De 5 bedste pointer fra Mogens Lykketoft

Netavisen Pio har samlet Lykketofts fem bedste pointer om, hvordan den økonomiske politik kan og bør føres.
Ekstra Bladet kan i dag berette, at Mogens Lykketoft ”dumper regeringen”. Baggrunden er et bidrag, som den tidligere finansminister har skrevet til Det Økonomiske Råd, hvor han giver sin vurdering af den økonomiske politik før, under og efter 00’erne. Som forventeligt har Ekstra Bladet givet dette bidrag en helt urimelig journalistisk stramning, hvor et enkelt citat er udvalgt og bliver udlagt som et angreb på regeringen.

Et marked fuld af erhvervs- og finansgiganter, der kan købe sig fri af hensigtsmæssig politisk kontrol, skaber ikke teoribøgernes ideelle markedsøkonomi.

Men Mogens Lykketofts indlæg er i virkeligheden et inspirerende og indsigtsfuldt indlæg om, hvordan den økonomiske politik kan og bør føres. Derfor har vi her samlet de fem bedste pointer fra indlægget til Det Økonomiske Råd.

1. Der er ikke én objektiv og saglig økonomisk politik

”Jeg har altid ment, at økonomi og politik er uadskillelige. Al økonomisk politik handler både om at skabe værdier, og om hvordan de skal fordeles. Allerede derfor findes der ikke én og kun én objektivt rigtig økonomisk politik. Imidlertid har forestillingen om en entydig økonomisk “saglighed”, der er hævet over partipolitik, rumlet siden grundlæggelsen af Det Økonomiske Råd for 50 år siden; ikke mindst hos De Radikale. (..) Jeg har gennem årene samarbejdet meget med De Radikale om økonomisk politik, men jeg også undervejs kæmpet en del med en radikal opfattelse af alle os andre som mere eller mindre fladpandede populister. (..) Men måske er sandheden snarere, at alle politikere uden undtagelse har baglande, “venner” og prioriteter, der bare er forskellige.”

I krisetider stiger arbejdsløsheden uhyre hurtigt, men det kræver meget mere i tid og penge at vende situationen, når det først er gået galt. I det lange perspektiv er det meget mindre kostbart end at vente og se.

2. Den stigende koncentration af økonomisk magt er hovedproblemet

”I en verden med enorm koncentration af økonomisk magt og politisk indflydelse hos få gigantiske, grænseløse, globale firmaer blev det glemt og fortrængt, at forudsætningen for den ideelle markedsøkonomi og det ideelle demokrati er fuld gennemsigtighed, rationalitet, forudsigelighed og reel konkurrence. Ingen af disse betingelser var opfyldt op til finanskrisen! (..) Et marked fuld af erhvervs- og finansgiganter, der kan købe sig fri af hensigtsmæssig politisk kontrol, skaber ikke teoribøgernes ideelle markedsøkonomi – og at det i det virkelige liv er uhyre vigtigt igen at gøre markedet til tjener i stedet for herre.”

3. Indsats mod arbejdsløshed kan betale sig i det lange løb

”Nyrups S-ledede regering 1993-2001 havde som succeskriterium hurtigt at styrke beskæftigelsen ved national dansk politisk handling (..) Men vi var klar over, at det var lige så nødvendigt at sikre, at en finans og kreditpolitisk lempelse blev midlertidig. (..) Den borgerlige regerings argument for intet at gøre mod ledigheden var, at det er umuligt at styre konjunkturerne, og at de nok hen ad vejen skal rette sig selv! Vi mente tværtimod, at blind tro på markedskræfterne betyder et menneskeligt og samfundsøkonomisk uacceptabelt stort tab: I krisetider stiger arbejdsløsheden uhyre hurtigt, men det kræver meget mere i tid og penge at vende situationen, når det først er gået galt. I det lange perspektiv er det meget mindre kostbart end at vente og se. Denne uenighed gentages nu i hele den vestlige verden i debatten om, hvordan vi skal reagere på den globale finanskrise.”

Det er langt vigtigere, hvilken arbejdsstyrke vi har om 10-15 år – end præcis hvor mange de er. Vi kan desværre sagtens risikere at mangle 200.000 med de rette kvalifikationer og have 200.000 gående, som ikke kan finde beskæftigelse, fordi deres kundskaber ikke er blevet opgraderet i tide.

4. Foghs bobleøkonomi var en dejlig fest – men med store tømmermænd

”Frem til 2008 kunne Fogh – begunstiget af bobleøkonomiens falske medvind og vældige engangsindtægter fra bl.a. olie og gas i Nordsøen og skatten på afkast af pensionsopsparing - efterlade en illusion om, at den enkelte borger både kunne betale mindre og få mere offentlige service. [Dette] blev i høj grad bygget på kombinationen af stigende offentlige udgifter, faldende indkomstskatter og den vældige boble af prisstigninger og privat forbrugslåntagning i fast ejendom, som man fik iværksat ved indførelsen af afdragsfri flekslån under den ekstremt lave korte rente midt i 00erne. (..) Rettidig omhu fra 90erne blev med andre ord erstattet af en konjunkturmedløbspolitik, der førte til enorm privat låntagning på oppustede friværdier, skabte en uholdbar højkonjunktur med overgangsvis endda meget høj beskæftigelse – men også forringet konkurrenceevne som følge af løninflation og svækket fokus på produktivitet og efteruddannelse. (..) Den danske bobleøkonomi bristede med dramatiske konsekvenser, og det var langt fra alene noget, der kom til os fra USA.”

5. Det afgørende er ikke arbejdsudbuddets størrelse, men dets kvalifikationer

”Det politiske fokus har – både før og efter regeringsskiftet i 2011 – været meget skarpt på at sikre større arbejdsudbud. (..) For det første er det langt vigtigere, hvilken arbejdsstyrke vi har om 10-15 år – end præcis hvor mange de er. Vi kan desværre sagtens risikere at mangle 200.000 med de rette kvalifikationer og have 200.000 gående, som ikke kan finde beskæftigelse, fordi deres kundskaber ikke er blevet opgraderet i tide. Kompetence og produktivitet er vigtigere end antal, og derfor har vi et massivt behov for investering i livslang uddannelse og i forskning og udvikling. For det andet må vi desværre forudse, at problemet de nærmeste år under ingen omstændigheder er arbejdskraftmangel, men tværtimod for stor arbejdsløshed.”


Flere artikler om emnet

Annonce