Der er planen og pryglene til forskel

Det er utilstrækkeligt, at regeringen blot gennemfører ’den nødvendige politik’ og ’tager pryglene for det svære’. Den må også fremlægge en positiv vision for samfundsforandringerne.
I 70’erne hadede venstrefløjen Anker Jørgensen. Der er overleveret myriader af kommunistiske sange om ”skødehunden Anker” der ”logrer med halen” og ”kryber for kapital og banker”. I dag elsker de ham. Den bedste af de gode. Den sidste af de rigtige.

”Vi lever i en tid hvor velfærden er under transition. Vi socialdemokrater kæmper for at have den ledende rolle i den transition. Løsningen ligger i udfordringen. Vi har set det igen og igen, når dagens problemer udfordrer vores værdigrundlag… For os ville det være et fundamentalt svigt ikke at tage opgaven på sig”.

Ordene er finansminister Bjarne Corydons og står at læse i et større interview i dagens udgave af Weekendavisen. For mig der brugte hele min ungdom og voksne liv indtil sidste måned – 18 år i streg – på den ”rigtige” venstrefløj, rammer Corydons ord plet. Virkeligheden og hverdagen er altid praktisk og konkret. Derfor handler det om at tage vare på det konkrete. Derfor måtte det blive en afsked med venstrefløjen.

I 70’erne hadede venstrefløjen Anker Jørgensen for hans krisehåndtering. Der er overleveret myriader af kommunistiske sange om ”skødehunden Anker” der ”logrer med halen” og ”kryber for kapital og banker”. I dag elsker de ham. Den bedste af de gode. Den sidste af de rigtige. I 90’erne hadede venstrefløjen Mogens Lykketoft. Hvis man vil have syn for sagen, kan man opstøve undertegnedes læserbreve fra slut-90’erne. I dag læses han med begejstring langt ind i Enhedslisten.

LÆS OGSÅ: De 5 bedste pointer fra Mogens Lykketoft

Venstrefløjen foragter altid den siddende socialdemokratiske ledelse. 10 år efter forsvarer de med næb og klør hvad den gjorde. Hvorfor går det sådan? Fordi venstrefløjen har en ramme af store idealer, mens socialdemokrater har et skelet i form af en solid plan for samfundets fremdrift.  En velfungerende plan holder sig sjældent inden for en afgrænsning af store idealer. Derfor bliver den ofte uspiselig for idealisten. Men når man 10 år efter ser, at der kom et solidt og veldrevet samfund ud på den anden side, virker planen retrospektivt som den rene fornuft.

Venstrefløjen foragter altid den siddende socialdemokratiske ledelse. 10 år efter forsvarer de med næb og klør hvad den gjorde. Fordi venstrefløjen har en ramme af store idealer, mens socialdemokrater har et skelet i form af en solid plan for samfundets fremdrift.

Verden udvikler sig hele tiden. Vi kan ikke dispensere fra det permanente forandringsbehov. Men udviklingen har rum for mange typer forandringer. Derfor er det så afgørende hvilke værdier og interesser, der præger de kræfter, som leder udviklingen. Derfor er det projekt, Corydon skitserer, det rigtige. At vinde ledelsen over udviklingen. Og at finde løsningen i udfordringen. Frem for – som hos idealisterne – at insistere på at udfordringen passer til den løsning, vi nu engang mener er rigtig.

LÆS OGSÅ: Offentligt forbrug er 27 gange bedre til at skabe jobs end selskabsskattelettelser

Corydons plan og problem

Jeg var blandt dem der jublede, da Bjarne Corydon blev finansminister (selvom jeg også begræd Henrik Sass Larsens samtidige fald). Uden at kende noget som helst til ham, så jeg for mig sådan en Krag-Lykketoft-agtig type, med en solid plan. Jeg har derfor nok også været blandt de mest skuffede, fordi regeringen har fremstået så planløs. Dagens interview i Weekendavisen er derfor vigtigt. Det er første gang Corydon har overbevist mig om, at han faktisk har en plan.

Planen er en model, som siger at krisen og svaret på krisen falder i tre faser:

Fase 1 er selve chokket og finanskrisen, hvor efterspørgsel og BNP dykker. Opgaven var at stimulere økonomien med ”vækstpakker og keynsianisme”, samt at undgå et kollaps af den finansielle sektor. Kort og godt at undgå en økonomi i frit fald. Fase 2 er konsolideringen af økonomien i en ny tilstand. Her bliver opgaven søgt løftet under overskrifter som budgetdisciplin, kreditværdighed og reformer. Fase 3 er moderniseringen af den offentlige sektor til fremtiden. Mere kvalitet for de samme eller måske færre penge, samt bedre vilkår for den private sektor.

På den ene side er jeg voldsomt tiltalt af rollen som dem der gør det nødvendige, selv når det ikke virker dydigt.  På den anden side synes det måske lige lovligt uambitiøst, hvis ”kernen af det socialdemokratiske” alene er at tage pryglene for det svære.

LÆS OGSÅ: 10,7 milliarders forskel på rød og blå finanspolitik

Man kan mene at planen er god eller ej. Men en plan er det. Og hvis den lykkes, vil den bringe Danmark stærkt ud på den anden side. Og om 10 år vil venstrefløjen rose Corydon for hans mod. Altså hvis den lykkes. For den har sine modstandere. I interviewet siger Corydon:

Der er mennesker, som er blevet i første fase, og som kun vil stimulere efterspørgslen. Vi hører røster fra venstrefløjen om, at vi mangler vilje, er idioter, ikke er socialdemokrater, er underlagt embedsmændene og den slags… Omvendt er der også folk, som kun vil beskæftige sig med fase tre, kun modernisere. De er ligeglade med konjunkturpolitikken. Det er Liberal Alliance, og hvad de trækker efter sig af Venstrefolk. Vores skæbne som socialdemokrater er, at for at lykkes skal vi have alle tre faser til at spille sammen. Vi må fastholde økonomiske stimuli, men ikke så kraftige, at de trækker os ud over grænsen for budgetdisciplin og kreditværdighed. Samtidig skal vi sikre arbejdskraft og trimme den offentlige sektor med alle dens udfordringer med Robert og Carina og alle dem, der forlader skolen uden at kunne læse og skrive.

Problemet er imidlertid ikke de uansvarlige til venstre eller højre. Problemet er at planen er kompleks. Corydon forklarer selv: ”Det svære at forklare og derfor også det svære at gennemføre er, at de tre faser jo ikke afløser hinanden smukt og ordentligt som i modellen”. Planen er kompleks og derfor svær at forklare befolkningen. Det vil derfor være svært at få mandat til at fortsætte den. Opgaven er derfor at lave en fortælling bag planen, som kan sælges til mine naboer hjemme i Ishøjs almene boligblokke. Det mest socialdemokratiske folkefærd i Danmark. Den opgave skal Corydon nok ikke have. Men løftes skal den altså. Og det er snart.

I 1923 skrev Oskar Hansen om arbejderbevægelsens smældende røde fane, at ”bag den så jeg arbejdshænder forme, verden om til en lysere tid”. Det er afgørende at sætte ord på hvordan en ”lysere tid” ser ud.

LÆS OGSÅ: Hvorfor lytter De Radikale ikke til økonomer?

Corydons andet problem

Weekendavisen udfordrer Corydons tanker med spørgsmålet, om det egentlig ikke bare er at gøre socialdemokratisk dyd af nødvendigheden. At drifte samfundet uden politisk retning. Kunne Venstre ikke gøre det lige så godt? Hertil svarer han:

Vores rum er ikke mindre end det rum, andre socialdemokratiske ledere har haft siden 1945. Alle har skullet slås med at finde balancen mellem velfærd og konkurrencekraft. Og hvis du mener Venstre har taget det ansvar på sig, ser du vist helt bort fra det forgangne årti. Nullerne er den bedste dokumentation for, at det ikke går at lade de borgerlige forvalte den socialdemokratiske idéarv. Førte de en aktiv konjunkturpolitik da det var svært? Skal man lade sig imponere af deres indsats for en bedre folkeskole? Skal man imponeres af deres arbejde for at få de passive ind på arbejdsmarkedet? Det er jo det, vi rydder op i nu, og så er vi inde ved kernen af det socialdemokratiske: Vi tager alle pryglene for at få det hele til at hænge sammen.”

På den ene side er jeg voldsomt tiltalt af rollen som dem der gør det nødvendige, selv når det ikke virker dydigt.  På den anden side synes det måske lige lovligt uambitiøst, hvis ”kernen af det socialdemokratiske” alene er at tage pryglene for det svære. En eller anden positiv ambition, som kan give retning til de forandringer man gennemfører, er vel nødvendig. I 1923 skrev Oskar Hansen om arbejderbevægelsens smældende røde fane, at ”bag den så jeg arbejdshænder forme, verden om til en lysere tid”. Det er afgørende at sætte ord på hvordan en ”lysere tid” ser ud.

Hvis man skal krydre Corydons plan med et socialdemokratisk bud på ”en endnu lysere tid”, hvordan ser denne så ud? For den er vel andet og mere, end iPhone 7, Windows 2020 og det globale sociale netværk X, der om føje år udkonkurrerer Facebook.

LÆS OGSÅ: Der er noget at komme efter!

Da Oskar Hansen ca. 10 år senere satte Staunings program ”Danmark for folket” på vers, var en lysere tid to helt klare ting: En konsolidering af demokratiet gennem ”kamp imod dem der vil storme og slå” samt at skabe ”plads for os alle ved samfundets bord”. Da Krag i 1945 udsendte programmet ”Fremtidens Danmark”, var det ikke bare en kriseplan. Det var en vision for Danmark. Meget blev aldrig til noget. F.eks. de bedrifts-, sektions- og samfundsøkonomiske råd, som skulle skabe ”demokrati og plan i nationens økonomi”. Men af visionen voksede alligevel tillidsmandsinstitutionen, sikkerhedsrepræsentanter, samarbejdsudvalg og en generel tanke om at politikerne har et ansvar for den økonomiske udvikling.

Hvis man i dag skal krydre Corydons plan, med et socialdemokratisk bud på ”en endnu lysere tid”, hvordan ser denne så ud? For den er vel andet og mere, end iPhone 7, Windows 2020 og det globale sociale netværk X, der om føje år udkonkurrerer Facebook. Altså det der gør i morgen lysere end i dag er vel mere end blot de nye produkter, der måtte vokse frem på markedet. Venstres retning hedder ”fra socialstat til minimalstat”, også når de tager små skridt. Hvilke ord kan man sætte på den socialdemokratiske vej?

 

Interviewet der refereres til er bragt i Weekendavisen 25. januar 2013 under titlen ”Vi tager alle pryglene”.

Kasper Bjering Søby Jensen (f. 1980) er medlem af Socialdemokraterne i Ishøj. Tidligere medlem af SF 1994-2012, heraf samlet over 12 år i landsledelserne for SFU og SF. Gymnasielærer i matematik og fysik. Gift og far til 2 drenge.


Flere artikler om emnet

Annonce