Line Barfods forvaltning indstillede hendes andelsboligforening til millionstøtte: Socialdemokratiet kræver redegørelse

Kommunalvalg 2025

Line Barfods forvaltning indstillede hendes andelsboligforening til millionstøtte: Socialdemokratiet kræver redegørelse

EL-borgmesterens andelsforening på Nørrebro fik knap 2,4 millioner kroner i støtte til renovering - Barfod meddelte først inde i forløbet sin forvaltning, at der måske var et inhabilitetsproblem - S-ordfører: "Det lugter langt væk"

Line Barfod
Billedtekst
Line Barfod (EL), teknik- og miljøborgmester, København
Foto: Netavisen Pio/Katrine Homaa Petersen

Teknik- og miljøborgmester Line Barfod fra Enhedslisten, der også er kandidat til overborgmesterposten i København, rammes nu af en sag om inhabilitet.

Det skriver DR.

Sagen drejer sig om en ejendom på Nørrebrogade i København, hvor Barfod bor med sin mand i en andelsboligforening.

Barfods andelsboligforening endte med at få næsten 2,4 millioner

Ejendommen er gennem de seneste år blevet gennemrenoveret blandt andet med penge fra statens og kommunernes byfornyelsespulje. Barfods andelsboligforening endte med at få næsten 2,4 millioner kroner i renoveringsstøtte. 

Læs også:Rosenkrantz-Theil langer ud: Barfod hemmeligholdt oplysninger om cyanid-udslip i Øresund

Det er Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns kommune, der indstiller ejendomme til støtte fra Byfornyelsespuljen. Og det er netop Teknik- og Miljøforvaltningen, som Line Barfod er borgmester for. 

Ekspert: Brud på inhabiliteten

Ifølge DR gjorde Line Barfod sommeren 2023 sin forvaltning opmærksom på, at der kunne være et inhabilitetsproblem. Men på det tidspunkt havde embedsmænd i kommunen allerede truffet afgørelse i sagen, viser sagsforløbet.

Forløbet ender ud i, at forvaltningen indstiller til byrådet i København, Borgerrepræsentationen, at den selv skal behandle sagen. Og Borgerrepræsentationen beslutter så oktober 2023 af følge indstillingen.

Det viser akter, som DR har fået aktindsigt i. 

DR oplyser yderligere, at Line Barfods mand var formand for andelsboligforeningen på det tidspunkt foreningen søgte om støtte fra Byfornyelsespuljen. 

Læs også:Barfod retter voldsomt personangreb mod Rosenkrantz-Theil: Hun står på den forkerte side af historien

Frederik Waage, professor i forvaltningsret på Syddansk Universitet, mener, at sagen er et brud på forvaltningslovens inhabilitetsbestemmelser: 

Man skal melde ud fra start, at man er inhabil

“Når de selv konstaterer, at de var inhabile på et senere tidspunkt i processen, så var de det også fra start af. Man skal melde ud fra start, at man er inhabil. Det burde Line Barfod være opmærksom på og i særdeleshed også hendes embedsværk,” siger Waage til DR.

Socialdemokratiet: “Rystende”

Politisk ordfører for Socialdemokratiet på Københavns Rådhus, Niels Bjerrum, siger i et skriftligt citat til Netavisen Pio, at Socialdemokratiet finder sagen rystende:

“Det er meget rystende oplysninger, der nu er kommet frem om, at Enhedslistens Line Barfod har fået millioner af kroner af skatteborgernes penge fra hendes egen forvaltning til at renovere hendes smukke liebhaverejendom. Endda mens hendes egen mand var formand for andelsboligforeningen. Det lugter langt væk, og er utroligt kritisabelt.”

Læs også:Det vælter ud af skabene med plejehjemsskandaler i København: “Vi mangler en ansvarlig borgmester, der tager ansvar”

Socialdemokratiet på Københavns Rådhus kræver nu en redegørelse fra Line Barfod om hendes rolle i sagen, oplyser Niels Bjerrum:

Fra Socialdemokratiets side kræver vi en redegørelse for Line Barfods rolle i sagen

“Fra Socialdemokratiets side kræver vi en redegørelse for Line Barfods rolle i sagen. Har Line Barfod selv eller hendes ægtefælle brugt hendes borgmesterpost til at få særbehandling? Hvilke møder har Line Barfod og hendes ægtefælle deltaget i? Hvad vidste hun hvornår? Hvilke møder har der været i Line Barfods forvaltning og i Line Barfods andelsforening om byggesagen?”

 “Og så må Line Barfod selv også redegøre for, hvilke samtaler hun har haft med sin mand om den her sag, om hendes mand deltog i de besøg fra Line Barfods forvaltning, som gik forud for at hendes forvalte betalte millioner af skatterkroner til renoveringen af hendes ejendom, og hvilke papirer Line Barfod selv har modtaget fra hendes andelsboligforening om det her millionprojekt. “

Barfod: Jeg har ikke haft med sagsbehandlingen at gøre

Line Barfod siger til DR, at hun ikke vidste, at hendes andelsboligforening havde søgt om støtte fra Byfornyelsespuljen. Og også, at hun blev “voldsomt irriteret” på sin mand, fordi han ikke havde fortalt hende om støtte-ansøgningen i tide.

Over for Ekstra Bladet understreger Line Barfod, i et skriftligt citat, at hun ikke har haft med sagsbehandlingen at gøre:

Jeg har selvfølgelig ikke haft noget som helst med sagsbehandlingen af det at gøre

“Jeg har selvfølgelig ikke haft noget som helst med sagsbehandlingen af det at gøre, det kunne ikke falde mig ind. Masser af andelsboligforeninger, ejerforeninger og private søger den type af puljer, som er fuldstændigt offentligt tilgængelige. Og det synes jeg er godt, for det er vigtigt at vi får energirenoveret vores boligmasse, så vi kan spare på energiforbruget.”

Jan Kjærgaard

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.

Læs mere om:

Kommentarer

Indsendt af Kurt Jensen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 13.11.2025 - 13:48

S-ordfører: "Det lugter langt væk"

Nej, det STINKER!

"Barfod meddelte først inde i forløbet sin forvaltning, at der måske var et inhabilitetsproblem"
ja, selvfølgelig - ellers havde de nok ikke fået pengene
.

Indsendt af Palle Eghjort (ikke efterprøvet) den Torsdag den 13.11.2025 - 23:15

Ak ja. Pio er efterhånden SÅ langt ude, at de fører valgkamp, IKKE på det Socialdemokratiet står for, men på at nedgøre andre partier. Jeg skal undlade at skrive de ord der falder mig ind. Wammens almisser der behændigt undgår at borgere har rettigheder, men at de kan "stå med hatten i hånden" for at få tilskud til dit og dat er jo fuldstændigt i modstrid med den oprindelige socialpolitiske tankegang partiet TIDLIGERE byggede på.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.