Arbejderbørn er karakterræsets vindere

Kommentar: Kampen mod karakterer er en misforstået omsorg for arbejderklassens kvikke unge. Tværtimod taber unge fra ikke-boglige hjem, hvis man ikke bliver målt på objektive kriterier.

Det buldrer og brager i den danske universitetsverdenen. Særligt omkring Københavns Universitet, nabo til Københavns Domkirke, der var mål for englændernes raketter under bombardementet af København i 1807, står der lynild. Først med regeringens såkaldte omprioriteringsbidrag, der betyder, at Niels Bohr og Alf Ross’ alma mater skal spare 8 % frem mod år 2020.

Dernæst med universitetets beslutning, om at man på langt de fleste uddannelser for fremtiden skal have et snit på 6 fra sin studentereksamen for at få adgang til universitetets forjættede verden. Det har mødt modstand fra Danske Studerendes Fællesråd, der blandt andet kalder karakterkravet ”asocialt” og siger, at det vil skabe et universitet, der ”kun er for elitens børn.”

Dermed puster Danske Studerendes Fællesråd nyt liv i diskussionen af det såkaldte karakterræs. Om karakterer er en fornuftig måde at bedømme på, om folk skal blive lukket ind i universitetets dannende haller.

Endnu engang er de studerendes modstand mod karakterkrav akkompagneret af en salonsocialistisk omsorg for arbejderklassens kvikke mønsterbrydere.

Karakterer er et objektivt kriterium
Når udgangspunktet nu engang er det, at vi ikke har frit optag på universitetet, så er det mest socialt balancerede, at det er objektive kriterier, der bestemmer, hvem der er inde, og hvem der er ude. Karakterer er – i mangel af bedre – det mest objektive kriterium, vi har i uddannelsesverden.

Situationen er nemlig den, at når optaget bliver afgjort af alt muligt andet end karakterer, så bliver det dem fra de stærkeste hjem, der får den store fordel.

Hvem har mon lettest ved at samle 30.000 kroner sammen til et højskoleophold og de deraf følgende kvote 2-point: Direktørens datter fra Humlebæk eller datteren af den enlige mor fra Ishøj, hvor kontanthjælpsloftet har presset familieøkonomien til det yderste?

Er det mon advokaten eller lagerarbejderen, der lettest får sikret sønnike et praktikophold hos Røde Kors?

Er det mon overlægens eller postbuddets børn, der bliver bedst klædt på til at klare optagelsessamtalen på medicinstudiet?

Selvom karakterer som målestok for universitetsegnethed ikke er ufejlbarligt, så er det dog det nærmeste, vi kommer på en socialt retfærdig måde at måle studerendes evner på.

Dermed ikke sagt, at det ikke er fint, at der er kvote 2, hvor folk, der alligevel har erhvervet sig nogle kompetencer senere i livet, kan få adgang til videregående uddannelse, hvis studentereksamen ikke er prangende. Men det må være en undtagelse – den klare hovedregel må være, at vi måler mennesker objektivt.

Hvem betaler læsningen?
Mens Danske Studerendes Fællesråds argumentation om, at objektive kriterier vil ramme dem fra ikke-boglige hjem er særegen, så er deres modstand mod et nyt karakterkrav ikke overraskende.

Danske Studerendes Fællesråd har den holdning, at uddannelse per definition er godt, og de har indtil videre excelleret ved at være modstander af ethvert krav, universitetsaspiranter bliver mødt med.

Måske et meget forståeligt synspunkt for en forening, der får flere medlemmer, når der er flere universitetsstuderende, men ikke et synspunkt, der vil hjælpe resten af samfundet.

For mens uddannelse og viden per definition er godt for den enkelte, så er der også et hensyn at tage til dem, der betaler for læsningen.

Det er for en stor dels vedkommende mennesker, der må slide lønsedlen hjem hver måned og langt fra har så privilegeret en tilværelse, som de universitetsstuderende har udsigt til. De mennesker kan med rette stille to krav, hvis de skal lade spareskillingerne går i retning af uddannelsesinstitutionerne:

1: At de mennesker, der går der, er dygtige nok til, at vores arbejdsmarked kan bruge dem, efter uddannelsen er færdig.

2: At deres egne børn bliver målt og vejet på en fair måde, hvis de søger ind.

Det første krav bliver kuet af besparelser, der gør, at vi får mindre dygtige studerende til vores arbejdsmarked. Men det ville i endnu højere grad undertrykke begge krav, hvis kampen mod karakterer fik luft under vingerne.

Det ville være ren og skær udplyndring af de danske lønmodtagere at forlange, at de skal betale for uddannelsesinstitutioner, som ikke skaber vækst for samfundet, og hvor deres egne børn ikke har adgang på samme vilkår som alle andre.

 

Mads Havskov Hansen er stud.jur på Københavns Universitet og redaktør på Netavisen Pio.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet

Annonce