Siden starten af nullerne har skiftende danske regeringer forsøgt at styre finanspolitikken gennem langsigtede fremskrivninger af, hvordan statens udgifter og indtægter ville udvikle sig i årene fremover.

Fremskrivningerne er især blevet brugt som argument for at hæve efterløns- og pensionsalderen. Men også reformer af skat, førtidspension, SU og kontanthjælp er blevet gennemført med henvisning til finanspolitisk holdbarhed. Og i dag er Dansk Arbejdsgiverforening ude at kræve markante nedskæringer på blandt andet kontanthjælp og førtidspension, med henvisning til den finanspolitiske holdbarhed efter 2020.

Det er naturligvis vigtigt, at finanspolitikken hænger sammen, så fremtidige generationer ikke kommer til at hænge på regningen for nuværende generationers overforbrug. Men spørgsmålet er, om den meget detaljerede styring, som skiftende regeringer har forsøgt sig med, er hensigtsmæssig, når så mange forskellige faktorer påvirker økonomien?

Netavisen Pio har taget et kort tilbageblik på de seneste års forsøg på at langtidsplanlægge den økonomiske politik.

2010- og 2015-planen: Styr på dansk økonomi
I januar 2001 præsenterede den daværende SR-regering sin 2010-plan, En holdbar fremtid for Danmark. Ifølge planen ville regeringens finanspolitik sikre, at der blev skabt et årligt overskud på 2-3 procent om året fra 2001 til 2010. Samtidig skulle ØMU-gælden være barberet ned til omkring 20 procent. Da Anders Fogh Rasmussen vandt valget i november 2001, valgte han omgående at videreføre SR-regeringens 2010-plan.

Figur 1: Udvikling for offentlig saldo og ØMU-gæld i 2010-planen

De følgende år blev præget af højkonjunktur og lav arbejdsløshed. Da Ander Fogh Rasmussen i 2007 præsenterede sin 2015-plan, Mod nye mål, til at afløse 2010-planen, kunne han derfor konstatere, at det var gået endnu bedre end SR-regeringen havde forestillet sig tilbage i 2001. De offentlige overskud var større end forventet, og det gik hurtigere med at nedbringe gælden. Regeringen forventede, at gælden ville falde til 15 procent af BNP i 2015.

Figur 2: Udvikling for offentlig saldo og ØMU-gæld i VK-regeringens 2015-planen

Regeringen forventede fortsatte overskud på de offentlige finanser frem til 2015. Fogh-regeringen understregede endda, at økonomien var så robust, at der bestemt ikke var brug for nulvækst i det offentlige forbrug:

”Selv om den offentlige økonomi gradvist kommer under større pres de kommende år, er der plads til, at de offentlige serviceudgifter kan stige på linje med udviklingen i den samlede økonomi. Det er ansvarligt, fordi den offentlige gæld er bragt ned, og fordi reglerne for tilbagetrækning er gjort robuste over for stigende levetid”.

2020-plan og ”To streger under facit”
Alt tydede altså på, at dansk økonomi var i gode hænder og kunne se frem til yderligere syv år med store overskud på statsfinanserne og afvikling af ØMU-gæld. Men kun et år efter præsentationen af 2015-planen, blev verden ramt af en finanskrise, som der ikke var taget højde for i 2015. Den lave arbejdsløshed begyndte at stige voldsomt, og de store overskud blev på få år vendt til store underskud. Resultatet var, at 2015-planen begyndte at skride år for år.

I foråret 2011 fremlage VK-regeringen, nu med Lars Løkke Rasmussen som statsminister, derfor en 2020-plan, Reformpakken 2020. Ifølge regeringen betød de store underskud som følge af krisen, det stigende antal ældre og de faldende indtægter fra Nordsøolien, at der pludselig 47 milliarder kroner, for at de offentlige budgetter ville hænge sammen i 2020. Derfor skulle efterlønnen afskaffes, pensionsalderen stige og der skulle ske reformer af SU og førtidspension.

Det skete altså kun godt tre år efter, at VK-regeringen i sin egen 2010-planen havde konstateret, at ”reglerne for tilbagetrækning er gjort robuste over for stigende levetid”. Hvor krisen naturligvis ikke kunne forudsiges i 2007, er både det stigende antal ældre og faldende olieindtægter udfordringer, der også var kendt i 2007.

Figur 3: Udvikling for offentlig saldo i VK-regeringens 2020-plan

Samtidig brød Lars Løkke fundamentalt med de tidligere planer: Her havde målet været langsigtet holdbarhed. Men Løkke ville nu også have holdbarhed på mellemlang sigt, og hele finanspolitikken blev nu lagt an på at skabe balance i 2020.

I maj måned indgik regeringen af to omgange forlig om tilbagetrækning og SU, og herefter konstaterede Løkke, at ”Med disse sidste vigtige aftaler på plads kan regeringen sætte to tykke streger under facit i regnestykket for dansk økonomi i 2020 […] Regeringen er i mål. Vi har lagt et kontant langtidsbudget for Danmark”. Nu var er altså endelig balance i økonomien. Sagde Løkke i hvert fald…..

Hullet var alligevel ikke lukket
I efteråret 2011 blev VK-regeringen erstattet af SFR-regeringen. Og der gik ikke mere end et år, før den var gal igen med økonomien. Trods beslutningen om at videreføre VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand, og følge det reformspor, som var lagt ud i VK-regeringens 2020-plan, var ”to streger under facit” på tolv måneder ændret til, at

”Frem mod 2020 svækkes de offentlige finanser blandt andet af faldende Nordsø-indtægter og stigende renteudgifter i lyset af voksende offentlig gæld og højere rentesatser. Det betyder, at der er brug for nye reformer og tiltag, som kan sikre strukturel balance på den offentlige saldo i 2020”.

Figur 4: Udvikling for offentlig saldo og gæld i SFR-regeringens 2020-plan

Regeringen fremlagde derfor sin egen 2020-plan, Danmark i arbejde. Regeringen foreslog derfor reformer, der skulle bidrage med cirka 14 milliarder kroner til den offentlige økonomi. Blandt andet reformer af skat, førtidspension, fleksjob og kontanthjælp. Langt hovedparten af reformerne er blevet gennemført i løbet af seneste år. Dermed skulle der altså – endelig! – være sikret balance på de offentlige finanser.

Og så alligevel ikke helt, hvis man skal tro regeringens netop fremlagte konvergensprogram. For det første, så forventes underskuddene i de kommende år, især 2016 og 2017, at blive større end hidtil antaget. For det andet, og endnu mere grundlæggende, så ser det ganske vist stadig ud til, at der er balance i 2020, men efter 2020 er der igen udsigt til mange år med underskud.

Det er netop den udsigt til underskud efter 2020, som DA i dag bruger til at kræve nedskæringer på sygedagpenge og førtidspension.

Figur 5: Udvikling for offentlig saldo og ØMU-gæld i SR-regeringens Konvergensprogram 2015

Det er svært at spå – især om fremtiden
Selvom Finansministeriet gør sig stor umage med at udarbejde planerne, viser gennemgangen, at forudsætningerne for planerne hurtigt ændrer sig. Det skyldes ganske enkelt, at der i økonomien ikke befinder sig i en lukket boble, men konstant udsættes for påvirkninger, der kan give store udslag, og som selv ikke Finansministeren kan kontrollere. For eksempel har forhold uden for Danmark har stor betydning for arbejdsløshed, oliepris og aktiekurser, som igen har stor betydning for statens indtægter og udgifter.

Enhver ansvarlig regeringen skal naturligvis forsøge at sikre en holdbar finanspolitik, både på kort sigt og på lidt længere sigt. Men at indrette finanspolitikken i 2015 efter at skulle lande på et bestemt overskud i 2025, virker fjernt fra virkeligheden. Meget kan nå at ændre sig inden 2025, ligesom meget har ændret sig siden 2005.