Løkke med opsang til borgerlige partier: “Det bekymrer mig, at der ikke er flere, der siger fra”

Remigration

Løkke med opsang til borgerlige partier: “Det bekymrer mig, at der ikke er flere, der siger fra”

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) kritiserer DF's udlændingepolitik for at mangle nuancer og opfordrer de borgerlige partier til åbent at tage afstand fra partiets omfattende hjemrejseplaner

Lars Løkke Rasmussen, udenrigsminster (M)
Billedtekst
Der mangler nuancer i DF udlændingepolitik, og den baserer sig på et falskt narrativ, siger Lars Løkke Rasmussen (M)
Foto: Udenrigsministeriet/ Kristoffer Jonsson

Udenrigsminister og partiformand for Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, går nu direkte ind i debatten om Dansk Folkepartis hjemrejse- og remigrationspolitik.

I en artikel i Weekendavisen og i P1 Morgen advarer han de borgerlige partier om konsekvenserne, hvis ikke de siger fra over for DF-formand Morten Messerschmidts hjemsendelsesplaner.

Debatten er i den seneste tid eskaleret efter, at Messerschmidt har lagt sag an mod leder for De Radikale, Martin Lidegaard, for injurier.

DF’s hjemrejsepolitik indeholder blandt andet:

  • At udlændinge skal udvises ved første dom efter straffeloven – også for mindre kriminalitet
  • At udlændinge, som ikke kan forsørge sig selv, skal miste retten til at opholde sig i Danmark
  • At personer uden lovligt ophold kan frihedsberøves i lukkede udrejsecentre, hvis de ikke rejser frivilligt
  • At det skal gøres markant sværere at få og bevare dansk statsborgerskab, herunder gennem systematisk genvurdering af allerede tildelte statsborgerskaber.

For Løkke er selve søgsmålet dog “hamrende uinteressant”, siger han i P1 Morgen torsdag.

Læs også:Drama på borgen: DF-formand sagsøger De Radikales partileder

Han hæfter sig i stedet ved den alvorlige drejning, som hele sagen viser, at debatten om dansk udlændingepolitik har taget.

Den bliver sort/hvid, der mangler nuancer, og den baserer sig på et falskt narrativ, siger ministeren.

Løkke: Stram, men ikke grænseløs politik

Lars Løkke Rasmussen er dybt uenig i DF’s markante meldinger, men han er samtidig ikke er overrasket over dem.

For ham at se er det blot kulminationen af, at DF har strammet grebet endnu hårdere om udlændingepolitikken – nu lidt for hårdt.

Løkke lægger ikke skjul på, at han ønsker en konsekvent linje over for kriminalitet og manglende integration.

Læs også:Mette Frederiksen: “Der er mange trusler udefra, og der er desværre også trusler indefra”

Grænsen går dog ifølge ham dér, hvor forslag kolliderer med grundlæggende retsprincipper eller i praksis forsøger at rulle årtiers integrationsbeslutninger tilbage.

Han peger på, at mennesker med permanent ophold og statsborgerskab har indrettet deres liv efter de regler, der gjaldt.

Danmark kan, som han formulerer det, ikke bare “rive papirerne over” og kræve, at de rejser igen, fordi den politiske stemning har ændret sig.

Misinformation

Ministeren kritiserer ikke bare DF's strammere politik, men også deres – ifølge Løkke – misvisende retorik.

Forud for meldingen om hjemrejseplanerne, har man kunnet se opslag på sociale medier, hvor Morten Messerschmidt ifølge Løkke fordrejer sandheden for at få politiske pointer igennem.

Læs også:Messerschmidt satser stort på sociale medier

Dansk Folkeparti og Morten Messerschmidt har blandt andet kritiseret, at en mand, der er dømt for voldtægt af en 10-årig pige, ikke bliver udvist.

Dog undlader man at fortælle, at dommen faldt i 2013 – altså for 12 år siden – og at regeringen har strammet udvisningslovene ad flere omgange siden da.

placeholder

Skal man tale udlændingepolitik er det desuden også vigtigt at forholde sig til, hvordan udlændinge bidrager til vores samfund, mener Løkke.

I Weekendavisen fremhæver han, at en stor andel af sundhedspersonalet – herunder læger – er uddannet i udlandet, ofte i ikke-vestlige lande.

Læs også:Statsministeren: Vi skal have styr på, hvor mange der kommer - især når det gælder Mellemøsten og Nordafrika

I P1 Morgen siger han dertil, at udenlandsk arbejdskraft sidste år indbragte 361 milliarder kroner svarende til 12 procent af Danmarks BNP og dermed mere, end hvad der samlet bliver brugt på vores sundhedsvæsen.

– Et sundhedsvæsen, som DF op til kommunalvalget “øjensynligt vil redde, selvom man vil erodere de penge, det skal finansieres på” påpeger ministeren.

Et skævt billede

Løkke mener, at debatten om remigration er ved at tegne et skævt billede af udlændinges betydning for samfundet.

Ifølge ham bliver problemer med kriminalitet og manglende integration brugt til at presse vidtgående forslag igennem, som ikke står mål med den faktiske situation:

Man tegner et helt forkert billede

“Jeg siger ikke, at der ikke er nogen problemer overhovedet, men man tegner et helt forkert billede,” siger han i P1 Morgen og fortsætter:

“Problemet er, at man sætter et falskt narrativ, og folk siger ikke fra over for det narrativ. Og dermed kommer hele det blå Danmark til at blive spændt for en vogn, som jeg tror, de kommer til at fortryde.”

Tavshed i blå blok

Kritikken rammer ikke kun Dansk Folkeparti, men også resten af blå blok.

Af Weekendavisens artikel fremgår det, at de borgerlige partier, der tidligere på året mødtes i Fredericia, har aftalt ikke at kritisere hinandens politiske udspil offentligt.

Ifølge Løkke betyder det, at der mangler tydelige markeringer, når enkelte partier fremlægger forslag, som bryder med den hidtidige udlændingepolitiske linje.

Løkke advarer om, at tavsheden kan opfattes som stiltiende accept.

Læs også:KV25: Messerschmidt siger ja – Støjberg siger nej

Han frygter, at ønsket om borgerlig samling og udsigten til regeringsmagten kan få partierne til at vige fra deres egne grundprincipper, hvis der ikke sættes klare grænser for, hvor langt man vil gå på udlændingeområdet:

“Jeg håber da virkelig ikke, at det, man kunne kalde centrum-højre i dansk politik, er så forhippet på at komme i besiddelse af den formelle magt, at man sælger ud af alle værdier. Det bekymrer mig, at der ikke er flere, der siger fra,” siger han til Weekendavisen.

Han opfordrer desuden også regeringspartierne til at melde klart ud.

Kritik fra S

Til Information kalder Socialdemokratiets udlændingeordfører, Frederik Vad, idéen om remigration fluffly.

Han siger, at han har svært ved at se, hvordan man kan remigrere flere hundrede tusinde muslimer uden en eller anden form for etnisk udrensning:

“Den brutalitet, det vil kræve, vil i yderste konsekvens skabe så meget konflikt i vores samfund, at det vil true politiets autoritet som voldsmonopol. Du vil få kampe i gaderne.”

Debatten fortsætter

Torsdag udkom en kronik i Jyllands-Posten med DF's syv folketingsmedlemmer som afsendere:

Morten Messerschmidt, Peter Kofod, Mikkel Bjørn, Pia Kjærsgaard, Alex Ahrendtsen, Mette Thiesen og Nick Zimmermann.

Heri fastholder partiet, at remigration er nødvendig for at rette op på mange års fejlslagen politik, og at partiets forslag både er realistiske og rimelige.

Disse forslag er hverken radikale eller ekstreme

Partiet ser kritikken som et tegn på, at andre partier mangler vilje til at løse problemerne:

“Disse forslag er hverken radikale eller ekstreme. De er faktisk blot en realisering af de løfter, danskerne er blevet stillet i udsigt af skiftende regeringer – men som kun Dansk Folkeparti reelt har viljen til at gennemføre.”

Det har blå blok sagt:

Liberal Alliance:
I et opslag på Facebook skriver Alex Vanopslagh, at begrebet "remigration" fortsat står uklart for ham, men at han støtter den del, der handler om danske værdier, et opgør med islamisme og flere hjemsendelser. Til gengæld tager han afstand fra idéer om at fratage titusinder deres statsborgerskab eller placere mennesker, der ikke har gjort noget forkert, i lejre, som han ikke mener er LA-politik. 

Danmarksdemokraterne:
Ifølge DR udtaler gruppeformand Peter Skaarup, at han synes, det er lidt svært helt at forstå, hvad der helt præcis ligger i DF's plan, men at det grundlæggende er sådan, at hvis man kommer til Danmark, så skal man yde, før man kan nyde.

Konservative:
Udlændingeordfører, Frederik Bloch Münster skriver blandt andet til DR, at han ikke går ind i en større diskussion af remigration, men hvis man vil kende den borgerlige fællesmængde, så er den tilgængelig på borgerligtfundament.dk.

Signe Marie Flindt

Journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Pia Hansen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 13.11.2025 - 18:32

Morten Messerschmidt har sikret den nuværende regering mindst 4 år mere med folketingsvalget om senest et år.

De Radikale Venstre kan nu umuligt støtte en blå regering med Dansk Folkeparti som parlamentarisk grundlag. Det samme gælder selvsagt Moderaterne.

Ja, Morten Messerschmidt kan ligefrem have sikret en rød regering ved det kommende folketingsvalg.

Der er som bekendt intet, som er så skidt så det ikke er godt for noget. Så tak Morten.

Indsendt af Grethe Munk (ikke efterprøvet) den Torsdag den 13.11.2025 - 22:15

Tak til Lars Løkke for en klar udmelding og afstandtagen fra DF’s forslag. Det ville klæde såvel S som SF at gøre det samme.
Forslaget fra Messerschmidt er ikke “fluffy” og det er heller ikke sådan at det er uklart hvad Messerschmidt mener med remigration.

Indsendt af Børge Jørgensen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 13.11.2025 - 22:48

Vi har så travlt med at udstille udlændinge i Danmark som en økonomisk byrde. Men fakta er, at de bidrager med 361.000.000.000 kr. årligt. Det er ca. 15% af Danmarks BNP.

Der bliver talt problemer op hvor der ingen er. Det er moderne i en online tid, hvor alt nærmest systematisk tales op som problemer. Og populister er klar til at gribe bolden for et par beskidte stemmer.

Udfordringerne kommer ikke udefra. Dem skaber vi selv i de her komiske moderne tider.

Indsendt af Thora Halfdan (ikke efterprøvet) den Mandag den 17.11.2025 - 09:40

Som svar til af Børge Jørgensen (ikke efterprøvet)

Nej, de bidrager ikke med 361mia om året. Migranter og efterkommere fra ikke-vestlige lande koster os netto mindst 33 mia omn året. Mindst.

Løkke manipulerer. Det er muligt at de indbringer 361 mia, men de koster bare mere end det.
Det er sgu ikke så svært at forstå.

Dertil skal lægges at migranter fra ikke-muslimske lande typisk er mindre kriminelle end baggrundsbefolkningen, arbejder mere og belaster de offentlige kasser mindre.
Det betyder at migranter fra muslimske lande koster endnu mere end det man beregner fordi de fjernøstlige opvejer en del.

Så DFs forslag er sund fornuft og vil blive gennemført. Vi var igennem alt dette her for 25 år siden hvor retorikken overfor DF var den samme. Idag er det DF sagde for 25 år siden mainstream.
Det bliver det her også. Heldigvis.

Indsendt af Børge Jørgensen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 13.11.2025 - 22:51

Jeg har ikke været nogen fan af Lars Løkke Rasmussens politik de seneste årtier. Men som menneske er det en helt anden sag.

Stor tak til dig Lars, at du står op og taler imod det rummelige.

Indsendt af Aksel Jensen (ikke efterprøvet) den Fredag den 14.11.2025 - 03:06

Der er indtægter må vi forstå af Lars Løkkes indlæg:

I P1 Morgen siger han dertil, at udenlandsk arbejdskraft sidste år indbragte 361 milliarder kroner svarende til 12 procent af Danmarks BNP og dermed mere, end hvad der samlet bliver brugt på vores sundhedsvæsen.

Men hvad er udgifterne?

Mens både etniske danskere og indvandrere fra ikke-vestlige lande samlet set er en udgift for stats- og kommunekassen, når man ser det over et helt livsforløb, så bidrager indvandrere fra EU og resten af den vestlige verden positivt til de offentlige budgetter.

Hver dansker vil koste de offentlige kasser i gennemsnit ca. 6.000 kr. hvert år i løbet af et helt liv, når indtægter og udgifter bliver gjort op. Derimod kan stats- og kommunkasserne nyde godt af i gennemsnit ca. 19.000 kr. årligt netto fra hver vestlig indvandrer, herunder indvandrere fra EU.

Både etniske danskere og indvandrere fra ikke-vestlige lande er således samlet set en udgift for de offentlige kasser, mens de vestlige indvandrere er en indtægt, når man ser det over et livsforløb.

Det viser en analyse fra DA's kommende Arbejdsmarkedsrapport 2013..

Kvinder er dyre
Den gruppe, der er dyrest for de offentlige kasser er kvindelige indvandrere fra ikke-vestlige lande. De koster i gennemsnit ca. 24.000 kr. pr. person hvert år i løbet af et liv. Danske kvinder koster ca. 16.000 kr. årligt, mens indvandrerkvinder fra vestlige lande samlet set bidrager med ca. 7.000 kr. årligt.

For mændenes vedkommende bidrager danske mænd med et plus på ca. 6.000 kr. og vestlige indvandrermænd med ca. 31.000 kr. årligt. Ikke vestlige mænd koster derimod ca.8.000 kr. årligt i gennemsnit.

Lars Løkke bruger det smukke ord nar-ra-tiv for at løfte sig op på et højere intellektuel niveau: “Problemet er, at man sætter et falskt narrativ, og folk siger ikke fra over for det narrativ”.

En narrativ tekst har ofte en subjektiv karakter, indeholder en handling og kan både være fiktiv eller baseret på virkelige oplevelser.

Løkkes fortælling er således kun en del af hele fortællingen.

Den fortælling som delte hele hans egen livsfortælling nemlig partiet Venstre i hele tre nye partier: Det nye Venstre med Troels Lund og Stephanie Lose, Danmarksdemokraterne med historiefortælleren Inger Støjberg, der satte fortællingen Lars Løkke i nyt perspektiv og endelig Moderaterne Løkke-Lars i en moderne Lykke-Per, der fortælles fremad, men forstås baglæns, som Inger Støjberg har erkendt.

Altså en fortælling er blevet til tre fortællinger!

Og så er der fortællingen fremsat af Pia Kjærsgaard som statsminister Mette Frederiksen gang på gang har rost til skyerne: “I havde ret, vi tog fejl!”

Og alligevel er det kun Lars Løkke som blev den “stuerene” regeringspartner sammen med en forkortet udgave af fortællingen Venstre!

Lars Løkke ved man hvor man har!

Det handler ikke om nogen men om noget!

Ingen kan dømmes for noget! For det handler ikke om nogen!

“Kærshovedgård vender tilbage til normal drift efter påsat brand
Et værelse er brændt ned, og der er røgskader i resten af den længe, hvor der udbrød brand på udrejsecenter”

Hvad skulle verden gøre uden Lars Løkke!

Luk alverdens forbrydere ud og udbuddet af arbejdskraft i Danmark ville løse alle velfærdsproblemer i morgen. Og det private erhvervsliv kunne igen skaffe elektrikere, murere og smede…

Det gælder om at smede når jernet er varmt…

Løkkes fortælling - blandt cand.scient.poler narrativ - holder ni måneder endnu…

Så er den fortælling slut…

Snip, Snap, Snude, så er den historie ude Tip, Tap, Tønde så kan en ny begynde…

Valg handler om folks fortællinger fra hverdagen.

Kommunalvalg lægger grunden til den store fortælling om rigets tilstand!

Tusinder og atter tusinder af fortællinger mødes…

Og nye partier opstår…

For Moderaterne synger svanerne allerede…

Mon om den grimme ælling…

På tirsdag skrives Danmarkshistorien påny i en ny og moderne udgave.

Om narrativet handler om hofnarren Lars eller klovnen Lars, ja, det…

Narrens historie går tilbage til antikken og er præget af to roller: den som hofnar, der underholdt og fungerede som en slags politisk ventil, og den som folkelig figur i teater, litteratur og karneval. Hofnarrene optrådte ved hofferne i middelalderen og renæssancen, mens den folkelige narreskikkelse har bidraget til figurer som klovnen, Harlekin og jokeren.

Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne kom i Folketinget efter folketingsvalget den 1. november 2022, hvor partiet opnåede 16 mandater.

Jokeren Lars Løkke i lilla Harlekins kostume klarede endnu engang narrativens narrerolle!

Og i 2026 udkommer Lars Løkke i et helt nyt narrativ: Ud af det blå for enhver pris.

Den politiske ventil får måske endnu en omgang i manegen!

Indsendt af Helle B. (ikke efterprøvet) den Fredag den 14.11.2025 - 08:49

Jeg forstår ikke, hvorfor MMs udmeldinger overhovedet er værd at kommentere på. Udlændingeproblematikken ligger ikke i kommunalt regi.

En prøveballon, javel. Men utidig. Og DF får, trods spået fremgang ved det kommende folkrtingsvalg, ikke magt, som de har agt, vil jeg vove at påstå. Så det er den berømte fis i hornlygten.

At det lige er utroværdige Lars Løkke, der kommer på banen, er mere bekymrende. Al den stund, at han ikke vil fjerne statsfinancerne fra de terrorstøttende NGOer, den helt unødvendige støtte til det dybt korrupte PA-selvstyre, osv.

Hans forsøg på nobelhed klinger hult og ikke mindre populistisk end MM.

Indsendt af Gunnar Johansen (ikke efterprøvet) den Fredag den 14.11.2025 - 14:37

Lars Løkke gør opmærksom på "...at udenlandsk arbejdskraft sidste år indbragte 361 milliarder kroner svarende til 12 procent af Danmarks BNP...", og det har han ret i. Han glemmer bare at fortælle at arbejdskraften fra Mellemøsten samlet set ikke bidrager med noget som helst. De 361 mia stammer fra vestlig og østasiatisk arbejdskraft.
Og kriminaliteten blandt folk fra Mellemøsten og omegn er skyhøj.
Lars Løkke er ikke til at stole på, og det har han vist aldrig været.

Indsendt af Nielsen (ikke efterprøvet) den Søndag den 16.11.2025 - 13:38

Hvad har Løkke gang i ?
Er det endnu en transformation af personen Løkke vi er vidne til her . Der er noget der kan tyde på at han har gang i noget .
BT netmediet har ligeledes en historie om hvor svært han havde det ved at gøre Mette Frederiksen til statsminister og indgå i en regering under Socialdemokratisk lederskab .
Ja han havde ligefrem kvababbelser over det må man forstå , men åbenbart ikke være end at han med.glæde indtog udenrigsministeriet og de medfølgende oplevelser udenfor den hjemlige andegård.

Når det danske EU formandskab er overstået , så må det være på tide at få renset luften med et nyvalg til FT . Det er min mening .

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.