Annonce

Der findes ingen kunstnerisk immunitet

DEBAT: DSU’eren Frederik Vad anklager formanden for Brandes-selskabet for kun at ville kritisere Socialdemokratiets udlændingepolitik uden selv at have et alternativ.

Formanden for Georg Brandes Selskabets bestyrelse, Elisabeth Møller Jensen, forsøger i Politiken (19.04) at udlægge min optræden til et debatarrangement i samme selskab (13.04) og min efterfølgende kommentar på pol.dk (15.04). Det lykkedes hun ikke så godt med. Først og fremmest fordi hun lægger en grov mistolkning ned over det spørgsmål, jeg stillede til forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen – og som jeg i øvrigt ikke fik svar på. Hun mener at jeg ønsker at spille svage grupper ud mod hinanden, fordi jeg bad forfatteren forholde sig til det faktum, at den store tilstrømning giver en række udfordringer for kommunerne. Med at finde boliger til de mange nye og med at kunne få dem integreret i folkeskolen. ” Antallet af tilstrømmende skal begrænses, hvis ikke den sociale balance og dermed danskernes brede opbakning og deltagelse i en vigtig fællesskabsinstitution som folkeskolen skal svækkes”, som Herlev-borgmester Thomas Gyldal siger det.

Intellektuel dovenskab
Mit spørgsmål var og er relevant, fordi Marstrand-Jørgensen, Elisabeth Møller Jensen og andre kulturradikale hele tiden bruger tid på at tilsværte Socialdemokratiets flygtninge- og integrationspolitik, men selv nægter at formulere et alternativ. Det bliver en uforpligtende kritik. En intellektuel dovenskab.

Marstrand-Jørgensen forsvarede sig med, at hun er kunstner og ikke politiker og derfor ikke behøver at stå til regnskab for sine holdninger. Hvor belejligt! Svarer det ikke til at en politiker tages med fingrene godt nede i korruptionens kagedåse, og bagefter gemmer sig bag sin parlamentariske immunitet, når regnskabets time er nær?

Der er ikke noget, der hedder kunstnerisk immunitet
Så længe medievante kulturradikalister som Anne Lise Marstrand-Jørgensen ønsker at bruge enhver platform til at tage patent på medmenneskelighed, humanisme og kærlighed - og i samme åndedrag anklage os andre for at være umenneskelige - må vi kræve, at de selv kommer på banen. Der er ikke noget, der hedder kunstnerisk immunitet. Intet virke og ingen titler er højt hævet over den almindelige offentlige debat.

Vi skal sikre sammenhængskraften
Elisabeth Møller Jensen mener også, at jeg er et godt eksempel på, at ”skyggerne fra Dansk Folkeparti” har indtaget Socialdemokratiet. Lad mig fortælle Brandes-selskabets bestyrelse, hvad jeg og Socialdemokratiet står for: Vi ønsker at hjælpe langt flere flygtninge end i dag ved at opprioritere indsatsen i nærområderne, sikre en højere ulandsbistand og kæmpe for internationale løsninger. Samtidig ønsker vi en stram tilstrømningspolitik i Danmark, så vi ikke sætter sammenhængskraften over styr og velfærdssamfundet på spil. Vi ved nemlig godt, at det er flygtningene der bliver slagtet først, hvis vores velfærdsmodel bryder sammen. Ikke Brandes-selskabets privilegerede bestyrelsesmedlemmer og resten af kultureliten.

Nu har jeg beskrevet min position, Elisabeth Møller Jensen. Hvad er så din? Hvilke konkrete politiske alternativer skal på bordet, hvis vi både skal sikre sammenhængskraften i samfundet, og hjælpe mennesker på flugt? Har I andet på programmet end fordømmelse og dæmonisering af alle de danskere, som er bekymrede over konsekvenserne af globaliseringen? Hvis ja, så kom på banen. Du kunne starte med at spørge Anne Lise Marstrand-Jørgensen om hun ikke vil møde mig i en debat på Radio 24/syv. Indtil videre har hun afvist det.

Frederik Vad Nielsen er forretningsudvalgsmedlem i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.

Frederik Vad er folketingsmedlem for Socialdemokratiet og tidl. forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU)


Flere artikler om emnet