På baggrund af et borgerforslag om at tillade Aktiv Dødshjælp har det Det Etiske Råd afleveret sin redegørelse. Jeg er en del af det store flertal, der ikke mener det skal indføres og her er hvorfor:

Når jeg ser udsendelser og interviews med mennesker, der har svære funktionsbegrænsninger og er voldsomt kede af deres liv, kan jeg godt rammes at den tanke: ”Ja jeg forstår det godt. Og hvorfor skal du egentlig ikke selv have lov at bestemme”.

Jeg forstår godt den enkeltes lyst og behov for at dø. Jeg forstår at man kan miste håbet, lysten og gnisten til livet. At det kan være forbundet med så meget sorg, smerte og lidelse at døden synes at være den rigtige vej. Og jeg ville også gå så langt som at jeg ville ønske, at det kunne efterkommes.

Men jeg kan ikke og skal ikke miste håbet for mine medmennesker. Og endnu mere vigtigt: Staten skal slet ikke sætte det i system, for hvem den må miste håbet og troen og for hvem den ikke må. Staten skal ikke sætte i system, hvem den må slå ihjel.

Den værdige død

Du skal have friheden til at dø men ikke retten til det.

For med retten skal staten sætte i system, hvem der kan slås ihjel og hvem der ikke kan og alle de steder, hvor der er indført aktiv dødshjælp har det medført at flere og flere, ikke kun terminalt syge men også mennesker med handicap eller psykiatriske lidelser over tid har fået retten.

Jeg mener, at det uværgerligt vil ændre den måde, vi tænker om lidelse, liv, død, livskvalitet, omsorg, sundhedsvæsnets rolle og samfundets rolle på. Jeg frygter en tid, hvor aktiv dødshjælp bliver en del af en løsning på samfundets skrantende ressourcer.

Hvad er den værdige død egentlig?

Aktiv dødshjælp er af regeringen blevet koblet sammen med den værdige død. Men det er i min optik alt for enøjet. Hvad er den værdige død egentlig? Er det døden uden lidelse, uden lyd, uden lugt og uden frygt? Er det døden, der kommer inden forstanden er smuldret? 

Samtale om døden

For mange mennesker kredser bekymringen sig om ikke være til besvær. Hvis I bare vidste hvor mange mennesker, der ikke vil være til besvær. Men man skal ikke vælge at dø fordi man ikke vil være til besvær. Hvad er det værdige i det? 

For mange handler det også om frygten for at miste kontrollen, at sidde på et plejehjem, usoigneret og savlende, ulykkelig og papegøje-snakkende, måske endda grænseløs og hæmningsløs, helt blottet for sit gamle jeg. Og jeg forstår den frygt. Jeg har den selv. Men det er jo netop her samfundet skal vise sin styrke. Ikke ved at lade dem vælge døden, men ved at sikre et værdigt liv midt i alle de forandringer.

Alt for mange får slet ikke lindret deres smerter og andre symptomer

Vi har en opgave i at tale om døden og sundhedsvæsnet har det især. Hvornår skal vi holde op med at behandle og give fred. Sundhedsvæsnet har også en opgave i at fortælle om men også udbrede tilbuddene af palliativ behandling. Alt for mange får slet ikke lindret deres smerter og andre symptomer.

Men jeg kan ikke finde en måde at tillade aktiv dødshjælp på, som ville tilfredsstille den enkeltes ønske og samtidig ikke have så omfattende konsekvenser for fællesskabet og den måde vi ser på liv, død, lidelse og omsorg på, at jeg kan gå ind for det.

Derfor er jeg imod.