”Ja, jeg er en forræder”. Arrangementet er knap nok kommet i gang, før Daniel Cohn-Bendit slår ud med armene og leverer aftenens første, men bestemt ikke sidste, overrumplende bemærkning.

Vi er på det Kongelige Bibliotek, hvor International Forfatterscene i Den Sorte Diamant har inviteret den fransk-tyske revolutionær, politiker, forfatter og tænker Daniel Cohn-Bendit til en halvanden times politisk debat, styret af DR-journalisten Adam Holm.

Daniel Cohn-Bendit blev som ung revolutionær kendt som ’Dany le Rouge’, Røde Daniel, da stod i spidsen for det berømte studenteroprør i Paris i 1968, der udløste generalstrejke i Frankrig og fik præsident De Gaulle til at opløse Nationalforsamlingen. Senere slog han ind på en parlamentarisk løbebane, og sad tyve år i Europa-Parlamentet for parlamentets grønne gruppe.

Sociale bevægelser er som havet – det går op og det går ned

Han kalder sig selv en ”tysk-fransk-jødisk bastard”, fordi han har boet i både Tyskland og Frankrig, og han har som den eneste været opstillet og valgt til Europa-Parlamentet i begge lande. I aften er de dog rollen som forræder, han tager udgangspunkt i:

”I politik bliver du ofte udråbt til at være en forræder, når du skifter mening og står for noget andet end det, du tidligere stod for. Da De Gaulle i 1968 under generalstrejken udskrev valg [for at standse generalstrejken, red.] sagde vi revolutionære: ’Det er forræderi at deltage i valget’. Så vandt De Gaulle. Et par år senere blev de revolutionære så forrådt af en forræder!”, fortæller Cohn-Bendit med henvisning til, at han selv begyndte at stille op ved valg.

”Vi havde skabt en af de største massebevægelser Europa havde set. Men sociale bevægelser er som havet – det går op og det går ned. Hvis vi virkelig vil ændre ved de sociale forhold, som vi kæmper for, så må vi arbejde gennem de etablerede institutioner som byrådet og parlamentet.”.

Skal vi ikke skrotte partierne?
Efter en lang karriere i politik står Cohn-Bendit måske foran endnu et forræderi. Hans nye bog, hvis titel bedst oversættes til noget i retning af ’Skal vi ikke afskaffe de politiske partier?’ er nemlig et direkte angreb på den måde, de politiske partier fungerer på i dag.

Selv afviser han dog denne aften at bogen kan ses som forræderi mod de etablerede partier: ”Der er åbenbart ingen, der læser de to sidste sider i den bog. Dertil er overskriften for genial”, svarer Cohn-Bendit og høster latter fra salen.

Hvis du kun er i politik for at vinde magten, så er du ubrugelig!

”Her skriver jeg, at selvfølgelig er et demokrati ikke muligt uden politiske partier. Udfordringen er, at vi må tvinge partierne til at ændre sig. Partipolitik bør ikke kun handle om at vinde magten. Politik bør handle om, hvordan man kan influere, overbevise, debattere og provokere et samfund, som ikke ved, hvor det skal bevæge sig hen, med sin egen vision. Hvis du kun er i politik for at vinde magten, så er du ubrugelig!”.

Hans grundlæggende indvending er, at partier i dag er for opportunistiske, og at de er mere optaget af interne magtkampe og af at vinde det næste valg, end af at tage en åben og ærlig diskussion med borgerne om de komplekse problemstillinger, samfundet står over for. I stedet må partierne lægge en vision frem, og de må turde være ærlige om de vanskelige dilemmaer, de står over for, mener han.

'Dany Le Rouge', 1968 (Foto: wikipedia)

Syriza og Podemos glemte at fortælle sandheden
Men er nye bevægelser som Syriza i Grækenland, Podemos i Spanien og for den sags skyld Alternativet i Danmark ikke netop eksempler på, at partier godt kan nytænke selve måde at være politisk parti på? Cohn-Bendit tager en dyb indånding.

”Syriza glemte, at politik også handler om virkeligheden. Syriza fik magten på to løfter, at fastholde Grækenland i Euroen og gøre op med sparepolitikken. Så fandt [partiformand og premierminister, red.] Tsipras pludselig ud af, at han havde et problem, for han kunne ikke få begge dele. Syriza talte ikke højt om dette dilemma med deres vælgere, de fortalte ikke åbent, at de valgte sparepolitikken for at kunne blive i Euroen, og på den måde blev de et almindeligt parti.

Syriza glemte, at politik også handler om virkeligheden

Podemos havde stor succes ved valget, de fik 20 procent. Men så stod de pludselig over for at skulle have del i magten. De havde sagt, at ’når vi kommer til, vil alt blive forandret’, men de kunne ikke lave et kompromis med de andre partier, og de diskuterede det ikke med deres vælgere. De kunne have sagt ’enten laver vi et kompromis med socialisterne og de liberale, og få et flertal, eller også ender det med et kompromis mellem de konservative og socialisterne’. Men i stedet får vi nu et nyt valg til juni, og efter det valg vil situationen være præcis den samme som i dag.

Som parti må du have en vision, og du må sige sandheden til vælgere, der stemmer på dig, om de problemer vi står over for. Og det har Syriza og Podemos ikke gjort!”

Angela Merkel turde indrømme fejl
Men er der da slet ingen politikere, som lever op til de idealer? Jo, Cohn-Bendit kan faktisk godt komme i tanke om en, nemlig den canadiske premierminister, der i efteråret 2015 brød 10 års konservativt styre i Canada:

”Justin Trudeau er den største og den bedste politikker! Han er dobbelt så god som Obama. Han satte sig for at vinde magten i et konservativt land ved at sige, at 'vi kan ikke bare prøve at være som de konservative'. Trudeau viste lederskab og ændrede det liberale parti i Canada.

Han sagde ’ja, vi er for det frie marked, men vi har brug for at regulere det’, han sagde ’Canada er et multikulturelt samfund, vi må fokusere på, hvad det giver os af fordele’, og han sagde ’selvfølgelig skal vi tage imod flygtninge’. Han er ved at ændre stemningen i landet og han er populær, fordi han tager ansvar og siger ’jeg står for noget’.”

Det var et utroligt øjeblik, fordi en politiker over for hele landet forklarede, at hun havde taget fejl

En anden politiker, som Cohn-Bendit overraskende fremhæver, er Angela Merkel. Selvom han politisk står et godt stykke fra den konservative forbundskansler, har han stor respekt for, at Merkel ved flere lejligheder har turde træffe beslutninger, der går imod hvad hun tidligere har ment. Han fremhæver blandt andet efterspillet til atomkraftulykken på Fukushima-kraftværket i Japan i 2011:

”Merkel blev valgt på et program om, at Tyskland havde brug for atomkraft. Så kom Fukushima-ulykken. Merkel gik på tv og sagde ’Jeg tog fejl. Vi må opgive atomkraft’. Det var et utroligt øjeblik, fordi en politiker over for hele landet forklarede, at hun havde taget fejl, og forklarede, hvorfor hun ændrede holdning.”

Moralsk uforsigtighed frem for moralsk forsigtighed
Generelt er Cohn-Bendit dog særdeles skeptisk over for det politiske system og de politiske partier. Han kalder det franske politiske system for ”råddet”, fordi striden mellem socialisterne og de konservative i al for høj grad handler om taktik og spil, frem for politisk indhold og om at løse de udfordringer, Frankrig står over for.

Valgsystemet betyder, at det parti, der klarer sig bedst, sætter sig på flertallet i parlamentet. Dermed forsvinder lysten til at samarbejde og gøre indrømmelser, hvorimod konfrontationen stiger. ”Det gør partier og politik fuldkommen latterligt”, mener Cohn-Bendit.

I politik må man tage chancer!

En del af problemet er ifølge Cohn-Bendit, at politik i dag præges af mange karrierer politikere. ”Når du er karrierepolitikere, så har du én ting i tankerne: Undgå at lave fejl! Og du har spindoktorer ansat til at fortælle dig, hvordan du for alt i verden skal undgå at indrømme, at du har taget fejl.”

I stedet mener Cohn-Bendit, at politikere må være parat til at tage chancer – også selvom de ikke kan være sikre på, at vælgerne vil støtte op bag dem: ”I politik må man tage chancer! Man kan ikke altid vide, om det vil lykkes at overbevise folk. Men du tager chancen, fordi du mener det er rigtigt, og forsøger at overbevise med dine ideer og visioner. Det var det, som Merkel gjorde. Hun var uforsigtig. Men jeg foretrækker moralsk uforsigtighed frem for umoralsk forsigtighed”.

"Jeg vil dø som optimist"
Daniel Cohn-Bendit er som europæisk føderalist overbevist om nødvendigheden af et stærkt Europa. Hvis de europæiske lande fortsat vil have mulighed for at påvirke den internationale udvikling, er der ifølge Cohn-Bendit intet alternativ til EU. Men også her har de etablerede partier svigtet, mener han:

”Politiske partier har ikke har modet til at fortælle vælgerne, at vi ikke kan løse problemerne nationalt. Vi kan ikke løse klimakrisen nationalt. Vi kan ikke regulere kapitalismen nationalt. Der er dem som siger, at Europa er en del af problemet, og det er også rigtigt. Men så må vi ændre det Europa, for alternativet er, at andre, såsom amerikanerne og kineserne, træffer beslutningerne for os!”

Han fremhævder, at den europæiske samfundsmodel bliver beundret mange steder rundt om i verden, og han er ikke i tvivl om, at de europæiske lande, trods de mange aktuelle udfordringer, i sidste ende vil komme frem til, at de er bedst tjent med at stå sammen.”Jeg vil dø som optimist”, erklærer ”Røde Dany”.

Daniel Cohn-Bendit er efterhånden blevet 71 år, men han både hans tale, fagter og udstråling tyder bestemt ikke på en mand, der har tænkt sig at holde op med at blande sig i debatten. Efter halvanden times intens debat takker Adam Holm af. Cohn-Bendit kalder sig selv en provokatør, og denne aften har han ikke mindst provokeret Europas etablerede partier.

Løsningerne, hvad det er for en alternativ fremtid med politiske partier, Cohn-Bendit forestiller sig, ud over at de skal ”have visioner” og ”fortælle sandheden”, står derimod knap så klart. Her vil undertegnende i hvert fald meget gerne høre flere og mere konkrete bud. Heldigvis ligner Cohn-Bendit ikke en mand, der er på vej på pension.

 

Arrangementet fandt sted på Det Kongelige Biblioteks Internationale Forfatterscene i Den Sorte Diamant onsdag 27. april.