Dansk Folkeparti presser hjemmehjælperen ud af København

Dansk Folkeparti er med til at skubbe hjemmehjælperen, sygeplejersken og håndværkeren ud af de store byer, når de lægger stemmer til en tilbagerulning af SR-regeringens ændringer i planloven.
Dansk Folkeparti bakker nu op om at tilbagerulle et af de vigtigste redskaber, vi har for at sikre, at vores største byer ikke skal ende som totale rigmandsghettoer.

Tilbagerulningen af de ændringer i planloven, som SR-regeringen gennemførte, betyder, at kommunerne nu ikke længere har mulighed for at sikre 25 % af de kommende nyudlagte byggegrunde bliver almene boliger og ungdomsboliger. DF’s opbakning er startskuddet  til en udvikling af boligmarkedet, der vil efterlade vores største byer som rigmandsghettoer præcis som Paris og London.

Hvem kæmper DF for?
Det er egentlig ikke overraskende, at regeringen ønsker at rulle ændringerne i planloven tilbage. Vi ved, at det blot er første skridt i vejen mod deres våde drømme om en total liberalisering af boligmarkedet.

DF’s opbakning er startskuddet  til en udvikling af boligmarkedet, der vil efterlade vores største byer som rigmandsghettoer præcis som Paris og London

Det overraskende er, at Dansk Folkeparti tilsyneladende er mere optaget af at de rigeste skal have et større boligudvalg, end at sørge for at hjemmehjælperen, håndværkeren og den studerende kan have tag over hovedet i de største byer.

Dansk Folkeparti bliver nødt hoppe af den skizofrene kurs og indstille deres politiske kompas. Man kan simpelthen ikke kæmpe for, at der skal være større sammenhængskraft mellem land og by, og så samtidig lægge stemmer til en totalt rigmands-ghettoisering af vores største byer. Det skriger til himlen af hykleri.

Sammenhængskraften opstår jo af at håndværkeren, sygeplejersken, direktøren og den studerende bor side om side, fordi der er sørget for at sikre boliger i forskellige prisklasser. Det er en vision, som Dansk Folkeparti – et selvudnævnt arbejderparti – burde bakke op om.

Men hvis Dansk Folkeparti ender med at stemme for, må jeg så konstatere, at de mener, at landets hovedstad kun skal være for dem, der minimum har samme indkomst som deres folketingsmedlemmer.

Vi ender som London og Paris
I London er boligmarkedet stort set helt uden regulering. Gennemsnitsprisen for en toværelseslejlighed i London er ifølge The Guardian 16.754,98 kr. om måneden. Der er kun to områder i byen, hvor huslejen for en toværelses er under 10,439.24. kr. I Paris skal du have en millionindkomst for overhovedet at gøre dig nogen forventning om, at kunne købe en bolig.

Der er klare vindere og tabere ved en tilbagerulning af ændringerne i planloven. Vinderne er de rigeste, og taberne er de helt almindelige danskere, som DF påstår at kæmpe for.

Vi skal hjælpe DF på rette kurs
Det er et politisk valg, om vi ønsker et boligmarked, som i London og Paris. Hvis vi også i fremtiden ønsker et boligmarked med befolkningsmæssig diversitet og hvor hjemmehjælperen og direktøren kan bo i samme by, ja så kræver det, at vi socialdemokrater (igen, igen) må gå aktivt ind i kampen for at hjælpe DF ind på det rette spor.

For der er ingen tvivl om, at en tilbagerulning af ændringerne i planloven, er en tilbagerulning af drømmen om en hovedstad, hvor alle uanset størrelsen på indkomst har råd til at bo.

 

Nilly Taheri (f. 1993) er jurastuderende og kommuneformand for DSU København.

Nilly Taheri er stud.jur. på Københavns Universitet, tidl. formand for DSU København og er pt. bosat i New York.


Flere artikler om emnet

Annonce