Berlingske: “Frederiksberg havde landets laveste kommuneskat. Så overtog Socialdemokratiet magten”

Kommunalvalg 2025

Berlingske: “Frederiksberg havde landets laveste kommuneskat. Så overtog Socialdemokratiet magten”

"Skæv" overskrift, mener S-borgmester, der oplyser, at skatteforhøjelsen skyldes udligningsreformen, og at alle partier i kommunen stemte for forhøjelsen - inklusive De Konservative

Michael Vindfeldt (S), borgmester, Frederiksberg
Billedtekst
Michael Vindfeldt (S), borgmester, Frederiksberg
Foto: Privat

“Frederiksberg havde landets laveste kommuneskat. Så overtog Socialdemokratiet magten.”

Sådan lyder en overskrift i Berlingske fredag.

Kommuneskatten er ganske rigtigt sat op på Frederiksberg inden for de seneste knap fire år, hvor Socialdemokratiet har siddet på borgmesterposten. Men det fremgår også af artiklen, at skatteforhøjelsen på i alt 1,7 procentpoint er vedtaget af en enig kommunalbestyrelse - inklusive de 11 konservative medlemmer af byrådet.

Læs også:Konservativ udfordrer får hjælp fra uventet kant: S-borgmester hænger K-plakater op igen, som var pillet ned

Den socialdemokratiske borgmester, Michael Vindfeldt, forklarer, at skatteforhøjelsen skyldes udligningsreformen, som har ‘flået’ kommunen:

“Det er den primære og simple forklaring på, at skatten er steget,” siger borgmesteren til Berlingske.

Det fremgår af artiklen, at den konservative rådmand, Laura Lindahl, tilbage i 2023, forklarede mediet NB Økonomi, at skatteforhøjelsen på Frederiksberg ikke har noget med borgmesterens partifarve at gøre. 

Det samme forklarer Venstre-medlem af kommunalbestyrelsen, Jan E. Jørgensen.

Gentofte lod skatten stige tidligere 

Michael Vindfeldt påpeger desuden over for Berlingske, at andre udsatte kommuner hævede skatten en del inden kommunalvalget i 2021, hvilket ikke fremgår af tal fra den borgerlige tænketank, CEPOS, som Berlingske henholder sig til.

Vindfeldt nævner som eksempel, at skatten er steget i Gentofte med 1,5 procentpoint siden 2020, men Cepos-oversigten gælder perioden 2022 til og med 2026. Og inden for den periode har Gentofte kun sat skatten op med 0,1 procent.

Michael Vindfeldt siger til Netavisen Pio, at en mere lødig Berlingske-overskrift kunne have set sådan her ud:

"Frederiksberg og Gentofte havde landets laveste skat - og så kom udligningsreformen”.

Vindfeldt: Skæv overskrift

Vindfeldt understreger over for Netavisen Pio, at både Venstre og De Konservative stemte for skatteforhøjelsen på Frederiksberg:

Faktum er, at De Konservative og Venstre selv har stemt for skattestigninger

"Berlingske advarede jo på lederplads sidste valg mod mig som borgmester, så jeg undrer mig ikke over deres overskrift, som er ganske skæv i forhold til artiklens indhold. Faktum er, at De Konservative og Venstre selv har stemt for skattestigninger - og at De Konservatives gruppeformand har udtalt, at den var kommet, uanset borgmesteren var socialdemokrat eller konservativ.”

Netavisen Pio har spurgt chefredaktør på Berlingske, Tom Jensen, om hvorfor Berlingske valgte overskriften “Frederiksberg havde landets laveste skatteprocent. Så overtog Socialdemokratiet magten”, når alle partier i Frederiksberg Kommunalbestyrelse stemte for skatteforhøjelsen.

Politisk redaktør på Berlingske, Chris Kjær Jessen, har sendt dette svar:

Vi mener, der er fuld dækning for rubrikken

"Vi mener, der er fuld dækning for rubrikken, da skatten på Frederiksberg er steget, efter Socialdemokratiet kom til magten. Bag det ligger selvfølgelig flere nuancer, som alle fremgår af artiklen, hvor Michael Vindfeldt også får god tid og plads til at komme til orde."

Opdateret kl. 16.15 med kommentar fra Berlingske 

Ny model for den kommunale udligning

Udligningsreformen er en reform af systemet for kommunal udligning, der flytter penge fra kommuner med høje indtægter til dem med lave indtægter, og fra kommuner med lave udgiftsbehov til dem med høje udgiftsbehov for at skabe mere lighed.

Udligningsreformen er fra maj 2020. Bag reformen står den daværende S-regering, Venstre, SF, De Radikale og Alternativet.

Læs meget mere om den nye model for den kommunale udligning her.

Jan Kjærgaard

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Bent Menck Andersen (ikke efterprøvet) den Mandag den 10.11.2025 - 19:24

Chefredaktøren for Berlinske tidende mener der er fuld dækning for den overskrift de har brugt. Gad vide hvad han ville synes om en overskrift i et andet dagblad for en artikel om berlinske tidende med overskriften- I dag var chefredaktøren for Berlinske tidende Ædru!.

Indsendt af Bo Thomassen (ikke efterprøvet) den Mandag den 10.11.2025 - 19:43

Som svar til af Bent Menck Andersen (ikke efterprøvet)

Var han det? Kan det virkelig passe? Det tror jeg bestemt ikke på! Han virker da ikke ædruelig

Indsendt af Nicholas Jensen (ikke efterprøvet) den Mandag den 10.11.2025 - 21:48

Berlingske Tidende er en glimrende avis, der kan bruges til toilet papir og til opstart i pejsen.

Indsendt af Erik (ikke efterprøvet) den Onsdag den 12.11.2025 - 09:30

Fakta, er noget skidt, for en ultra blå avis som Berlinske. Manipulation og misinformation, er tidens trend for de liberale bannerfører.

Vi må, selv om den blå bølge skyller ind over den vestlige verden, gøre hvad vi kan, for at hindre at DK ender i den højre grøft, hvor de "alternative sandheder" dyrkes uhæmmet. Her kender de blå soldater ikke forskel på løgn og sandhed, og her ødelægges århundreds kamp for respekt og fælles ansvar, til fordel for simpel egoisme.

Indsendt af Helle B. (ikke efterprøvet) den Onsdag den 12.11.2025 - 17:52

Overskrifter komponeres med det formål at generere klik. Ofte har overskriften meget lidt med brødteksten at gøre. Det gælder stort set alle nyhedsoutlets.

Det virker ikke seriøst og kan nemt have den modsatte effekt, nemlig at man slet ikke gider klikke på de sensationsprægede overskrifter. Der er jo ikke noget i det alligevel. Spild af tid.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.

Manden, der har lagt navn til tidlig pension

Evaluering af S-valgresultat i København