Den borgerlige kampagne mod DR

De borgerliges forslag om at stække og begrænse DR vil give give danskerne mere bøvl og dårligere, dyrere og mindre dansk medieindhold. Socialdemokraterne vil sikre alle danskere adgang til danskproduceret medieindhold af høj kvalitet.
Det borgerlige Danmark har indledt en kampagne mod DR. I et tæt koordineret angreb fyger det om ørerne på os med ukvemsord om DR fra primært borgerlige aviser, Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, der også har fremsat et hav af forslag der skal stække og begrænse DR.

Begrundelsen, de anfører, er, at DR fylder for meget og har en alt for dominerende position i medielandskabet i Danmark i forhold til de private medier. Lad os vende tilbage til de konkrete forslag om at stække DR om lidt, men lad os allerførst afprøve påstanden: Har DR en for stærk og dominerende rolle i det danske medielandskab? Jeg stillede før jul en række spørgsmål om netop dette til kulturministeren og tallene er klare:

DR havde 630 ansatte journalister i 2014. De private dagblade havde i 2014 ansat 1.818 journalister. DR har altså centralt og regionalt ansat cirka 33 procent af det antal journalister, som er ansat i de private medier.

DR har altså centralt og regionalt ansat cirka 33 % af det antal journalister, som er ansat i de private medier

DR har 6 TV-kanaler i Danmark. De privatejede tv-stationer har 32 kanaler. DR’s kanaler udgør altså under 20 % af det samlede antal private tv-kanaler i landet. DR’s 6 tv-kanaler havde i 2014 en samlet seerandel på 33,7 % og de andre tv-kanaler i Danmark en seerandel på 66,3 %.

På internettet havde DR i 2014 3.808.340 månedlige, unikke brugere. De største dagblade Ekstra Bladet, BT, Politiken, JP og Berlingske havde 13.653.361 månedlige, unikke brugere. DR fylder altså mindre end 25 % på nettet i forhold til de store dagblade, og endnu mindre hvis vi medtager andre landsdækkende og lokale/regionale dagblade.

Dårligere, dyrere og mindre dansk medieindhold
Konklusionen må være klar: DR har ikke den dominerende position i medielandskabet, når det gælder tv, internettet og antal journalister, som de borgerlige påstår. Virkeligheden er tværtimod, at det private mediemarked fungerer fint side om side med DR. Det er da også, ifølge en nylig meningsmåling, holdningen blandt 62 % af danskerne, at DR ikke fylder for meget i mediebilledet.

Alligevel fremturer de danske dagblade, Bertel Haarder og andre borgerlige partier med ødelæggende tiltag i forhold til DR. Danske Medier vil lave en login-mur omkring dr.dk efter devisen, at hvis man gør det besværligt nok at benytte websites med public service, så dropper danskerne det nok og køber et avisabonnement. De vil også privatisere DR3 og P3, som er DR’s tilbud til de unge licensydere.

Virkeligheden er tværtimod, at det private mediemarked fungerer fint side om side med DR

Liberal Alliance mener, at danskerne skal betale abonnement for hver enkelt DR-kanal frem for gennem licensen, at have adgang til alle radio- og tv-kanaler samt on-line-tilbud. Og Venstre synes at mene, at DR ikke skal lave de mere brede, underholdende tv-programmer.

Og hvad får danskerne så ud af, eventuelt at gennemføre forslagene fra Danske Medier, Venstre og Liberal Alliance? For mig er svaret klart: Mere bøvl og dårligere, dyrere og mindre dansk medieindhold.

DR skal have tilbud til alle
Liberal Alliances forslag om abonnementsbetaling på hver enkelt DR-kanal vil betyde, at de smalle DR-kanaler som DR2 og DR-K får meget svært ved at overleve. Dermed forsvinder et væsentligt indhold med vægt på samfundsforhold, historie og kultur.

Venstres tilsyneladende modstand mod de brede og mere underholdende programmer på DR går i den helt anden retning, og vil skabe et DR kun for det Kloge Åge- publikummet. Og hele 72 % af danskerne bakker da også op om at DR skal lave brede underholdningsprogrammer.

Og Danske Mediers forslag om at DR3 og P3 skal privatiseres vil betyde, at DR ikke længere har noget tilbud til de unge, og at de unge må mere til lommerne for at få det samme indhold, da kommercielle aktører selvfølgelig skal tjene penge på DR3 og P3, hvilket DR ikke skal.

Og endelig vil forslaget om at man skal logge ind med licensnummer, hver gang man vil se DR’s indhold, bare betyde flere barrierer og mere bøvl for de 97 % af danskerne som betaler licens. I alle andre sammenhænge taler vi om at fjerne bøvl og bureaukrati, men Danske Medier vil åbenbart i den stik modsatte retning.

Det er ikke til fordel for danskerne og mere end 2/3 af danskerne skyder da også forslaget ned i en nylig meningsmåling.

Nedskæringer på public-service koster arbejdspladser
Der er endvidere også god grund til at overveje de kulturelle og erhvervsmæssige konsekvenser af at beskære vores public-service-medier. I sidste ende vil det både betyde mindre danskproduceret medieindhold og færre arbejdspladser i mediebranchen. For hvem siger, at danskerne vil investere en eventuel licensbesparelse i avisabonnementer eller andet medieindhold? Det kan lige så godt gå til en charterrejse.

DR vil ikke længere kunne lægge 400 millioner kroner ud i det private produktionsmiljø, og det vil koste arbejdspladser, ligesom det vil reducere udbuddet af dansk produceret medieindhold. Det er heller ikke til fordel for danskerne.

Socialdemokraterne mener, at det er utrolig vigtigt, at alle danskere har adgang til godt, kvalitativt medieindhold og ikke mindst danskproduceret indhold indenfor den definition af public-service, som vi også i generationer har haft bred politisk enighed om: Nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning. Det er ikke nogen given sag at, der i et lille land og et lille marked som det danske, er et varieret medieindhold på vores eget sprog.

Det sikrer vi kun, når vi er fælles om at finansiere det, sådan som det også er tilfældet med dansk kultur i øvrigt, såsom blandt andet teater, film og litteratur.  Ellers kommer udenlandsk medieindhold, og meget dårligt af slagsen, til at dominere vores samfund meget mere end det allerede gør.

 

Mogens Jensen (f. 1963) er næstformand for Socialdemokraterne, medlem af Folketinget og kultur-, medie-, og idrætsordfører.

Medlem af Folketinget og næstformand for Socialdemokratiet. Kultur-medie og idrætsordfører. Tidligere konsulent i LO.


Flere artikler om emnet

Annonce