Bramsen: Hvad er Alternativets politiske resultater?

Alternativets første år i politik står bøjet i grøn neon og er næppe særlig revolutionerende. Der har været mere 'love in the air' end konkrete resultater.
Om få dage kan vi ønske Alternativet tillykke med det første år som en del af det danske folkestyre. Der er altid grund til at respektere vælgerene. Og dermed anerkende, når politiske partier opnår valg i det danske Folketing. Før vi er partimedlemmer er vi først og fremmest demokrater.

Demokrati handler om at meninger brydes. Derfor må det også være i orden at stille spørgsmålet; hvad har Alternativet egentlig opnået af politiske resultater efter et år i dansk politik? For nok er det interessant at dvæle ved processer og partiets hullahop-stil. Men når alt kommer til alt, er det for mig som socialdemokrat de politiske resultater, der gør en forskel for helt almindelige mennesker, der tæller.

Et år – kun to aftaler
To egentlige aftaler er det blevet til i løbet af det første år. Boligjob-ordningen og Venstres historiebog om krige. Overraskende var det, da Alternativet umiddelbart efter Folketingsvalget satte deres navn på en aftale om bolig-jobordning. En ordning, der skulle vise sig ikke at indeholde særlig mange job. Forventningen er, at blot 300 fuldtidspersoner kommer i arbejde i årene 2016 og 2017. Prisen for hver ny arbejdsplads, som ordningen har skabt, lander på 1,3 millioner kroner!

Måske fandt Alternativet ud af, at det har konsekvenser, at indgå en aftale. I hvert fald skulle der gå længe, inden de igen blev ved forhandlingsbordet til den bitre ende. Men da Venstre kom i parlamentariske problemer ved deres nedlæggelse af Irak- og Afghanistankommissionen, stod Alternativet klar til at redde Søren Pind & Co.

Alternativet bakkede op om en såkaldt historisk udredning af Danmarks krigsdeltagelse de sidste 20 år. Det gjorde de, selvom Alternativets deltagelse i aftalen ikke i praksis betyder andet end en blåstempling af Venstres politiske syltekrukke. Den historiske redegørelse kommer hverken til at omfatte afhøringer, kulegravning af krigsfanger eller mulighed for at stille ansvarlige til ansvar for deres handlinger.

Efterfølgende argumenterede partiets såkaldte fredsordfører for, at Alternativets deltagelse betød at historikere skulle skrive den historiske redegørelse. Man må spørge sig selv, hvem i al verden der ellers skulle have forfattet denne. En biokemiker? En parterapeut? En murer?  Det må stå hen i det uvisse.

Nuvel. Med lidt god vilje kan det også nævnes, at Alternativet har fået småinitiativer såsom mindfullness-haver og penge til hospitalsklovne ind i eksisterende aftaler om blandt andet satspulje. Men samfundsbærende bliver det næppe.

Sammenhæng efterlyses
Som retsordfører har jeg flere gange undret mig over Alternativets stemmer i Folketingssalen. Normalt kan man øjne en form for ideologisk stringens hos de politiske partier. Men ikke hos Alternativet. Der er ingen åbenlys logik. Eksempelvis behandlede vi i efteråret et forslag om videotolkning i fængslerne.

Som eneste parti stemte Alternativet imod. Dette selvom videotolkningen i flere tilfælde har givet indsatte bedre muligheder for at få oversættelse på deres modersmål samtidig med, at det har sparet samfundet for resurser. Sidste uge stemte Alternativet som eneste parti imod en hårdere kurs over for voldtægtsforbrydere. Den stemmeafgivning var mindst lige så uforståeligt, som da partiet i ramme alvor argumenterede for at et hul i loven, der ville koste samfundet 11 milliarder, ikke skulle lukkes. Heller ikke selvom det var en enkelt mand, der havde stukket snablen dybt ned i samfundets fælleskasse. Han havde fået en fiks ide, der ville gøre ham meget meget rig, mens fællesskabet skulle betale prisen. Det kneb lidt med mediernes dækning af disse sager.

Da Grundloven kom i vejen
Hvad der derimod fik fuld presseopmærksomhed var Alternativets forslag om at 50.000 borgeres underskrifter skal kunne sende et forslag til afstemning i Folketingssalen. I mine øjne et dybt populistisk forslag, da hovedparten af alle beslutningsforslag allerede i dag fremsættes på baggrund af inspiration fra enkeltpersoner eller organisationer uden for Christiansborg.

Som politiker tager jeg dagligt imod indspark fra borgere. Indspark, der ofte ender som konkrete politiske tiltag. Men man behøves ikke være 50.000 borgere for at henvende sig til mig – en enkelt borger er nok. Forslaget viste sig dog også at være i konflikt med grundloven, hvorfor det slet ikke kunne vedtages. En konstatering, som vi fra Socialdemokratiets side allerede gjorde partiet opmærksom på, da de før folketingsvalget præsenterede os for ideen.

Samme spil – forskellige regler?
Umiddelbart virker der til at være langt fra Alternativets resultater år 1 til den statsministerpost, som partiets leder, Uffe Elbæk i weekenden annoncerede, at han går efter. Og også i den forbindelse undrer jeg mig; Igen og igen har Alternativet trukket overskrifter på, at de ikke vil tøve med at vælte en kommende socialdemokratisk regering, hvis denne arbejder for meget over midten i dansk politik. Men hvad er det lige Alternativet selv gør? De to aftaler, som partiet selv har indgået i det forgangne år er netop etableret over midten i dansk politik. Man må også forstå på partiet, at de ikke ønsker at placere sig i en traditionel politisk rød-blå-kontekst. At kritisere andre spillere på banen for at brede spillet ud på banen, når man selv gør det samme, virker noget besynderligt.

Som demokrat respekterer jeg mine politiske med- og modstandere. Men er det for meget forlangt at kræve sammenhængene argumentation?

Trine Bramsen er medlem af folketinget for Socialdemokratiet.

Folketingsmedlem, gruppenæstformand og ligestillingsordfører for Socialdemokratiet. 


Flere artikler om emnet

Annonce