Nok ikke ved at omtale dem som den forhenværende formand for Socialdemokratiet i Kerteminde, Ib Knudsen, gjorde i mandags.

I et interview med Fyens stiftstidende fik han blandt andet sagt, at kvinder “kan skrige lige så meget på ligestilling, som de vil, når de ikke vil stille op alligevel”. Samt at kvinder er gode at have i de bløde udvalg, fordi de har fingeren på pulsen med børn og ældre.

Det vakte et forudsigeligt ramaskrig på de sociale medier og kostede ham formandsposten.

Men hvad var det egentligt den pensionerede smedesvend Ib mente? Såmænd at det er vigtigt med ligestilling, og at kvinder kunne noget, han selv mangler indsigt i. Det er håbløst formuleret, men intentionen er god nok.

Det syn på køn og det sprogbrug som Ib Knudsen og mange andre pensionerede håndværkere benytter sig af, er uhørt blandt journalister og akademikere, men det er nu engang sådan, en stor del af danskerne ser på verden og formulerer sig.

En sproglig skævert i en god sags tjeneste

Socialdemokratiet må gøre op med sig selv, om det skal være muligt for en håndværker uden medietræning at lave en sproglig skævert i en god sags tjeneste, eller om den slags opførsel skal sanktioneres som den skinbarlige sexisme.

Det er håbløst formuleret, men intentionen er god nok.

Man kan vælge at gøre som de radikale og den yderste venstrefløj og køre en nul-tolerance over for uheldige formuleringer, men så afskriver man sig en meget stor del af vælgerne, der mener det godt, men som ikke nødvendigvis er helt opdaterede med det nyeste korrekte sprogbrug om kvinder og minoriteter.

Ude på arbejdspladserne er det typisk sådan, at man måler en person på vedkommendes handlinger. Ikke så meget på hvad der bliver sagt. Det er den kultur arbejderbevægelsen er rundet af. Nidkært sprogrøgteri ender i skinhellighed.

Kvinder siger fra - godt! 

Det handler ikke om at man ikke må kritisere eller forvente noget af mennesker uden akademisk uddannelse. Ej heller at kvinder ikke både må og skal sige fra over for diskriminerende tale og handlinger.

I disse år sker der en positiv og nødvendig udvikling, hvor kvinder i alle aldre tager ordet for at gøre op med sexisme og overgreb i partierne.

I alt for lang tid har man i arbejderbevægelsens organisationer tolereret en opførsel af ledere og chefer, som man aldrig ville acceptere fra arbejdsgiverne.

S har også et problem med få arbejder-kandidater

Men spørgsmålet er, hvad godt der kommer ud at at hive en lokalformand igennem mediemøllen og fratage ham hans tillidshverv.

Skideballe og offentlig degradering gør ikke folk til bedre feminister. Tværtimod gødes jorden for en modreaktion.

Socialdemokratiet har nemlig ikke kun et problem med at få kvinder til at stille op. Man har et lige så stort problem med at få opstillet kandidater med ufaglært og faglært baggrund. Deres stemme mangler i debatten på samme vis som kvindernes.

I alt for lang tid har man i arbejderbevægelsens organisationer tolereret en opførsel af ledere og chefer, som man aldrig ville acceptere fra arbejdsgiverne.

Hvis man ønsker, at så mange som muligt skal være en del af den demokratiske samtale, så kræver det også, at man imødekommer hinanden med en minimum af god tro.

Det betyder samtidig, at man ikke altid behøver finde den allerstørste hammer frem, når nogen dummer sig.

Gentag ikke fortidens fejl

Når det er så afgørende at Socialdemokratiet ikke følger venstrefløjens kønsradikalisme og identitetspolitik, så er det, fordi man allerede en gang har begået den fejl at stille sig på den forkerte side af kulturkampens klasseskel.

Hvis en socialdemokratisk arbejder var dukket op i sin partiforening i 90'erne og på arbejdersprog havde fortalt om integrationsproblemer i hans eller hendes boligforening, så var vedkommende blev læst og påskrevet af alle dem i ejerbolig og med lange uddannelser.

Det betyder samtidig, at man ikke altid behøver finde den allerstørste hammer frem, når nogen dummer sig.

Det gad arbejderen høre på de første ti gange. Så gik vedkommende over til Pia Kjærsgaard, der rent faktisk lyttede.

Det samme kan ske i kønsdebatten, som kan være et minefelt for alle, der ikke følger med i den nyeste forskning, men som tager udgangspunkt i deres egen hverdag og oplevelser.

Sociale fremskridt sker kun, når man kan få flertallet med på ideen. Det har altid været arbejderbevægelsens succesopskrift. Det gælder også ligestillingskampen. Den kan ikke gennemføres uden mænd som Ib, så lad være med at gøre ham til fjenden.