Den ignorerede redningskrans til den danske model

Almengørelse af mindsteløn er fyord i Danmark. Det lærte fagforbundet FTF, da de bragte det i spil i september. Men mindsteløn kan redde den danske model.
Den danske model tager vand ind. De velordnede danske løn- og arbejdsvilkår er under pres. I visse brancher er der nu udbredt manglende overenskomstdækning, og EU-rettens fri bevægelighed har medført stor arbejdskraftsimmigration, som forstærker den sociale dumping. Disse problemer har ført til en spirende diskussion af, hvordan det danske lønniveau sikres i fremtiden.

Men mange af forslagene har skavanker. De løser kun problemerne delvist eller er i strid med EU-retten. Arbejdsklausuler, om at offentlige opgaver skal udføres på overenskomstmæssige vilkår, hjælper ikke i forhold til private opgaver. Opsparingsregler, anciennitetskrav og andre krumspring strider ofte mod EU-retten.

Men elefanten i rummet, som kan løse mange af problemerne, er almengørelse af overenskomster. Almengørelse af overenskomster kendes fra 22 europæiske lande, men i Danmark kører de fleste fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer og partier stadig på automatpilot i debatten om social dumping. Kun FTF og Malerforbundet har turdet bringe almengørelse på banen. Blandt andet i Berlingske, hvor FTF-formand Bente Sorgenfrey udtalte den 16. september:

"Flere europæiske lande indfører mindsteløn i takt med, at bevægeligheden over grænserne stiger, og vi bliver nødt til at forholde os til, at der er stadig flere lønmodtagere i Danmark, som ikke er omfattet af overenskomst. Derfor må vi tage hul på diskussionen."

Hvad er almengørelse af mindsteløn egentlig?
Almengørelse er baseret på arbejdsmarkedets overenskomster. Definitionen på almengørelse er, at en overenskomst bliver tillagt almengyldig virkning. Overenskomsten udstrækkes til at omfatte alle arbejdsgivere og arbejdstagere inden for overenskomstens gyldighedsområde.

Altså vil en almengørelse af den mest udbredte elektrikeroverenskomst betyde, at alle elektrikerarbejdsgivere bliver pligtige at yde det overenskomstmæssige lønniveau. Uanset om de har tiltrådt overenskomsten eller ej.

Almengørelse kan indskrænkes til kun at gælde for specifikke faggrupper, den kan gælde for en hel branche eller kun dele af branchen. Almengørelsen kan tidsbegrænses og geografisk afgrænses. Almengørelse kan altså være næsten lige så smidigt som det danske overenskomstsystem.

Danskere og udenlandske arbejdere på lige vilkår
Almengørelse er særligt egnet til kampen mod udspekulerede udenlandske virksomheder. Almengørelse sikrer, at lønmodtagere inden for den almengjorte branche fra dag ét har krav på overenskomstmæssig mindsteløn, pension med videre.

Ofte når en udenlandsk virksomhed kommer til landet og underbyder danske virksomheder, indleder danske fagforeninger konflikt, men inden der kan indgås overenskomst, er virksomheden flyttet ud af landet. Mission ”underbyd og underbetal” er dermed lykkedes, mens den danske models vanlige redskaber står virkningsløse tilbage. Konsekvensen er også, at danske virksomheder, der yder overenskomstmæssig løn, taber, når de prøver at vinde ordrer.

Med en almengjort overenskomst kan der fra dag ét stilles krav til en udenlandsk virksomhed om betaling af overenskomstmæssig løn. Konkurrencen imellem danske og udenlandske lønmodtagere og virksomheder bliver fair, idet det ikke længere er muligt at dumpe bud på opgaver på grundlag af grotesk underbetaling.

For fagforeningen betyder det et positivt rolleskift: Fra at være den udenlandske arbejdstagers fjende, der kommer med bål og brand, bliver den hans allierede, der skaffer ham den anstændige danske løn.

Men er det ikke enden på den danske model, hvis overenskomster gælder, uden at fagforeninger og virksomheder har tegnet dem? Ikke nødvendigvis.

Den norske model
I Norge fungerer almengørelse således, at en overenskomst kan almengøres, såfremt en af arbejdsmarkedets parter indstiller overenskomsten til almengørelse. Forudsætningen er, at man kan bevise, at det er nødvendigt ud fra sociale hensyn. Derefter træffer et nævn - bestående af uvildige opmænd samt repræsentanter for arbejdsmarkedets parter - afgørelse om overenskomsten skal gøres almengyldig.

Aktuelt er kun fire norske overenskomster almengjorte. Og kun visse løn- og arbejdsvilkår kan almengøres, idet det ellers strider mod EU’s (og EØS’) udstationeringsdirektiv. Derfor har fagforeninger stadig et stærkt incitament til at opnå overenskomstdækning for ikke-overenskomstdækkede arbejdsgivere. Ydermere håndhæves almengjorte overenskomstbestemmelser i Norge af arbejdsmarkedets parter og Arbejdstilsynet i fællesskab. Fagforeningerne forbliver altså en vital del af arbejdsmarkedet.

Med tilpasning til danske arbejdsmarkedsforhold vil den norske model kunne indføres uden at rokke voldsomt ved den danske model.

Den ’hemmelige’ danske almengørelse
Faktisk kendes almengørelse af overenskomster allerede på det danske arbejdsmarked. Eksempelvis er der på transportområdet pligt til at yde overenskomstmæssige arbejdsvilkår i medfør af lovgivningen.

Almengørelsesmodellen på transportområdet er dog mindre fleksibel end den norske model. Og i modsætning til i Norge kan der ikke rejses krav til støtte for lønmodtageren, men kun anlægges bødesag mod vognmændene. Den udenlandske lønmodtager har derved intet incitament til at gå i rette med sin løndumpende arbejdsgiver.

Havde vi offentligt diskuteret fordele og ulemper ved ændringer af den danske model, havde vi måske tilvejebragt en bedre løsning end den aktuelle løsning på transportområdet.

Glem mindstelønsmyterne!
Men mindstelønsdiskussioner har skræmt debatten om den danske model ihjel. Almengørelse af overenskomster er dog ikke lig med en statisk mindsteløn gennemført ved lov.

Almengørelse medfører, at det stadig er arbejdsmarkedets parter, der aftaler lønniveauet, for det er deres overenskomsters løntakster, der almengøres – ikke et folketingsfastsat niveau. Det er også arbejdsmarkedets parter, der har initiativretten til at almengøre en overenskomst. Selvbestemmelsen på arbejdsmarkedet består altså.

Er almengørelse en tryllestav, der kan løse alle problemer? Nej, social dumping og unfair konkurrence skal løses med en bred palet af tiltag. Men erfaringerne fra Norge fortæller, at det er lettere at sikre en højere og mere ”indenlandsk” løn til udenlandsk arbejdskraft med en almengørelsesmodel end uden.

Derfor er det på tide, at vi i de akademiske, politiske og faglige miljøer tager diskussionen op. EU’s fri bevægelighed for arbejdskraft og virksomheder kræver en justering af den danske model.

Der kan sagtens udvikles en dansk model for almengørelse, der respekterer den danske model. Og det skylder vi de danske og udenlandske lønmodtagere.

Daniel Bendix Nielsen (f. 1986) er bachelor i jura og tidligere konsulent i HK.


Flere artikler om emnet

Annonce