Europas befolkninger står i et vadested, hvor den fremtidige kurs for EU synes mere usikker end den har været i årtier. Briterne bøvler med deres EU-udmeldelsesblanket, flygtningekrisen får EU’s medlemslande til at lave deres egne regler og et nyt paneuropæisk venstrefløj-initiativ vil demokratisere det hele i et overstatsligt Europa-Parlament.

Når socialdemokraterne på europæisk plan samtidig ikke formår at give klare svar, så står vi med et reelt Europa-problem. What to do?

Det sociale Europa - en drøm som ikke længere findes
Særligt i Storbritannien synes rådvildhed og forvirring at præge den offentlige debat. Selvom diskussionen om briternes udtrædelse af EU – Brexit – ikke fylder meget i den hjemlige presse, så fylder det godt ud i socialdemokratiske medier som Social Europe.

I Storbritannien er det for en sjældengang skyld lykkedes for Labour-formanden, Jeremy Corbyn, at holde sammen på sit ellers dybt splittet parti.

Hos de konservative støtter godt halvdelen af de 331 parlamentsmedlemmer en udmeldelse af EU, mens det for britiske Labour kun er 11 ud af deres 231 MEP’ere, der tilsvarende ønsker et brud med det kontinentale Europa. Jeremy Corbyn holder naivt fast i drømmen om det sociale Europa, som han fornyelig formulereden: ”I want to see a Europe that is about protecting our environment and ensuring we have sustainable industries across Europe, such as the steel industry, and also high levels of jobs and social protection across Europe.”

Det altså den socialdemokratiske drøm om det sociale Europa med høj miljøbeskyttelse, aktiv beskæftigelsespolitik og reel industripolitik, som spøger hos de britiske socialdemokrater. En drøm der i bedste fald må siges at være en levn fra fortiden. Et socialdemokratisk folkesagn, som altid har handlet mere om hvordan tingene burde se ud mere end hvordan de rent faktisk ser ud.

Derfor synes de britiske socialdemokrater også mere at være billedet på socialdemokratenes Europa-problem end løsningen på det.

De rigtige mål – de forkerte mennesker
Mens socialdemokrater i store dele af Europa ser tiden an, udskyder enhver større beslutning og som Jeremy Corbyn klynger sig fast til fortabte drømme, så har den græske enfant terrible Yanis Varoufakis, som tidligere beskrevet her på Pio, stiftet sit eget paneuropæiske initiativ under titlen DiEM25.

Varoufakis, der kan kalde sig politiker, professor, tidligere finansminister, provokatør og senest også rådgiver for (ironisk nok) britiske Labour, fylder meget i den nye protestbevægelse DiEM25. For Varoufakis og kompagni er analysen den simple, at hvis ikke EU demokratiseres nu, så byder fremtiden på, at de europæiske medlemsstater enten 1) trækker sig tilbage til den nationalstatslige puppe eller 2) overgiver sig til den bureaukratiske overmagt i Bruxelles.

Jeg kommer ikke selv til at indløse medlemskab til den nye bevægelse, hvor særligt personkredsen skræmmer. Det gælder den kontroversielle Varoufakis, der røg ud af græsk politik fordi han var for ekstrem til Syriza, whistlebloweren Julian Assange der fortsat står anklaget for voldtægt i Sverige og den virkelighedsfjerne filosof Slavoj Žižek. Og endelig var Danmark også repræsenteret af Alternativet ved den officielle stiftelse i Berlin begyndelse af januar.

Til gengæld er målet med DiEM25 om at skabe et fuldt funktionelt demokratisk Europa inden 2025 helt rigtigt, ligesom den debat græsrødderne i den nye bevægelse har startet er forbilledlig. Vi har brug for at søge nye svar om fremtidens europæiske fællesskab.

Nationalstaten er kommet for at blive
Demokratisering af EU er uden tvivl lettere sagt end gjort. Et af de hyppige forslag som også gentages af DiEM25 handler om indførelse af parlamentarisme i Bruxelles – altså mere magt til Europa-Parlamentet - hvilket på mange måder kan lyde som en god idé.

Men omvendt må man også se i øjnene, at et mere demokratisk Europa med et overstatsligt Europa-Parlament med al sandsynlighed ville have trukket præcis den samme nedskæringspolitik (Austerity) ned over hovedet på Grækenland, som Europa-Kommissionen og Trojkaen gjorde.

Det ville blot være nedskæringer med større demokratisk og folkelig legitimitet, hvis de blev vedtaget i Europa Parlament, hvor de konservative sidder på komfortabelt flertal. Befolkningerne kunne på den måde ikke have bremset den af Varoufakis uønskede politik, ligesom man generelt kan sige at ikke kan løse et politisk problem med en strukturelreform.

Endelig taler det også imod et mere overstatsligt og magtfuldt Europa-Parlamentet, at de europæiske befolkninger i forvejen ikke gider stemme eller engagere sig i beslutninger fra parlamentarikerne i Bruxelles.

Derfor kunne man også påstå, at vi rent politisk vil gå to skridt frem og et tilbage med europæisk parlamentarisme. Spørgsmålet er derfor, som Thomas Frazi stiller på Social Europe, om vi klar til et overstatsligt Europa-Parlament og større suverænitetsafgivelse til EU, så magten i endnu højere graf flyttes væk fra de nationale demokratier og parlamenter.

Jeg tror det bestemt ikke. Nationalstaten er kommet for at blive og en fremtidig løsning må derfor blive tostrenget: Mere inddragelse af de nationale parlamenter og mere direkte valg til de politiske poster i EU. Alt sammen forenet af en klar socialdemokratisk dagsorden.

Socialdemokrater i hele Europa – foren jer!
Selvom den nye venstrefløjsbevægelse hverken har svarene eller den organisation, som kommer til at formulere dem, så kan den være et forbillede for Europas samlede socialdemokrater.

Det burde ikke være for meget at forlange, at man samlede alle europæiske socialdemokrater til et europæisk stormøde om emner som hvad er den fælles socialdemokratiske dagsorden, retning og holdning til fremtidens Europa. Det må ikke være endnu en PES-forsamling, hvor man under skåltaler og europæisk jubelsang samler de rettroende eurofile socialdemokrater, som allerede er enige om at mere EU er den eneste vej frem.

Der er behov for at reboote den Socialdemokratiske EU-debat – ikke så meget fordi befolkninger og meningsmålingerne siger det, men  fordi den nuværende EU-konstruktion byder det. En del af fundamentet for den samtale må være, at selvom EU er løsningen på en masse deludfordringer, så er EU ikke selve løsningen og som Socialdemokraterne må vi aldrig dyrke for institutionens egen skyld.

Tværtimod, så må en socialdemokratisk linje ærligt erkende at EU har skabt en masse problemer med arbejdskraftens frie bevægelighed, nedskæringspolitik og bureaukratisering. En oprigtighed, der i øvrigt vil flugte godt med de helt rigtige markeringer fra det danske socialdemokrati, efter afstemningen om forbeholdet december sidste år. 

Socialdemokrater skal turde være EU-skeptikere
Der vil være afgrundsdybe forskelle mellem socialdemokrater på tværs af Europa, hvor PS i Portugal vil bekæmpe nedskæringspolitikken, så vil SPD i Tyskland forfølge Merkels linje og forsvarer den.  I modsætning til den franske Europa Parlamentariker og provokatør Daniel Cohn-Bendit, der skrev at EU-skeptikere skulle betragtes som ”reaktionære og skadelige”, så må socialdemokraterne give plads til et mere nuanceret udtryk. 

En ny socialdemokratisk position for Europa bør satse på ærlighed, demokratisering og national medbestemmelse som hovedpunkter. Vi socialdemokrater skal byde begejstret ind når EU leverer relevante løsninger (klima og kriminalitet) og melder tilsvarende klart fra, når EU går for langt (sociale ydelser og finanspagt). Derfor skal Europas Sosser også være skeptikere, når den af EU førte politik gør det nødvendigt.

I en socialdemokratisk optik ligger beslutninger altid bedst tættest muligt på borgerne, hvorfor vi kun afgiver suverænitet, når det er klart afgrænset og tydeligt hvad vi får ud af det. EU har således brug for en udvikling af mere demokratiske institutioner, men vi har også brug for en tydelig inddragelse af de nationale parlamenter og en tydelig afgrænsning af hvad EU skal tage sig af og holde sig fra.

Socialdemokrater må i sagens natur være de rette til at skabe det sociale og demokratiske Europa.

 Jens Jonatan Steen er chefredaktør for Netavisen Pio.