Mens der de seneste år har været meget fokus på konsekvenserne af den halverede dagpengeperiode, har det været småt med fokus på konsekvenserne af den anden af Løkke-tidens store reformer, nemlig udfasningen af efterlønnen. Små fire år efter reformen har Netavisen Pio derfor sat Verner Sand Kirk stævne for at høre, hvad perspektivet er for de mennesker, der i fremtiden ikke vil kunne gå på efterløn.

Som direktør i AK-Samvirke, der er brancheorganisationen for de danske A-kasser, har Verner Sand Kirk i mange år fulgt udviklingen i antallet af folk på efterløn. Han mener, at reformen i 2011 bygger på et helt forkert grundlag, og at konsekvenserne for gruppen af især ufaglærte arbejdere kan blive meget store. Sand Kirk har tidligere været ude at kritisere VK-regeringens beregninger over hvor mange der ville falde ud af dagpengesystemet, og kritikken af VK-regeringens beregninger er lige så hård, når det kommer til efterlønsområdet.

Stadig færre går på efterløn
Ifølge Verner Sand Kirk, så var antallet af efterlønsmodtagere allerede stærkt nedadgående inden Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og De Radikale i 2011 vedtog den såkaldte Tilbagetrækningsreform. Det gælder både når man ser på antallet af personer på efterløn, og på andelen af efterlønsmodtagere i aldersgruppen 60-64 år.

Det skyldes tre forhold. For det første, så er der sket en generel forbedring af arbejdsmiljøet, uddannelsesniveauet er steget, og der er blevet færre af de fysisk, nedslidende job. Det betyder, at flere har mulighed for at arbejde efter de er fyldt 60 år. Det stigende uddannelsesniveau betyder også, at det for mange er blevet ”dyrt” at gå på efterløn, fordi faldet i indkomst er mere dramatisk.

Mange tilmeldte sig efterlønsordningen, selvom de faktisk ikke brugte den. Men det gav folk tryghed at vide, at de kunne trække sig tilbage, hvis kroppen sagde fra.

For det andet, så betød reformen tilbage i 1998, at det blev økonomisk attraktivt at vente med at gå på efterløn til man fylder 62 år, hvilket mange har gjort brug af. Antallet af tresårige, der gik på efterløn, blev fra 2005 til 2010 næsten halveret, fra knap 12.000 pr. halvår til godt 6.000.

Og for det tredje, så er der sket en generel ændring i opfattelsen af efterlønnen. Hvor den tidligere blev set som en tidlig pension, bliver den nu i højere grad set som en forsikring man kan bruge, hvis helbredet viser sig ikke at holde helt til pensionsalderen. ”Mange tilmeldte sig efterlønsordningen, selvom de faktisk ikke brugte den. Men det gav folk tryghed at vide, at de kunne trække sig tilbage, hvis kroppen sagde fra”, forklarer Verner Sand Kirk.

På bare ti år er antallet af efterlønsmodtagere blevet næsten halveret. I 2004 lå tallet på 180.000, men er siden da faldet drastisk, og lå i 2013 på lige omkring 100.000. Og i år forventes det at falde til omkring 90.000. Selv da arbejdsløsheden begynder at stige som følge af finanskrisen, fortsatte antallet af efterlønsmodtagere med at falde. ”Krisen betød, at mange, der mistede arbejdet, gik på efterløn. Så havde det ikke været for krisen, havde vi formentlig set et endnu større fald i antallet af efterlønmodtagere de senere år”, fortæller Verner Sand Kirk.

De kortuddannede går oftest på efterløn
For at undersøge, hvordan de forskellige grupper gør brug af efterlønsordningen, har AK-Samvirke opdelt antallet af efterlønsmodtagere på de forskellige A-kasser. Blandt de A-kasser, hvor flest medlemmer over 60 år er på efterløn, finder man 3F, der organiserer mange ufaglærte, Fødevarerforbundet NNF, der blandt andet organiserer slagteriarbejdere, samt FOA, der organiserer mange offentlige medarbejdere med kort uddannelse. Her ligger andelen, der er på efterløn, lige omkring de 60 procent.

Omvendt ligger grupper med lange videregående uddannelser, som eksempelvis akademikerne og ingeniørerne, nede omkring 20 procent. Altså cirka en tredjedel af de kortuddannede. Alene de tre fagforbund 3F, HK og FOA tegner sig for halvdelen af alle danske efterlønsmodtagere, mens medlemmer af Akademikernes A-kasse står for under 2 procent.

”På det tidspunkt man vedtog reformen i 2011, var efterlønnen allerede helt af sig selv ved at blive en ordning, der blev brugt af de grupper, den oprindeligt var tiltænkt, nemlig dem der er kommet tidligt ud på arbejdsmarkedet og har haft et hårdt, fysisk arbejde. Der var ikke mange golfspillende tandlæger på efterløn i 2011”.

Efterlønnen er blev afskaffet på forkert grundlag
Selvom 2011-reformen på papiret bevarede efterlønnen, om end i en beskåret udgave på tre i stedet for fem år, så mener Verner Sand Kirk, at Lars Løkke og Kristian Thulesen Dahl reelt afskaffede efterlønnen tilbage i 2011.

Det skyldes to forhold. For det første, så betaler næsten ingen unge længere det efterlønsbidrag, som er forudsætningen for at kunne gå på efterløn. Det skyldes formentlig, at de ikke længere har tiltro til, at efterlønnen vil eksistere, når de engang får brug for den, fortæller Verner Sand Kirk.

Der er ingen tvivl om, at mange i den gruppe risikerer at falde igennem på arbejdsmarkedet. Vi fik med Velfærdsforliget i 2006 en af verdens højeste pensionsaldre, og mange i gruppen med korte uddannelser vil ikke kunne holde så lang tid på arbejdsmarkedet. Nogle vil selvfølgelig kunne få førtidspension, men ikke alle.

For det andet, så blev der med reformen indført en meget voldsom modregning af pensionsopsparinger. Da stort set alle lønmodtagere i fremtiden vil have betydelige pensionsopsparinger, vil det derfor være meget lidt attraktivt at gå på efterløn. ”Mange vil i fremtiden stort set ikke kunne få noget efterløn udbetalt, fordi pensionsmodregningen er så kraftig”, fortæller Sand Kirk.

Verner Sand Kirk er dybt kritisk over for hele forløbet omkring 2011-reformen, som han mener bygger på nogle helt forkerte prognoser. Da Løkke med nytårstalen 1. januar 2011 lagde op til at afskaffe efterlønnen, præsenterede regeringen en prognose, som viste, at 110.000 personer vil være på efterløn i 2040.

Der var bare et væsentligt problem med prognosen: Den tog udgangspunkt i, at antallet af efterlønsmodtagere på daværende tidspunkt var over 140.000. Prognosen var to år gammel, og var allerede blevet overhalet af virkeligheden: Den faktiske udviklingen viste, at tallet var under 130.000.

Finansministeriet måtte lave en ny prognose, som tog udgangspunkt i det rigtige tal, og også Det Økonomiske Råd, ’Vismændene’, kom med en prognose, der var næsten identisk med Finansministeriets nye prognose. Begge prognoser forventer, at antallet af efterlønsmodtagere i 2040 vil ligge omkring 90.000. Omvendt lavede AK-Samvirke en analyse på samme datagrundlag, som vurderede antallet til under det halve. Alle fire prognoser fremgår af Figur 1 (det store fald i perioden 2019-2023 er midlertidigt og skyldes indfasningen af velfærdsforliget fra 2006).

Figur 1: Fire prognoser for udviklingen i antallet af efterlønsmodtagere

Siden da har den faktisk udvikling vist, at AK-Samvirkes prognose rammer mest præcist: Antallet af efterlønsmodtagere var i 2013 på knap 100.000, hvilket stemmer helt overens med AK-Samvirkes prognose, mens både Finansministeriet og Det Økonomiske Råd begge i deres 2011-prognose skyder cirka 10.000 personer for højt i deres prognoser for 2013.

Forskellen skyldes ifølge Verner Sand Kirk, at Finansministeriet og De Økonomiske Vismænd ikke indregnede det, Verner Sand Kirk kalder ’allerede konstateret ændret adfærd’: I takt med, at en større og større del af befolkningen får en videregående uddannelse, vil færre og færre også gøre brug af efterlønnen, og dermed vil det samlede antal af efterlønsmodtagere fortsat falde drastisk. Det forklarer den meget store forskel i antallet af efterlønsmodtagere i de tre prognoser.

”Det er jo et politisk valg, om man skal have en efterlønsordning eller ej. Men det bør være sådan, at beslutningerne tages på et oplyst grundlag”, mener Sand Kirk, der også fortæller, at AK-Samvirke sendte deres prognoser til politikkerne forud for vedtagelsen af reformen.

Vi risikerer, at rigtig mange falder i et stort hul, som er skabt på falske præmisser.

Flere af efterlønsreformens tilhængere, blandt andet Dansk Arbejdsgiverforening, har tilskrevet netop 2011-reformen æren for, at faldet i antallet af efterlønsmodtagere siden 2010 er større end forventet. Men den køber Verner Sand Kirk ikke: ”Reformen træder først gradvist i kraft fra 2014. Så det giver ikke mening at sige, at udviklingen fra 2010 til 2014 skyldes en reform, som slet ikke er trådt i kraft”, mener han.

Hvad med de nedslidte?
Spørgsmålet er så, hvad der i fremtiden skal ske med den store gruppe af især kortuddannede, som vil være afskåret fra at få efterløn? Ifølge AK-Samvirkes fremskrivninger ville gruppen have været på godt 40.000 personer i 2040. Verner Sand Kirk er ikke i tvivl om, at nogle af dem vil komme i klemme på fremtidens arbejdsmarked:

”Der er ingen tvivl om, at mange i den gruppe risikerer at falde igennem på arbejdsmarkedet. Vi fik med Velfærdsforliget i 2006 en af verdens højeste pensionsaldre, og mange i gruppen med korte uddannelser vil ikke kunne holde så lang tid på arbejdsmarkedet. Nogle vil selvfølgelig kunne få førtidspension, men ikke alle”.

Den socialdemokratiske folketingskandidat Peter Hummelgaard foreslog forleden i et indlæg i Politiken, at indføre en mere fleksibel tilbagetrækningsordning som er målrettet de lønmodtagere, der fremover ikke vil kunne få efterløn. Verner Sand Kirk er enig i, at noget bør sættes i stedet for efterlønnen, men har ikke nogen færdig opskrift på, hvordan en model kan se ud.

”Det er generelt svært at opstille parametrene for, hvem der skal kunne trække sig tidligere tilbage, og hvem der ikke skal kunne. Selvom nogle brancher typisk forbindes med større nedslidning end andre, så er der også inden for de enkelte brancher stor forskel. Der er gode virksomheder med et godt arbejdsmiljø, og der er dårlige virksomheder med et skidt arbejdsmiljø. Men ambitionen om at gøre noget, er jeg helt enig i. For vi risikerer, at rigtig mange falder i et stort hul, som er skabt på falske præmisser”.