 

Og at der gik to et halvt år før Borgerrådgiveren fik udleveret de journaler vedrørende plejehjemsbeboere, som man har bedt forvaltningen udlevere. Oplysninger, som Borgerrådgiveren som tilsynsmyndighed har krav på at få udleveret.

SF-borgmester “skubber sagen fra sig”

Faglige Seniorers direktør, Palle Smed, er rystet over de “fortvivlende” forhold og eksempler på omsorgssvigt, som rapporten afdækker. 

Men han er også stærkt kritisk over for Sundheds- og Omsorgsforvaltningens og SF-borgmester Sisse Marie Welling ageren i sagen:

“En ting er, at der sker et svigt på et plejehjem. Det er desværre ikke enestående. Men det virkelige svigt er sket i Københavns Sundheds- og Omsorgsforvaltning, der har gjort sig ihærdige anstrengelser for at undgå, at sagen er kommet ud, og har trukket det hele i unødig langdrag,” siger Palle Smed ifølge en artikel på Faglige Seniorers hjemmeside.

Læs også:Tilsynsmyndighed retter kras kritik mod SF-borgmesters forvaltning - borgmester vil ikke udtale sig

Palle Smed mener, at den ansvarlige borgmester - Sisse Marie Welling (SF) - skubber sagen fra sig:

Hvordan kan man som borgmester være uvidende om det

“Endnu mere alvorligt er det dog, at den ansvarlige borgmester skubber sagen fra sig og tilsyneladende ikke aner noget som helst – til trods for et længere slagsmål mellem hendes egen forvaltning og kommunens borgerrådgiver. Hvordan kan man som borgmester være uvidende om det,” spørger Palle Smed.

Netavisen Pio har bedt SF-borgmester Sisse Marie Welling forholde sig til den usædvanligt hårde kritik fra Faglige Seniorer. Men det vil hun ikke for nærværende:

”Jeg afventer som sagt de undersøgelser, jeg har bedt om, og har derfor ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt,” skriver borgmesteren i et mailsvar til Netavisen Pio.

Læs også:Vagthund måtte vente to et halvt år på at få oplysninger af SF-borgmesters forvaltning: “Utilfredsstillende” og “bekymrende”

Med svar-bemærkningen: "Jeg afventer som sagt de undersøgelser, jeg har bedt om", henviser Sisse Marie Welling til, at hun har bedt sin forvaltning om en nærmere redegørelse om “de omtalte sager fra 2022 og frem”. Hun har også bedt om, at der bliver lavet en uvildig undersøgelse af kvaliteten på plejehjemmet.

Ældresagen har i Berlingske betegnet sagen som "rystende" og "skandaløs".

Borgerrådgiver: “Mildest talt besynderligt”

Borgerrådgiver Johan Busse, der har været Københavns Kommunes borgerrådgiver i mere end 21 år, understregede mandag over for Netavisen Pio, at han har aldrig oplevet noget lignende: 

Forvaltningens optræden har været mildest talt besynderlig

“Forvaltningens optræden har været mildest talt besynderlig. Vi har aldrig tidligere oplevet, at man har været to et halvt år om at udlevere oplysninger. Vi har derfor udtalt bekymring for, om vi kan stole på det, der kommer fra forvaltningen. Om vi kan stole på de forklaringer forvaltningen fremsætter om, hvorfor vi kan få eller ikke få de oplysninger, som vi altså har krav på at få,“ udtalte borgerrådgiver Johan Busse til Netavisen Pio.

Eksempler på omsorgssvigt på Bispebjerghjemmet på Tagensvej i København

Nedenstående er eksempler på omsorgsvigt af plejehjemsbeboere på Bispebjerghjemmet på Tagensvej i Københavns nordvestkvarter.

Eksemplerne fremgår af Borgerrådgiverens konklusionsrapport, som Netavisen Pio har fået aktindsigt i:

Borger 2:

”DV kunne se at tænder er ved at blive sorte, så der skal være obs på tandbørstning.”

”Bb er blevet bundskiftet og er badet. Der var indtørret aff. Over hele i boligen, sengen, sofa, wc. Og bb havde en ble der var godt fyldt med urin og aff. Hun kunne næsten ikke går med den. BB skal tilset flere gang om aften eller natten. Fordi bb er altid våd og der er aff. Over det hele når man møder ind i dv.”

”DV vagt kom ind til borger, bb havde ikke ble på og der indtørret afføring på seng, sofa og toiletbræt.”

Borger 3:

”Sondemad var ikke indgivet. For da ut. kom var slangen med sonde mad ikke sat sammen med sonden hos [borger] og hele sengen var fyldt med sondemad.”

”Urin i kateter er meget mørkt og jeg kan ikke se dokumentation for, at hun har fået insulin eller sonde i morges så vi skal være obs på om [borger] får den væske hun skal.”

”Da sondemaskinen havde fejl gået i stå efter 70 ml og dagvagt ikke kan skubbe hele dagsplan derfor afbrudt sonde kun givet vand.”

”Den der havde givet sondemad kl. 6 havde glemt, at låse klemmen på slangen op, så jeg er i tvivl om hvor meget sondemad [borger] reelt har fået fra kl. 6-7.”

”Kom ind kl. 8.20 og [borger] lå i sit bræk samt aff. Så der har været opkast tidligt i morges som kan være en indikator for, at der er givet vand for hurtigt.”

Borger 13:

“På et tidspunkt i eftermiddags da personale var optaget, var hun gået fra afdelingen og ud til lyskrydset på [befærdet vej], hvor ansvarshavende assistent så hende fra vinduet hos beboer i bolig 5, som hun var ved at skulle sondemade. Ansvarshavende skyndte sig ud efter hende, og nåede at få fat på hende før hun var kommet helt ud i fodgængerfeltet, hvor hun hverken så sig til højre eller venstre.”

Borger 15:

”Bb har stærk rødme og lettere udslæt som følge af, at Bb har ligget med afføring.”

”Bb har stærk kløerne forneden, rødme i ballerne og i skamlæbe da bb ligger med afføring i bleen.”

Borger 19:

”Opleves meget smerteforpint både under morgenplejen og efterfølgende. Sidder meget anspændt i stol og kan ikke finde ro. Siger av ved mindste berøring. Har ligget i aff. Da personale kommer ind om morgenen er derfor også meget rød bagpå.”

Borger 20:

”[Beboer] har åbenbart ligget med fæces et stykke tid, da ut kom til hende ved 18-tiden, lå [beboer] med fæces op ad ryggen og den var svært at få den vasket. Har fået bundskift samt rent nattøj på."

”[Beboer] ligger med meget vådt ble, både sengetøj og bluse var meget vådt. [Beboer] bliver ikke skiftet i hele døgnet.”

”[Beboer] blev fundet af pårørende "smurt ind i afføring". Dette var ca. ved 16 tiden i AV. Hun blev vasket på hænderne og andre steder. Bundskiftet og rent tøj. Ved 2 personer."

”Til formiddag informeres Ut af personale, som er hos [beboer] i dag, at hun er svær at komme til. Personale fortæller, at sengen er våd af urin og det er uvist, hvor længe hun har ligget sådan. Ut går til borger, som ligger uden dyne og er synlig våd på underlaget. Borger er kold på benene.”

Jan Kjærgaard

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.