Flere økonomer kritiserer Finansministeriets for at ændre i ministeriets økonomiske regnemodel. Konsekvensen er, regeringens politik ifølge modellerne skaber flere arbejdspladser i 2020. Fremtrædende professorer som Jesper Jespersen og tidligere overvismand Christen Sørensen har over flere år efterlyst, at Finansministeriet fremlægger de data, der ligger til grund for de ændrede modelberegninger.

Grundlæggende står striden om, hvor lang tid der går, før øget arbejdsudbud omsættes til øget beskæftigelse. Eksempelvis skriver regeringen i Vækstplan DK (Tabel 2.2.), at den stigning i arbejdsudbuddet, der skyldes regeringens reformer fra 2012 og 2013, vil resultere i øget beskæftigelse på 33.000 personer allerede i 2020. Altså blot syv-otte år efter, at reformerne er vedtaget.

Men Finansministeriet må have ændret på helt centrale dele af sin regnemodel, for ellers vil øget arbejdsudbud ikke så hurtigt kunne omsættes til øget beskæftigelse, lyder kritikken fra økonomerne. Og Finansministeriet bekræfter faktisk, at der er justeret i regnemodellerne.

Mit navn er Adam og alle synes jeg kan mit kram
Det er regnemodellen ADAM, Annual Danish Aggregate Model, der ligger til grund for Finansministeriets beregninger. ADAM-modellen blev udviklet tilbage i 1970’erne af Danmarks Statistik, som også løbende opdaterer modellen. Det centrale i modellen er, at den bygger på adfærd, der har kunnet registreres statistisk. Og altså ikke blot teoretiske forventninger om, hvad ændringer i eksempelvis arbejdsudbud vil betyde.

Danmarks Statistisk skriver selv om modellen, at ”Modellen repræsenterer den traditionelle syntese mellem keynesiansk og neo-klassisk teori. Det vil sige, at produktionen og beskæftigelsen på det korte sigt er bestemt af efterspørgslen og på det lange sigt af udbuddet”.

Så fordi man politisk beslutter at øge arbejdsudbuddet, for eksempel ved at hæve pensionsalderen, er det ikke sikkert, at det fra den ene dag til den anden vil betyde højere beskæftigelse. Det afhænger helt af, hvordan efterspørgslen efter arbejdskraft ser ud. ADAM-modellen arbejder derfor med en såkaldt tilpasningstid, hvor arbejdsmarkedet skal ”opsluge” den ekstra arbejdskraft.

Dermed adskiller ADAM-modellen sig fra en anden af de kendte modeller, DREAM-modellen, der er en såkaldt ligevægtsmodel, og dermed i udgangspunktet antager, at øget arbejdsudbud øjeblikkeligt omsættes til øget beskæftigelse. Spørgsmålet er så, hvor lang denne tilpasningstid er.

Tilpasningstid sænket fra 17 til 5 år
Tilpasningstiden afhænger af en række faktorer. Det er eksempelvis lettere for arbejdsmarkedet at ”opsluge” den øgede arbejdskraft i en tid med masser af kul på kedlerne, end i en tid med lavvækst. Det afhænger også af, hvor aktivt staten følger en udvidelse af arbejdsudbuddet op med at stimulere økonomien, typisk gennem en ekspansiv finanspolitik, så øget udbud og øget efterspørgsel går hånd i hånd.

Helt grundlæggende er tanken dog, at en udvidelse af arbejdsudbuddet i sig selv vil skabe en øget beskæftigelse (også som ”Says lov”). Det skyldes ifølge antagelsen, at en stigning i arbejdsudbuddet vil betyde mere konkurrence om arbejdspladserne, hvilket vil lægge en dæmper på lønninger. Det vil igen betyde lavere omkostninger for virksomhederne, som så kan sælge sine varer til lavere priser. Dermed forbedres virksomhedernes konkurrenceevne, eksporten stiger og der skabes nye arbejdspladser, så den samlede beskæftigelse øges.

Det er den almindelige vurdering, at tilpasningstiden i den ADAM-model, som Danmarks Statistik har udviklet, ligger på omkring 17-18 år. Det bekræftes blandt andet af afdelingschef i Finansministeriet, Lars Haagen Pedersen, i et svar til professor Christen Sørensen.

Alligevel skriver Finansministeriet i et notat fra samme år (s. 32), at ”Beregningseksemplerne i ADAM-modellen peger som illustration på, at ca. to tredjedele af beskæftigelsesvirkningen ved øget arbejdsudbud eller reduceret strukturledighed er realiseret inden for 3 år. Mellem tre fjerdedele og op til den fulde virkning er beskæftiget efter 5-7 år”.

Vupti, så faldt tilpasningstiden lige med 12 år! Og så passer det også med, at det øgede arbejdsudbud fra regeringens reformer i 2012 og 2013 lige præcis når at blive omsat til øget beskæftigelse inden 2020. Men hvordan blev Adam pludselig 12 år yngre?

Finansministeriet fremlægger ikke dokumentation
Finansministeriet skriver i notat, at ”ADAM-modellen har i sin nuværende form en relativt langsom tilpasning til ligevægt på arbejdsmarkedet sammenlignet med andre inden- og udenlandske makromodeller”.

Derfor har Finansministeriet ændret ved den såkaldte priselasticitet for eksport af industrivarer i modellen. Det betyder oversat til dansk, hvor mange procent eksporten stiger, når prisen på en varer falder med én procent. Ifølge Finansministeriet, så er priselasticiteten i ADAM-modellen i udgangspunkt på 2 procent.

Men Finansministeriet arbejder med en justeret version af ADAM-modellen, hvor man har brugt en priselasticitet på 5 procent, som svarer til den, der kendes fra DREAM-modellen. Det betyder, at eksporten stiger 150 procent mere i ved et prisfald på én procent, end tidligere beregnet! Det betyder selvfølgelig også, at beskæftigelsen stiger væsentligt hurtigere.

Finansministeriet skriver i en fodnote, at ”Forøgelsen af elasticiteterne skal primært ses som et håndtag til at bringe tilpasningshastigheden i den nuværende ADAM-model mere på linje med andre modeller”.

Denne formulering er noget besynderlig al den stund, at troværdigheden ved ADAM-modellen netop ligger i, at den bygger på faktiske data. Men nu ændrer Finansministeriet altså ved modellen, ikke fordi man har fået nye data, som gør det relevant at ændre den, men udelukkende for at bringe tilpasningstiden ”på linje med andre modeller”, i dette tilfælde altså DREAM-modellen.

Meget tyder altså på, at Finansministeriet har tilpasset ADAM-modellen ud fra et ønske om at kunne fremvise højere tal for beskæftigelse i 2020. Dermed bygger hele regeringens 2020-plan om, at der skal over 150.000 flere i arbejde frem mod 2020, på et usikkert grundlag.