De 5 misforstår Socialdemokratiet

Et selvudnævnt socialdemokratisk tæskehold vil undgå debat om Socialdemokratiets retning. I stedet skal partimedlemmerne klappe hælene i.
Store dele af det socialdemokratiske bagland er i oprør over stiftelsen af et selvudnævnt tæskehold, der ser det som deres helligste opgave at få partifællerne til at holde mund og ”arbejde for de rammer, der bliver udstukket”, som et af medlemmerne, Mette Reissmann, sagde til Politiken. Hun har i sin selvudnævnte armé fået følgeskab af forsvarsminister Nicolai Wammen, retsordfører Trine Bramsen, kommunalordfører Simon Kollerup og EU-ordfører Morten Bødskov.

Men ikke mange var begejstrede. En kredsformand foreslår for eksempel på Facebook, at de begynder at gøre deres arbejde i stedet for at gøre sig til. Og Herlev-borgmester Thomas Gyldal har kigget i de litterære skuffer og citerer den italienske middelalderforfatter Dante Alighieri. ”De varmeste steder i helvede er forbeholdt dem, der i tider med moralsk krise forbliver neutrale”, skriver han.

Udover det lidt specielle i, at man går op imod partifæller, der udtaler sig kritisk i pressen ved – nå ja, at kritisere dem i pressen, kan det være svært at se fornuften i de fems initiativ.

Hvornår i den politiske historie har vi set, at en regering skulle stige i befolkningens agtelse af at lukke øjnene for de problemer, mennesker oplever? Tror de fem virkelig, at de 52 % af 3F-medlemmerne, der føler, at Danmark har toppet, vil miste frygten og mismodet af, at deres gamle arbejderparti omdanner sig til et jublende heppekor? Mon ikke de nærmere vil blive styrket i den følelse, de har i forvejen – at Socialdemokratiet har glemt dem og ikke forstår dem?

Man kunne minde de fem om Lykketofts kloge betragtning: ”Alternativet til at slå hovedet ind i en væg, det er at lade være med at slå hovedet ind i en væg.”

For det andet lader de fem til at have glemt, hvordan Socialdemokratiet har arbejdet de sidste 10-15 år. Det har været de lukkede rums tid. Det har været en periode, hvor Partiets politik blev udviklet af en lille udvalgt skare af ledende politikere og topansatte, der forventede, at alle andre makkede ret. Og folk makkede ret, fordi vi troede på, at det var til det fælles bedste. Efter 15 år med tilbagegang og med endnu en vælgerlussing i horisonten, er ideen fra de fem altså, at vi skal fortsætte på samme måde. Man kunne minde de fem om Lykketofts kloge betragtning: ”Alternativet til at slå hovedet ind i en væg, det er at lade være med at slå hovedet ind i en væg.”

For det tredje virker de fem til at have glemt, hvad Socialdemokratiet er for en størrelse. Socialdemokratiet tilhører ikke enkeltpersoner. Ingen har privat ejendomsret over Socialdemokratiet. Socialdemokratiets historiske styrke og berettigelse ligger i, at man er summen af mennesker. At man er vejen til indflydelse og politisk forandring for de mennesker, der ikke har fået den tildelt ved fødslen. At man er repræsentanten for de mange, for fagbevægelsen, boligforeningerne, partimedlemmerne, alle dem der går på arbejde og alle dem, der gerne ville kunne gå på arbejde. Socialdemokratiets frommeste opgave er at tage deres bekymringer og deres ønsker med ind i dansk politik. Socialdemokratiet handler ikke om strategi, det handler om repræsentation.

Så når de fem selvudnævnte ”ultraloyalister” mener, at Socialdemokratiet, dets bagland og dets venner skal klappe hælene sammen, fjerner de Socialdemokratiets største styrke. Mette Reissmann siger det endda klart i Politiken. Man skal ”arbejde for de rammer, der bliver udstukket.” Men rammerne skal netop ikke udstikkes. De skal udvikles i fællesskab. Så er det partiledelsen og de folkevalgtes opgave at få de rammer forhandlet hjem.

Når et skib er ved at banke ind i et isbjerg, kan man reagere på to måder. Man kan stille sig op på dækket og lovprise kaptajnen. Eller man kan sætte sig ved roret og i maskinrummet og forsøge at rette kursen op. Socialdemokrater gør det sidste. Med fem undtagelser.

Mads Havskov Hansen er stud.jur. på Københavns Universitet

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet

Annonce