Annonce

Dansk Energi producerer varm luft

Brancheorganisationerne for energisektoren og byggeriet langer ud efter Socialdemokratiet, som de beskylder for at lide af ”kedeldragtsromantik”.
”Nogle gange i Socialdemokratiet bliver der sådan en kedeldragtsromantik. Meget klassiske metalarbejdspladser er nærmest idealet,” lyder det fra Dansk Energis adm. direktør Lars Aagaard i Jyllands-Posten tirsdag den 26. august.

Dansk Energi er en brancheorganisation, hvis medlemmer hovedsageligt består af elselskaber - og de er ikke tilfredse, lader Lars Aagaard forstå:

”… Det er nogle andre teknologier, der skal drive væksten fremadrettet, det skal man huske, så man ikke får snakket sig ind i, at man skal genopfinde skibsværfter og skal til at leve af slagterier, som vi alle sammen kan se, er på lånt tid.”

I artiklen bakkes af Lars Aagaard op af Bo Sandberg, økonom i Dansk Byggeri, som også mener, at Socialdemokratiet svigter.

”Sat på spidsen, prøver man måske at holde fast i nogle solnedgangserhverv,” lyder det fra Bo Sandberg.

Men de to glemmer, at industrivirksomhederne er deres egne medlemmers vigtigste kunder. Når en dansk produktionsvirksomhed vinder nye ordrer, køber de mere energi af Dansk Energis medlemmer, og når produktionen udvides, er det Dansk Byggeris medlemmer, der står for at opføre nye produktionshaller.

Ud over at sikre Lars Aagaards og Bo Sandbergs medlemmer bestillinger til ordrebogen, så står de danske industrivirksomheder for halvdelen af Danmarks samlede eksport. I runde tal vil det sige, at industrien henter 420 milliarder kroner hjem til Danmark årligt.

Samtidig er industriens produktivitet siden krisen steget med mere end 30 procent, hvilket man blandt andet kunne læse forleden i Ugebrevet A4. Industrien står således i diametral modsætning til Bo Sandbergs byggeri, hvis produktivitet er så skidt, at ikke engang Bo Sandbergs egen chef, adm. direktør Lars Storr-Hansen, gider forsøger at bortforklare det:

”Problemet er vanskeligt at komme uden om, når analyse efter analyse viser, at byggeriet skiller sig ud med en særlig lav produktivitet”, skriver han i en kommentar på Dansk Byggeris hjemmeside.

Lars Aagaards og Bo Sandbergs udtalelser om kedeldragtromatik og solnedgangserhverv virker helt afkoblede fra den faktiske virkelighed. Som en reminiscens af Rasmus Helveg Petersens (R) ord om Aalborg Portland fra januar 2012:

”Hvis man diskuterer fremtidens erhvervsliv med udgangspunkt i Aalborg Portland, så diskuterer man kun en del af erhvervslivet, og ikke fremtidens branche. Fremtidens job skal ikke komme fra industrier som Aalborg Portland, men fra de nye tiltag i den grønne sektor.”

At Danmark i fremtiden skal leve af at bygge huse og levere strøm til hinanden, er det ikke alle, der mener.
Formanden for mange af de medarbejdere, der arbejder ude i fremstillingsindustrien og på blandt andet skibsværfter, Dansk Metals Claus Jensen siger i dagens udgave af Jyllands-Posten:

”Hvis du spurgte alle meningsdannere, politikere og Kloge-Åger for fem år siden, mente alle, at al form for industri ville uddø, stort set uden undtagelse. Jeg tror, der er rigtig mange, der har revideret den opfattelse.”

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet