Den gode skole bygges i fællesskab

I Herlev har vi lagt vægt på åbenhed, samarbejde og dialog mellem de faglige organisationer og kommunens ledelse i arbejdet med at sikre en en folkeskole, der kan mere for flere.
Som altid i august er folkeskolen til diskussion i forbindelse med skolestart. I år har debatten været hårdere, mere kritisk og mindre nuanceret end normalt. Og det siger ikke så lidt.

Baggrunden for den barske skoledebat er naturligvis den folkeskolereform, der nu har ét år på bagen, samt opgøret med det tidligere arbejdstidsaftalesystem, der har flyttet ansvar og indflydelse fra centrale aftaler til det lokale ledelsesrum på den enkelte skole.

Unuanceret kritik af skolereform
Netop koblingen af folkeskolereform og nye regler for arbejdstid (vedtaget ved regeringsindgreb med Lov 409) har skabt grundlag for en debat, hvor fagpolitiske argumenter, læringsteoretiske overvejelser og politiske opportunisme er blevet sammenblandet efter behov i en politisk kamp for at rulle skolereformen tilbage.

Eksempelvis har det været en særlig interessant oplevelse at se Danmarks Lærerforening, der ønsker flere ressourcer til skolen, og Liberal Alliance, der mener skolen kan klare sig for betydeligt færre, stå skulder ved skulder i en kamp mod reformens indhold. Det er da fint at være enige om at rive ned, men hvad skal bygges i stedet? Det får de nok ikke så let ved at blive enige om.

Kritikken har været unuanceret og har overset, hvad det var for en skole, vi havde forud for reformen. Nemlig en folkeskole, hvor årtiers faldende timetal betød, at eleverne i flere og flere kommuner kun blev tilbudt minimumstimetallet. Fagligheden haltede, og hver femte elev forlod skolen uden nødvendige kompetencer til at påbegynde og gennemføre en ungdomsuddannelse.

De dygtigste blev ikke dygtige nok, og de svageste faldt igennem. Man kunne komme i tvivl om politikernes ambitioner på vegne af fællesskabets skole, og forældre valgte folkeskolen fra af samme årsag. Derfor var reformen vigtig og nødvendig, hvis fællesskabets skole skal have en fremtid..

Mens medierne og den landsdækkende skoledebat flyder over med enkelthistorier om dårlig skemaplanlægning, frustrerede forældre og opgivende lærere, er man rundt omkring i kommunerne i gang med at få tingene til at lykkes. Den største trussel mod fremdrift i folkeskolen er ikke reformen, men i højere grad den negative og demotiverende debat om reformen.

Samarbejde kræver åben og ærlig dialog
I Herlev arbejdes der seriøst og målrettet med at realiseres reformens målsætninger og metoder, mens presset for de mange timer og kravene om linjefagskompetence søges løst inden for vores fleksible planlægning og ansvarlig skemaplanlægning. Historierne om fast undervisning til 16.45 kender jeg ikke fra Herlev, hvor udskolingen som udgangspunkt har timer fra 8 til 15 for at opnå de lovpligtige 35 lektioner.

At vi i Herlev – efter min opfattelse - er kommet godt i gang skyldes først og fremmest dygtige medarbejdere, det gode samarbejde mellem ledelse og medarbejdere på den enkelte skole, men også en vedvarende konstruktiv dialog mellem de faglige organisationer og kommunens ledelse. Vi har i Herlev i årtier udviklet skolen i samarbejde og dialog. Den kultur har vi taget med os i reformarbejdet, ligesom vi ikke forlod det i forbindelse med overenskomstforhandlinger og konflikt. Vi har før, under og efter lærerkonflikten prioriteret en åben og ærlig dialog.

Det betød, at jeg under overenskomstforhandlingerne i foråret 2013 havde møder med formanden for Lærerforeningen i Herlev. Vi udvekslede synspunkter, opnåede gensidig forståelse for hinandens positioner og bekræftede hinanden i, at folkeskolen i Herlev er vigtigere end konflikten. Vi var enige om, at uanset hvordan forløbet omkring overenskomsten ville gå, havde vi et fælles ansvar for at samle skolen og opgaven op sammen efterfølgende. Børnenes skole var vigtigere end vores konflikt.

Undervejs i konflikten havde vi naturligvis også hårdtslående udvekslinger af synspunkter. Konflikten gik ikke ubemærket hen over Herlev. Skolerne var lukkede. Børn og forældre var her som alle steder i landet kede af det. Og både medarbejdere og borgmester ønskede, at vende tilbage til en hverdag uden konflikt. Jeg stod som medlem af KL’s Løn- og personaleudvalg naturligvis fast på KL’s krav i forhandlingerne, ligesom Herlev Lærerforening ligeså indlysende støttede og forsvarede Lærerforeningens krav og synspunkter.

Jeg mødtes én gang ugentlig med den lokale lærerformand for at holde hinanden fast på løfterne efter konflikten. Jeg fik taletid fra scenen ved lærernes store demonstration foran Herlev Rådhus. I hverdagen mødte jeg som altid mange af vores lærere, når jeg handlede i Føtex, var til fodbold med min søn eller stod på torvet med roser og pjecer på lørdage.

Uanset hvor jeg talte, eller hvor mange jeg talte til, gjorde jeg målet klart. Vi vil have en skole, der kan mere for flere. Både de dygtigste og de mest udsatte børn og unge skal blive dygtigere og trives bedre i vores skoler. Jeg gav også mit tilsagn om, at det ville være mit fokus efter konflikten. Der var et modsætningsforhold mellem KL og Lærerforeningen, men medarbejderne måtte ikke se mig og kommunalbestyrelsen som modstandere. Jeg betragtede dem som afgørende medspillere, og sådan skulle de også gerne have det med mig.

Intakt fællesskab om skolen efter konflikt
Jeg synes, vi i Herlev lykkedes med at komme igennem lærerkonflikten med et intakt fællesskab om skolen. Det skylder jeg Herlev Lærerforening og deres daværende formand stor tak for. Ligesom jeg valgte de også at bygge bro frem for at grave unødigt dybe grøfter mellem os.

Efter konflikten nedsatte jeg en arbejdsgruppe af fagprofessionelle lærere, pædagoger, skole- og fritidsledere og faglige organisationer, der skulle give deres oversættelse af Folkeskolereformens elementer til Herlev. Hvad er den gode skole for os, og hvordan vil vi skabe fremtidens skole her. Det fælles indholdspapir gik forud for drøftelser om et fælles forståelsespapir, der skulle sætte rammen for, hvordan vi ville organisere og planlægge skolens hverdag og lærernes arbejdstid. Det var vigtigt for os, at den fælles målsætning om indholdet i fremtidens skole kom til at sætte rammen for den måde, vi organiserede skolen på.

Hvad var det så for en fælles forståelse med medarbejderne, vi opnåede? Det var en fælles forståelse, der gav finansiering til udvidelsen af undervisningstiden. Og i tillæg til det styrkede den fælles forståelse den interne mødevirksomhed mellem medarbejdere ved større grad af tilstedeværelse på skolerne. Ledelsens kompetence til at lede blev understreget, men vi gav også mulighed for, at lærerne kan løse visse opgaver hjemme i stedet for i skolen. Vi ville ikke holde fast i fuld tilstedeværelse, da vi ikke mener, at en stil bliver bedre rettet på skolen frem for hjemme.

Til gengæld sikrede forståelsespapiret så mulighed for at forældresamtaler kan afvikles efter kl. 17, samt at lærere kan kontaktes af forældre på telefon/mail uden for tidsrummet kl. 7 til 17. Der blev givet og taget fra begge sider i den fælles forståelse, og fleksibiliteten gik begge veje. Men tilbage stod, at ledelsesretten var placeret hos den enkelte skoles ledelse.

Set i bakspejlet var det afgørende, at vi tog os tid til både at arbejde med den faglige oversættelse af folkeskolereformen, samt at finde en fælles forståelse af organiseringen af skolernes hverdag. Det har givet gode rammer for skoleudvikling, et godt samarbejdsklima og i sidste ende den bedst mulige skole for vores børn. Jeg kan ærligt sige, at vi i dag skaber fællesskabets skole i et lige så tæt og tillidsfuldt samarbejde med vores medarbejdere, som før reform og konflikten i 2013. Vilkårene er ændret, men viljen til at finde løsninger i fællesskab er intakt. Det er årsagen til, at jeg er optimistisk på folkeskolens vegne i Herlev.

Folkeskolereformen er langt bedre end den skæve skoledebat beskriver. Den danske folkeskole er langt bedre end sit rygte. Men vores ambitioner er større end de nuværende resultater. Vi skal have alle løftet. Både de dygtigste og de mest udsatte. Det handler om fremtiden for fællesskabets skole. Så lad os komme videre i fællesskab.

 

Thomas Gyldal (f. 1975) er borgmester i Herlev. Han har tidligere arbejdet som erhvervspolitisk konsulent Dansk Byggeri og og politisk konsulent i Dansk Metal. I forbindelse med kommunalvalget i 2013, opnåede Socialdemokraterne i Herlev valgets bedste resultat med 58,7 procent af stemmerne.

‘Kommunale rødder’ er en fast klumme på Netavisen Pio, der to gang ugentligt vil bringe indlæg fra en række af socialdemokratiets førende byrådsmedlemmer.


Flere artikler om emnet

Annonce