Annonce

Antifeministisk EU-modstander: Her er den nye LA-leder

Liberal Alliances nye politiske leder er ukendt i den brede offentlighed, men har ved flere lejligheder fremført kontroversielle synspunkter.
Anders Samuelsen opnåede med partiets tilbagegange på 8,1 procentpoint i Nordsjællands Storkreds ikke genvalg til Folketinget. Samuelsen må derfor vinkefarvel til posten som politisk leder for det parti, han selv startede, Liberal Alliance.

Nye, unge kræfter

I weekenden blev Samuelsens arvtager så fundet. Den nyvalgte 27-årige og tidligere formand for partiets ungdomsafdeling, Alex Vanoslagh, er blevet udset til at redde den liberale fane ud af ruinerne.

Navnet ringer nok ikke mange receptionsklokker i den brede offentlighed, men den nye leder har allerede flere gange gjort sig til talsmand for kontroversielle synspunkter. Her er et udpluk.   

 

Kvinder vil hellere domineres end være topledere

Det er ikke problematisk, at kvinder er tilbagestående, hvad angår løn og topposter i forhold til deres mandlige kollegaer. Det har nemlig en naturlig årsag: Kvinder elsker dominerende mænd.

Det var budskabet i et debatindlæg af samme navn, som Liberal Alliances nye leder stod bag i 2014.

”Størstedelen af kvinderne tænder på en mand, der tager styring og dominerer hende [..] En sådan basal, naturlig og biologisk forskel kan være med til at forklare, hvorfor flere mænd end kvinder er topledere”, lød det fra Alex Vanoslagh dengang.

kvinderne tænder på en mand, der tager styring og dominerer hende

Partiets renomme stod over krænkede kvinder

I årets første måneder blev Liberal Alliances Ungdom ramt af en skandale, da flere mandlige medlemmer blev sigtet for overgreb og voldtægt mod kvindelige medlemmer.

Folk er idioter, hvis de går amok på Twitter wall’en og skaber dårlig pressesag

Det fik den tidligere formand, Alex Vanoslagh, til at gribe ind for at redde ungdomspartiets omdømme. Forud for landsmødet i Liberal Alliances Ungdom, hvor disse anklager skulle drøftes, opfordrede Alex Vanoslagh internt i en Facebook-gruppe medlemmerne til at holde tæt om sagen.

”Folk er idioter, hvis de går amok på Twitter wall’en og skaber dårlig pressesag for Liberal Alliances Ungdom”, skrev Liberal Alliances nye formand ifølge Radio24Syv.

 

Danmark skal melde sig ud af EU

De EU-kritiske partier led ved det netop overståede Europaparlamentsvalg et stort nederlag. Ingen af de danske repræsentanter mener således, at Danmark bør melde sig ud af EU.

Heller ikke Liberal Alliance, som ellers ikke opnåede valg. Partiets nye formand har dog tidligere givet udtryk for en anden opfattelse.

Forud for det foregående europaparlamentsvalg i 2014 skrev Alex Vanoslagh som formand for Liberal Alliance Ungdom i Weekendavisen, at frihed og selvbestemmelse var uforeneligt med et medlemskab af EU.

”De borgerlige partier må vågne op af deres prinsessedrømme og opgive utopiske forestillinger om at ændre Unionen indefra og i stedet indse, at det er nødvendigt at melde os ud, hvis vi ønsker mere frihed og selvbestemmelse”, lød det dengang fra den nye politiske leder for Liberal Alliance.

Kampen er tabt. Så jeg vil hellere melde mig ud

Budskabet gentog han halvanden år senere overfor TV København:

”Kampen er tabt. Så jeg vil hellere melde mig ud og genforhandle forholdet til EU, så vi kun samarbejder med EU på de områder, vi synes er interessante.”

I den netop overståede valgkamp vakte Alex Vanoslagh også opsigt med en lidt provokerende optræden i debatter.

Ved en af lejlighederne medbragte han en receptionsklokke, som han ringede med, hver gang han mente, modstanderne kom med ufinansierede valgløfter.

placeholder

 

 

Frederik Ingemann er student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet