Annonce

Engang kunne de gå på vandet - nu står britiske konservative til historisk nederlag

Det Konservative Parti blev i 2022 beskyldt for at føre “omvendt Robin Hood”-politik. Lige siden har alt peget i retning af socialdemokratisk sejr ved næste valg.
Foto: Departement of Treasury
Storbritanniens finansminister Rishi Sunak og USA's finansminister Janet Yellen møder kollegerne til G7-møde, juni 2021
Verdens mest succesfulde politiske parti.

Det blev Det Konservative Parti i Storbritannien døbt af det toneangivende nyhedsmagasin The Economist så sent som i 2019 efter, at de fik over 56 procent af pladserne i parlamentet ved valget samme år.

Nu står de til en historisk vælgerlussing ved næste valg til det britiske parlament, som forventes at blive udskrevet mod slutningen af 2024 og senest kan afholdes i januar 2025.

I hvert fald hvis man skal tro en storstilet og detaljeret meningsmåling foretaget af YouGov, finansieret af konservative donorer og bragt i dagbladet The Telegraph.

Ifølge den står Det Konservative Parti til at få hele 196 mandater færre end ved det sidste valg og altså gå fra 365 til kun 169 pladser i parlamentet. Det er mere end en halvering og ville være det værste valg for en siddende regering i Storbritannien siden 1906.

Målingen peger på, at særligt tilstedeværelsen af det nationalkonservative Reform UK på stemmesedlen kan spænde ben for Det Konservative Parti. I Storbritanniens valgsystem bliver mandaterne nemlig ikke, som i Danmark, fordelt proportionalt, og derfor kan det være en kæmpe fordel for Labour (det socialdemokratiske parti i Storbritannien, red.), hvis højreorienterede vælgere splittes mellem to partier.

Truss blev, særligt grundet skattefadæsen, på rekordtid den mest upopulære premierminister i landets historie

Den udfordrende valgmatematik er dog kun den seneste ud af mange genvordigheder, som Det Konservative Parti har gået igennem siden 2022.

Flere kriser

Først måtte den tidligere meget populære Boris Johnson gå af som formand for partiet og som premierminister, da det kom frem, at han havde dækket over en partifælles seksuelle krænkelser og løjet over for parlamentet.

Næste formand og premierminister var Liz Truss. Hun indledte sin regeringstid med lanceringen af en vidtgående konservativ skattepakke, der ville lette skatterne for adskillige hundrede milliarder kroner. En pakke, der af generalsekretæren i Trades Union Congress - modstykket til Fagbevægelsens Hovedorganisation herhjemme - blev kaldt en “omvendt Robin Hood”.

Hans tid som leder har været præget af et opgør med forgængeren Jeremy Corbyns meget venstreorienterede linje

Truss blev, særligt grundet skattefadæsen, på rekordtid den mest upopulære premierminister i landets historie med kun ni procents opbakning i befolkningen. Efter knap to måneder måtte hun trække stikket og overlade partiets - og landets - skæbne til Rishi Sunak. Han har dog, som den seneste måling viser, ikke i sine knap 14 måneder som premierminister formået at vende den synkende konservative skude.

Socialdemokratiske vinde

Den konservative ulykke har ført til socialdemokratisk håb, og meget skal gå galt for Labour-formand Keir Starmer, før Labour mislykkes med at genvinde magten ved det kommende valg. Labour står i YouGov-målingen til 385 mandater og dermed et absolut flertal.

Starmer er søn af en mor, der var sygeplejerske, og en faglært far og har forsøgt at genvinde tilliden hos de traditionelle arbejderklassevælgere, som vendte Labour ryggen i kølvandet på Brexit-afstemningen i 2016.

Hans tid som leder har været præget af et opgør med forgængeren Jeremy Corbyns meget venstreorienterede linje og de beskyldninger om antisemitisme, der ofte blev rettet mod partiet under Corbyn. En strid, som igen er blusset op i partiet i forbindelse med Hamas’ angreb på Israel d. 7. oktober og Israels efterfølgende bombardement af Gaza.

Indtil videre har de interne fløjkampe i Labour dog ikke frarøvet partiet dets førerposition. Dertil vejer de mange konservative fiaskoer tilsyneladende for tungt i vælgernes sind.

Studentermedjælper på Netavisen Pio. Studerer statskundskab ved Københavns Universitet.


Flere artikler om emnet