I fredags behandlede Folketinget endnu engang et lovforslag at hæve pensionsalderen. Vedtages forslaget, vil pensionsalderen fra 2030 ikke være 67, men 68 år. Det får betydning for dem, der er født efter 1962. Forhøjelsen af pensionsalderen er en udløber af Velfærdsaftalen fra 2006, hvor det blev besluttet, at pensionsalderen skal stige i takt med udviklingen i den gennemsnitlige levealder.

Da alle partierne bag velfærdsaftalen støtter forslaget, er det som godt som sikkert, at forslaget vedtages inden længe. Men det betyder ikke, at diskussionen om, hvornår man som dansker kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet er slut, understregede den socialdemokratiske ordfører, Peter Hummelgaard, i forbindelse med førstebehandlingen af forslaget:

”Det er helt tydeligt, at mange ikke kan blive på arbejdsmarkedet til de er 68 år (…) Man kan ikke både hæve pensionsalderen, udfase efterlønnen og samtidig skære ned på ambitionerne om bedre arbejdsmiljø og et ordentligt seniorarbejdsliv. Det hænger ganske enkelt ikke sammen”.

Han langede særligt ud efter den såkaldte tilbagetrækningsreform fra 2011, hvor VK-regeringen sammen med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, og med støtte fra Radikale Venstre, besluttede en drastisk forringelse af efterlønnen: ”Vi vil aktivt arbejde for, at der findes løsninger vi kan være bekendt over for dem der har slidt krop og sind i stykker i deres arbejde. For dem der har gjort deres pligt, før de har krævet deres ret”, lød det fra Hummelgaard.

Dansk Folkepartis ordfører, Bent Bøgsted, anerkendte faktisk i sin ordførertale, at nogle grupper vil blive ramt af den forhøjede pensionsalder, og at der i øjeblikket ikke er tilstrækkelige tilbagetrækningsmuligheder.

”Så er vi fuldstændig klar over, at der er nogle grupper der har det svært, og ikke kan blive så lang tid på arbejdsmarkedet. Det var også derfor vi i forbindelse med tilbagetrækningsreformen fik indført seniorførtidspension. Og der må jeg så beklage, at den ikke fungerer, som den skal. Og det er altså en opgave vi må tage på os og så få til at virke”, lød det fra Bøgsted.

Den såkaldte seniorførtidspension blev indført tilbage i 2011 i forbindelse med tilbagetrækningsreform, og skulle fungere som et alternativ for de personer, der ikke længere kunne trække sig tilbage på efterløn. Allerede dengang kaldte LO seniorførtidspension for ”utilstrækkelig” og ”en lappeløsning”, fordi reglerne fordi reglerne for seniorførtidspension reelt ikke er mere lempelige end reglerne for almindelig førtidspension. Tal fra Ankestyrelsen har da også vist, at antallet af personer, der har kunnet trække sig tilbage på seniorførtidspension, er markant lavere end det, partierne bag tilbagetrækningsreformen forventede.

Der har været foreslået forskellige modeller for, hvordan pensionsalderen i højere grad kan afspejle, at der er store forskelle på, hvor mange år forskellige grupper har været på arbejdsmarkedet, når de går på pension. Det har blandt andet være foreslået at lade sig inspirere af ’den tyske model’, hvor pensionsalderen afhænger af, hvor mange år man har været aktiv på arbejdsmarkedet.

Den nyvalgte LO-formand Lizette Risgaard har rejste kort efter LO-kongressen spørgsmålet om en såkaldt fleksibel pensionsalder, og næstformand Morten Skov Christiansen skrev tidligere på ugen et indlæg her på Netavisen Pio om netop det emne.

Næste gang Folketinget skal tage stilling til at hæve pensionsalderen, er i 2020. Stiger middellevetiden som forventet, skal pensionsalderen her sættes op fra 68 til 69 år med virkning fra 2035.