Cepos: Lad offentligt underskud betale for lavere skat

Lavere skat kan godt betales med et træk på kassekreditten. Sådan lyder meldingen fra tænketanekn Cepos, der frem mod 2020 vil bruge 20 milliarder kroner på blandt andet lavere skat, selvom råderummet kun er på 10 milliarder.
Der skal gennemføres skattelettelser, og de skal gennemføres nu. Også selvom det betyder, at Danmark så får underskud på de offentlige finanser. Sådan lyder meldingen nu fra den borgerlige tænketank Cepos, der nu foreslår at finansiere lavere skat ved at den danske stat optager lån.

Såvel den nuværende som den tidligere regering har ellers gjort det til et mål, at der skal være balance på den strukturelle saldo, det vil sige de offentlige finanser justeret for udgifter og indtægter, der afhænger af konjunkturerne.

Ønsker underskud på 10 milliarder i 2020
Ifølge Finansministeriet er det såkaldte økonomiske råderum, det vil sige de penge, Folketinget kan bruge på lavere skat eller øgede offentlige udgifter, på 10 milliarder kroner i 2020. Alligevel foreslår Cepos at bruge 20 milliarder kroner på at sænke skatten frem mod 2020. Det skyldes ifølge Cepos, at ”Dansk økonomi har brug for skattelettelser på denne side af 2020 for at løfte vækstpotentialet.”

Det vil altså øge underskuddet i 2020 med ti milliarder kroner, svarende til cirka 0,5 procent af bruttonationalproduktet. Netop 0,5 procent er grænsen for, hvor stort det såkaldte strukturelle underskud, det vil sige det offentlige underskud, må være ifølge Folketingets budgetlov fra 2012. Cepos vil med andre ord gå helt til kanten af budgetloven.

Underskuddet kan så ifølge Cepos rettes op ved at bruge lidt færre penge en budgetteret i årene efter 2020, så der bliver balance i 2025. Cepos skubber så at sige målstregen for økonomisk balance fra 2020 til 2025. Dermed vil den overordnede finanspolitiske holdbarhed ifølge Cepos ikke blive svækket.

Har tidligere advaret mod låntagning
Cepos har ellers ved tidligere lejligheder advaret mod, at finansiere udgifter ved at optage lån. Det stifter nemlig gæld, som skal tilbagebetales med renter. Cepos har blandt andet ved tidligere lejligheder advaret mod midlertidige stigninger i det offentlige forbrug med det formål at skabe arbejdspladser, netop med det argument, at det vil føre til højere gæld.

”Det øgede underskud vil medføre øget offentlig gæld. (…) Voksende offentlig gæld kan f.eks. øge renterne og det vil i øvrigt spise en del af de kortsigtede positive væksteffekter, der kan følge af øgede offentlige investeringer. Samtidig kan et voksende underskud medføre, at danskerne begynder at spare mere op, da man kan forudse, at den voksende gæld medfører større skattebetalinger i fremtiden.”, skrev cheføkonom Mads Lundby Hansen tilbage i 2012 i et blogindlæg i Børsen.


Flere artikler om emnet

Annonce