Anmeldelse: Læs Hassan sammen med Hummelgaard

For lidt tid siden landede der en uhyre vigtig bog på mit bord: Familiekrøniken ‘Familien Hassan’ om digteren Yahya Hassans familie. Og jo mere nærværende anmelder tænker og reflekterer over bogen, jo mere relevant og uomgængelig synes bogen at blive.

Den er ikke bare en fin litterær oplevelse, men den er også et historisk og samtidskritisk dokument, der skriver sig direkte ind i tidens debat om indvandrermiljøer, vold mod børn, som især justitsminister Peter Hummelgaard står i spidsen for, bl.a. i sin bog “Der er noget vi skal tale om” fra 2024. 

Det kræver lidt tid at kapere begge bøger. De skal lige synke ind, og der er mange piller, man skal sluge i ens veletablerede politiske overbevisninger. 

Vi kender ganske godt til meget af den hassanske familiehistorie, for både kender vi den jo fra de fabelagtige digtsamlinger ‘Yahya Hassan’ og ‘Yahya Hassan 2’, men det har heller ikke skortet på journalistisk opmærksomhed på familien, og i særdeleshed på Yahya Hassan. 

Særligt i forbindelse med hans stadig lidt mystiske død var der en nærmest paparazziagtig stemning omkring den dansk-palæstinensiske digterberømthed. 

Forgangsdigter

Yahya Hassan var da også sin tids mest banebrydende poet, der åbnede for nye temaer. Han var den første, der evnede og turde sætte problemer under debat i forhold til livsbetingelserne og de sociale forhold som barn af flygtningeforældre, og som kunne beskrive opvæksten i en af Danmarks sociale og etniske ghettoer uden omsvøb og uden et idealiserende moralsk sødemiddel i form af rette holdninger og værdier. 

Læs også:Hun skriver modigt om volden i Mellemøsten - og hendes seneste bog fremragende

Vi fik digte om Gellerup-planen i Aarhus, nærmere bestemt Trillegården, råt for usødet. Senere er der kommet mange andre stemmer til, som også er særdeles betydningsfulde i deres egen ret. 

Her hører vi om moderen og de fire andre søskende – Abdullah, Kawther, Khadeeja, Abd-Al-Salam – og deres udlægning af Hassan-odysseen

Jeg kan blot nævne Sara Omar med ‘Dødevaskeren’ (2017) og Haidar Ansari med ‘Institutionaliseret’ (2022). Senest kan man også nævne de to helt uforlignelige poetiske begavelser Amina Elmi, der har skrevet ‘Barbar: [Tavshedens Objekt]’ (2023), og Elias Sadiq, der har skrevet den homoerotiske digtsamling ‘Djinn’ (2024), der også er en genfortolkning af islamisk mystik. 

Altså på mange måder en digtsamling med islamisk grundtematik, men med et queerperspektiv. Men det var altså Yahya Hassan, der startede med at digte om de eksistentielle konflikter, der er forbundet med at bo og vokse op i Danmark, hvis man har en mellemøstlig baggrund. 

Tydeligst og mest eklatant fremstår Abdullahs fortælling

Og med “Familien Hassan” får vi et indblik i, hvordan de andre søskende og til dels moderen har oplevet hele det miljø, som Yahya Hassan har skildret i sine to digtsamlinger. 

Her hører vi om moderen og de fire andre søskende – Abdullah, Kawther, Khadeeja, Abd-Al-Salam – og deres udlægning af Hassan-odysseen.

Intet er privat

Tydeligst og mest eklatant fremstår Abdullahs fortælling, og det er da også ham, der har taget initiativ til bogen. 

Det begynder for alvor at gå galt for Hassan-familien, da de kommer hjem fra en ferie i moderens hjemland, hvor de pludselig finder sig lukket ude af lejligheden i Trillegården, fordi faderen har fundet sig en ny kone. 

Volden tager til og bliver en substantiel del af familiens eksistensform

Her er Khadeejas udlægning: “Kommunen henviste til et hotel, der lå nede ved åen i midten af Aarhus. Der boede vi et par dage, indtil vi blev sendt ud til et hus i Lystrup for familier uden et sted at bo. Vi fik et værelse i stuen med en terrassedør ud til haven. Det hele var mærkeligt. Det ene øjeblik skulle vi på ferie som en rigtig familie. Det næste sad vi og drak sodavand med fremmede familier i samme situation som os”. 

Læs også:Yahya Hassans tragiske død minder os om, hvor svag manden er blevet

Volden tager til og bliver en substantiel del af familiens eksistensform. Abdullah fortæller: “Først slog far os igen og igen med battet på vores hænder. Så var det ned på ryggen og benene op i vejret. Han strammede bæltet om mine ankler, og med den ene hånd holdt han mine fødder i vejret, med den anden svingede han køllen mod dem. Under fødderne får man ikke synlige mærker. Yahya fik samme tur.” 

‘Familien Hassan’ bør læses parallelt med Peter Hummelgaards debatbog ‘Der er noget, vi skal tale om’

Vi kender situationen fra Yahya Hassans digte. Men der er også det ved familien Hassan, at ingenting er privat, alt er gjort offentligt. 

Ja, hele familien ender med at blive genneminstitutionaliseret på kryds og tværs, og man kan på en måde se de voldsomme og kriminelle aktiviteter som et oprør mod det institutionelle. 

Svigt på flere fronter

Ofte er det kriminelle handlinger rettet mod andre familiemedlemmer eller folk, de på en eller anden måde faktisk har en relation til. 

Deres handlinger bevæger sig sjældent uden for en nær kreds af forholdsvis nære relationer som f.eks de sociale myndigheder, det nære lokalmiljø eller kontaktpersoner: 

“Sådan var der gode og mindre gode dage. De værste var, når ham pædagogen kom. Da jeg nægtede at tørre bordet af, vred han min arm om på ryggen, skubbede mig hen til bordet og sagde: ‘Tør op.’ En aften nægtede jeg at rense hans toilet. En, to, tre gik jeg op i en spids og sparkede ham over skinnebenet. 

Han sparkede mig tilbage, så jeg faldt og slog ansigtet ned i dørtrinnet ind til mit værelse. Da han så, at jeg blødte ud af næse og mund, for han sammen, som om han tænkte: ‘Fuck,’ hvad har jeg gjort? Han satte sig på hug, spurgte, om jeg var okay, og forsøgte at hjælpe mig op,” fortæller Abdullah. 

Abdullah siger meget direkte, at på grund af deres opvækst og baggrund bliver kriminaliteten og volden vejen til anerkendelse og identitet

‘Familien Hassan’ bør læses parallelt med Peter Hummelgaards debatbog ‘Der er noget, vi skal tale om’ (2024). Bogen viser det uhyre svigt, som nogle børn i en udsat familie er blevet udsat for. 

Det er ikke bare forældrene, der har haft svært ved at magte at passe deres børn, bl.a. fordi de havde det svært med hinanden, men også de sociale myndigheder og institutioner har ikke levet op til deres ansvar. 

Vold som arv

Bogen er med til at understrege Peter Hummelgaards centrale pointe i hans debatbog: “Denne bogs hårde, og for nogle ubekvemme, påstand er, at grunden til, at folk med ikkevestlige herkomst er overrepræsenterede i volds- og kriminalitetsstatistikkerne er, at de slet og ret oftere vokser op med vold”.

Læs også:Hummelgaards barske bog provokerer i kynismens tidsalder

Abdullah siger meget direkte, at på grund af deres opvækst og baggrund bliver kriminaliteten og volden vejen til anerkendelse og identitet: 

“Jeg tog på knæk for at klare mig selv. For at lave mine egne penge, blive min egen mand og træde ud af skyggen. Selvom jeg gjorde det på en fucked up måde, ville jeg vise, at jeg kunne noget selv. Jeg skabte min egen verden med det, jeg havde at gøre med. Og ligesom gamle damer på et plejehjem ender med at strikke, tager drenge fra et opholdssted på knæk.” 

Og hvor er det dog ærgerligt, at vi ikke formåede at hjælpe Hassan-børnene og familien i tide. Vi mistede Yahya Hassan alt for tidligt på den konto. 

Vi har ikke tabt alt

Det var et helt særligt lys over Yahya Hassan, som viste sig meget tidligt, som det hedder i bogen om hans tidlige interesse for litteratur: 

“Bøgerne smuglede han med sig hjem fra skolen eller biblioteket, og selvom vi fik bøder, beholdt vi dem.” 

Men vi har ikke tabt alt. For selv om bogen er skrevet glimrende som interviewbog af Steffen Stubager, afslører bogen også, at lillebroren Abdullah Hassan har nogle af de samme umiskendelige litterære evner som storebror Yahya, så måske får vi forhåbentligt mere prosa fra ham. 

Steffen Stubager: ‘Familien Hassan’. Omslagsgrafiker: Ida Balslev-Olesen og Kenneth Schultz. 288 sider. Politikens Forlag, 2024.