Den verserende konflikt mellem folkeskolelærerne og Kommunernes Landsforening har pludselig gjort ord som ’arbejdstidsaftaler’ og ’ledelsesret’ til nogle af de mest brugte begreber i den offentlige debat.

Det er blevet et fast mantra, at skolerne skal ’normaliseres’. Der skal indføres en normal ledelsesstruktur, sådan som alle andre steder. ”Ledere leder, man er som udgangspunkt på arbejdspladsen i arbejdstiden, (og) man arbejder fleksibelt til fælles gavn”, som Peter Mogensen skrev i Politiken forleden.

Det er jo en fuldstændig rigid forståelse af ledelse, som Moderniseringsstyrelsen her praktiserer! Har de da ikke overvejet, om behovet for ledelse er anderledes på en folkeskole end på en møbelfabrik?

Moderniseringsstyrelsen har opgaven med at ’modernisere’ og ’normalisere’ den offentlige sektor. Da Moderniseringsstyrelsen er under Finansministeriets område, er styrelsens kultur også identisk med Finansministeriets kultur. En kultur, hvor man efter bedste evne forsøger at sætte økonomien på formler. Det er en kultur bygget op omkring en økonomisk model, der bruges som instrument til at holde styr på finanserne – hvilket er selve meningen med Finansministeriet.

I Moderniseringsstyrelsens reformer af den offentlige sektor bliver ’ledelse’ derfor netop til et redskab til økonomisk styring.

Man har én model for ledelse, som skal indføres i hele den offentlige sektor, og man ser i øvrigt ikke nogen forskel på ledelse i det offentlige og det private. Derfor er visionen, at ”Finansministeriet skal agere som én koncern og være rollemodel for effektivisering, drift og udvikling af den offentlige sektor i Danmark”.

Undskyld, men det er jo en fuldstændig rigid forståelse af ledelse, som Moderniseringsstyrelsen her praktiserer! Har de da ikke overvejet, om behovet for ledelse er anderledes på en folkeskole end på en møbelfabrik eller i et ministerium?

I folkeskolen har kun læreren og eleverne virkelig indsigt af timens forløb, mens ledelsen er efterladt uden for døren.

Møbelfabrikken succes afhænger af, at få hele kæden fra design og produktion til logistik og salg til at spille sammen. De ansatte har hver deres funktion i firmaet, og kun få har væsentligt indsigt de i andres ansattes arbejde. Kun de færreste oplever ved selvsyn den ydelse, som er resultatet af deres anstrengelser: Kundens glæde og tilfredsstillelse ved det nyindkøbte møbel. I denne proces er det ledelsens opgave, at få hele organisationen til at spille sammen og sikre at virksomheden lykkedes med at levere sin ydelse i sidste ende.

Helt anderledes forholder det sig på en folkeskole. Her er ’ydelsen’ selve forløbet af timen, som igen er en del af et langt skoleforløb på ni år. Når timen er slut, er ydelsen leveret. Den kan ikke rulles tilbage, men kan heller ikke ses og kun dårligt måles. Måske er eleven blevet mere nysgerrig i matematikkens gåder eller måske motiveret for at spise sundere. Måske har eleven fået mere tro på sig selv eller har fået bedre forståelse for skilsmissebørns forhold. Kun læreren og eleverne har virkelig indsigt af timens forløb, mens ledelsen er efterladt uden for døren.

Der er her ikke engang noget særligt ved lærerens arbejdsforhold. Læger, psykologer og frisører har samme forhold. Ydelsen leveres af den professionelle til klienten, og det giver ingen mening at lederen blander sig i det forløb. Forestil dig, du sidder i frisørstolen og ejeren af salonen kommer og blander sig i frisørens klipning af dig. Det vil i de fleste tilfælde virke stødende, og kan give kunden en usikkerhed på, om frisøren gør det godt nok. Det fortrolige mellem den professionelle og klienten forstyrres.

Derfor skal børnene også være udgangspunktet for ledelsesstrukturen på skolen, og ikke en rigid forestilling om en ’normaliseret ledelsesstruktur’, udtænkt af Moderniseringsstyrelsen.

Ledelse er ikke udgangspunktet for virksomheden - det er derimod virksomhedens ydelse, der udgør hele dens eksistensberettigelse. Så hvad er skolens ydelse? At gøre regeringens drømme til virkelighed? Nej, skolens ydelse er børnenes læring, trivsel og dannelse. Det er børnene, det gælder, og alt hvad der ikke er for børnene, hører ikke til i skolen.

Derfor skal børnene også være udgangspunktet for ledelsesstrukturen på skolen, og ikke en rigid forestilling om en ’normaliseret ledelsesstruktur’, udtænkt af Moderniseringsstyrelsen.