Vinklen på B.T.'s kommende artikler er dermed skåret på forhånd: Problemet med arbejdsløshed handler ikke om finanskrise, dårlige konjunkturer, manglende efteruddannelse eller udflytning af arbejdspladser, men derimod at de ledige ikke har incitament til at arbejde.

Betale sig at arbejde. Det er efterhånden et velkendt fænomen: Hver morgen kan man slå op i Berlingske, Jyllandsposten eller B.T. og læse den ene artikel efter den anden om, at det ikke kan betale sig at arbejde. Artiklerne følges som regel op i debatsektionen, hvor borgerlige politikkere står på nakken af hinanden for at kræve skatten og indkomstoverførslerne sat ned.

Men i det konstante fokus på at ’det skal kunne betale sig at arbejde’, glemmer de tre aviser mærkværdigt nok nævne de mange andre tungere årsager, som er skyld i arbejdsløsheden.

Det seneste eksempel kommer fra B.T. Avisen efterspurgte via det sociale netværk Facebook i mandags cases, som kunne bruges i avisens politiske dækning.

Bemærk hvordan spørgsmålene er stillet på en måde, hvor B.T. kun kan komme i kontakt med den lille gruppe af mennesker for hvem ’det ikke kan betale sig at arbejde’. Vinklen på B.T.'s kommende artikler er dermed skåret på forhånd: Problemet med arbejdsløshed handler ikke om finanskrise, dårlige konjunkturer, manglende efteruddannelse eller udflytning af arbejdspladser, men derimod at de ledige ikke har incitament til at arbejde.

LÆS OGSÅ: Lykketoft: Debatten om, at det skal kunne betale sig at arbejde, er kørt helt af sporet.

De nyuddannede arbejdsløse kan ikke alene forhindre udflytningen af jobs til Kina. Kontanthjælpsmodtagerne kan ikke selv skabe et massivt løft i uddannelse, forskning og opkvalificering. Det kan kun ske i fællesskab.

Dette er blot det seneste eksempel på mediernes systematisk skæve dækning af hele spørgsmålet om arbejdsløshed og beskæftigelse. Efter det største økonomiske tilbageslag siden Den Store Depression i 30’erne – skabt af ukontrollerede finansmarkeder og borgerlig bobleøkonomi – bliver ansvaret for arbejdsløsheden konsekvent individualiseret og gjort til den enkeltes problem. Ikke et fælles problem, som samfundet skal finde løsninger på.

Men faktum er, at Danmark siden 2001 mistet 200.000 industrijobs og med finanskrisen tabte fem procent af vores samlede velstand. Derfor betyder ’incitamenter’ meget lidt i løsningen af arbejdsløshedsproblemet. De udfaldstruede dagpengemodtagere kan ikke selv vende konjunkturerne eller skabe ny fremgang i industrien. De nyuddannede arbejdsløse kan ikke alene forhindre udflytningen af jobs til Kina. Kontanthjælpsmodtagerne kan ikke selv skabe et massivt løft i uddannelse, forskning og opkvalificering. Det kan kun ske i fællesskab.

Men igen: Hvis B.T. lagde en saglig vinkel i stedet for at være propagandaorgan for Venstre, hvem skulle så fremover forsyne dem med fortrolige notater, saftige historier og tidligere presserådgiveres ’politiske analyser’?

Hvis B.T. skulle have dækket arbejdsløshedsproblemet redeligt og ordentligt, burde de derfor have efterspurgt nogle helt andre cases. De kunne eksempelvis have efterspurgt mennesker, hvis arbejdspladser er blevet flyttet til udlandet, hvis virksomheder måtte lukke på grund af de dårlige konjunkturer eller langtidsarbejdsløse, der trods mange års ledighed endnu ikke er blevet tilbudt efteruddannelse.

Men igen: Hvis B.T. lagde en saglig vinkel i stedet for at være propagandaorgan for Venstre, hvem skulle så fremover forsyne dem med fortrolige notater, saftige historier og tidligere presserådgiveres ’politiske analyser’?