Det skal vi lære af Langballe

I stedet for at pege fingre af de danskere der stemmer på Dansk Folkeparti, bør venstrefløjen i stedet tage ved lære og begynde at tage folks bekymringer ved globalisering alvorligt.
Nogle ting forsvinder bare ikke af sig selv. Højrepopulismen har med en vælgeropbakning på godt og vel 30 pct. og Front National’s erobring af 15 borgmesterposter ved det franske kommunalvalg smadret socialisterne og Francois Hollande i Frankrig. På samme vis har Dansk Folkepart i deres bedste meningsmåling været oppe at vende på en vælgertilslutning på 20,8 pct. og ved det kommende valg til Europa-Parlamentet tegner Messerschmidt & Co til at gøre rent bord.

Socialdemokrater og centrum-venstre over hele Europa, synes blot at være endnu mere presset af den stigende utryghed i samfundet og de svar som de højrepopulistiske partier fortsat synes at være de eneste der har svar på.

Ikke desto mindre synes centrum-venstre at hænge faste i den samme gamle linje omkring nedvurdering og undervurderingen af DF’erne, som en flok landsbytosser, der aldrig bliver stuerene. Vi har grundlæggende intet lært af tre årtier med massiv tilstedeværelse fra DF.

Til konvent med Langballe
For ganske nylig gik en stærk stemme i dansk politik bort. Den tidligere sognepræst og folketingsmedlem Jesper Langballe er ikke længere blandt os. Selvom jeg ikke brød mig om langt størstedelen af hans politiske holdninger og direkte blev afskrækket af hans syn på muslimer, indvandrere og revselsesret- for bare at nævne nogle enkelte punkter - så var hans bidrag til den danske samfundsdebat væsentligt.

Jeg husker tydeligt mit første møde med Jesper Langballe og højrepopulismen. Jeg skulle, som bette purk på seks-syv år, med min far til et såkaldt konvent, som en flot betegnelse for et møde med lokale præstekollegaer. Min far, som var sognepræst i et lille, jysk landsbysogn, havde en af sine kolleger med i bilen: nationalisten og tidehvervspræsten Jesper Langballe, der allerede dengang var kendt som en mand af sine meningers mod. Fra bagsædet spurgte jeg direkte og ublu, som et lille barn nu engang gør: »Hvorfor er du egentlig racist?«

Jeg havde sandsynligvis overhørt mine forældre snakke om noget, der for et barn udgør et meget abstrakt begreb: racisme. Og jeg var optaget af det nye, spændende ord, uden at forstå dets betydning. Jeg husker, at hverken min far eller pastor Langballe nogensinde svarede på mit bramfrie spørgsmål med andet end en stort opslået latter.

De havde affundet sig med deres uenigheder, og de havde respekt for deres politiske forskelle. De vendte ikke hinanden ryggen i afmagt eller i politisk korrekthed, tværtimod gav de hinanden plads gennem respektfuld dialog.

Selv om den folkelige appel, som Jesper Langballe og resten af DF har oparbejdet, bør indgyde respekt, så er det alligevel den moralske stigmatisering og nedvurdering af enhver dansker, der blot har overvejet at sætte krydset ved liste O, der dominerer på venstrefløjen. Man har travlt med at tage afstand fra de afstumpede og intolerante DF’ere, men spørgsmålet er, om man i den afstandtagen ikke bliver netop lige så ekskluderende og intolerant, som dem, man ønsker at tage afstand fra?

Min pointe er derfor, at vi skal respektere og forsøge at forstå den femtedel af den danske befolkning, der befinder sig meget tæt på DF. Netop den kulturelle elites ”korrekthed”, den kulturrelativistiske minoritetsdyrkelse og den kroniske skam over at leve i et land, hvor et højrepopulistisk parti kan vinde massiv vælgeropbakning, er hele essensen af den højrepopulistiske succes, som venstrefløjen aldrig har forstået. DF har lyttet til, de har inddraget og de har omfavnet den del af danskere, som ingen andre gad bekymre sig om.

Det betyder på ingen måde, at jeg mener at DF har gjort det rigtige og truffet politiske dispositioner, som jeg kan bakke op. Ligesom jeg også mener at de ikke bare har svaret på den stigende frygt, men også skabt. Men de har været der for overset gruppe af danskere.

Misforstået af venstrefløjen og kulturradikale
Derfor kan jeg også stadig blive forundret over venstrefløjens og de kulturradikale manglende forståelse for Langballe og Dansk Folkepartis rolle i dansk politik. Det seneste skud på fejlstammen er Rune Lykkeberg, der rammer totalt forbi målet i hans nekrolog over Jesper Langballe i Politiken. Her udråber Politikens kulturredaktør med et ironisk glimt i øjet Langballe som 'den sidste boheme'. Han fortsætter således i sporet fra 90’erne, hvor vi frem for at forholde os til politikeren Langballe og de politiske argumenter bag alene bruger spaltepladsen på at rubricere og kategorisere ham.

Det er en fin og retvisende pointe, at betragte Langballe som et menneske, der levede som en fri sjæl og nægtede at lade sig underkue af de etablerede normer. Men alene at beskrive Langballes enorme politiske engagement ud fra 'selskab, fest og tobak' er nærmest direkte ureflekteret. Det bidrager ingenlunde til forklare den nu afdøde politikers position eller kompleksitet – og det hjælper os slet ikke til at forstå nogen som helst om DF mere generelt. Snarer tværtimod.

Lykkeberg beskriver alene den del af Langballe, som han selv kan forstå og som han selv kan synes godt om.  Den Langballe der udfordrede globaliseringen, det europæiske fælles og bakkede op om de danske traditioner, var en stolt patriot og en stærk fortaler for fremmedfrygten får ingen plads i nekrologen. Det er ganske enkelt for langt væk fra Lykkeberg og det er for svært at rubricere i den moralske afstandtagen, som stadig præger centrum-venstre og kultureliten.  Fejlslutningerne fortsætter altså.

Langballes politiske kampe var dybtfølte og nøje udvalgte, ligesom de var både småborgerlige og traditionelle i ordenes såvel positive som negative forstand. Men det netop den manglende forståelse og respekt, der sammen med det fortsat nedværdigende syn på DF, der udgør truslen for venstrefløjen.

En sikker havn i en kompleks verden
For venstrefløjen har begået en stor fejltagelse ved at stemple Dansk Folkeparti som et værdipolitisk parti, der alene beskæftigede sig med udlændingepolitik. For det første burde enhver politiker vide, at al politik er værdipolitik. For det andet antog man hermed, at det alene handlede om indvandrerne, som blot legemliggjorde den egentlige kerne: Frygten.

DF er fortsat en sikker havn i en stadig mere kompleks verden. Partiet lever af at levere tryghed. Hvad enten det er tyrkere, eurokrater eller hjemmerøverier, som danskerne frygter, så er DF på mærkerne. Og under Kristian Thulesen Dahls kyndige ledelse er det lykkedes for DF at erobre endnu en værdipolitisk bastion som velfærdens stærkeste forkæmper. I dag sidder DF tungt på værdierne, når det handler om økonomi, jobskabelse og tro på fremtiden. Her forsøger DF også at levere tryghed ved at tale om folkets problemer – med folkets stemme.

DF anno 2014 er et parti, der taler imod den stigende markedsgørelse, embedsmændenes magtovertagelse og ”nødvendighedens politik”. Den voksende afstand mellem vælgere og politikere, som vi oplever nu, og hvor befolkningen grundlæggende afkobles, har historisk set skabt reaktioner; vælgervandringer, jordskredsvalg eller sågar revolutioner. Herhjemme er det DF, der suger næring fra de stadig voksende, afgrundsdybe skel mellem vælgere og politikere. Og spørgsmålet er om den moderne kapitalismekritik, som vi så i forbindelse med DONG-sagen er ved at blive endnu en ny værdipolitisk trussel, som DF bliver der leverer svarende og trygheden på? Måske endnu en bastion står for fald?

Venstrefløjen bør tage ved lære
Venstrefløjen har langt hen ad vejen vendt de almindelige mennesker ryggen og rynket på næsen af deres bekymringer. Vores principielle, altfavnende tolerance omfatter ikke ”de intolerante” DF’ere, og derfor bryder vi os slet ikke om at tænke på, at de eksisterer. Men vi kan ikke bare negligere de bekymringer, som mange oplever, hvis vi skal genopbygge den tillid, som DF i dag nærmest har fået monopol på.

Venstrefløjens tiltrængte opgør med højrepopulismen bør bygge på følgende fundament:

1) Venstrefløjspolitik skal igen tage afsæt i interessemodsætninger og klasseskel, og teknokratismens virkelighedsfordrejende objektivisering af ”nødvendighedens politik” skal begraves.

2) Der skal skabes rum for en ny venstreorienteret patriotisme, hvor vi stolt værner om vores rekordhøje sociale tillid, vores trepartssystem og vores velfærdssamfund, og slår ned på skattespekulanter, gule fagforeninger og rettighedsegoister.

3) Venstrefløjen skal legemliggøre folket gennem en tillidsskabende politik, hvor alle bekymringer tages seriøst og alle borgere inddrages.

Min bedste overbevisning er at vi uanset politisk uenighed, bliver nødt til at forstå og respektere de 100.000’ere af dansker, som finder svar i DF. Dem, der har mistet troen på det politiske system, dem, der føler sig undertrykt og overhørt, og dem, der er bekymrede over, hvor verden bevæger sig hen.

Det er de danskere, vi igen skal tilbyde et hjem på venstrefløjen. Og det gør vi ikke ved at vende dem ryggen, forsøge at tie deres bekymringer ihjel eller ved at fastholde den selvbekræftende moralske fordømmelse. Det gør vi ved at omfavne dem og deres bekymringer - og bestræbe os på at give alle danskerne trygheden tilbage. Og det er netop her, at vi kan lære af Jesper Langballes politiske liv og bedrifter, uanset en uenighed med hans mærkesager.

Jens Jonathan Steen (f. 1981) er analysechef i Tænketanken Cevea.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce