Et samfund skal støtte de svageste, ikke give dem en vej ud

Da jeg var ung, gik jeg ind for aktiv dødshjælp, fordi den slags skulle jeg nok selv bestemme. I dag er jeg stærk modstander af aktiv dødshjælp, og her er nogle af årsagerne.

For det første er smertelindringen, den såkaldte palliation, blevet meget bedre. Min kollega Søren Gade lagde både sin mor og sin hustru i graven til samme kræftsygdom med 12 års mellemrum.

Det var to vidt forskellige oplevelser, fordi smertebehandlingen er blevet så meget bedre i mellemtiden.

Og som Søren fortæller: ”De gode timer var i overtal selv de sidste dage”. Han tilføjer, at hans døtre aldrig ville have tilgivet ham, hvis han havde og hans hustru havde besluttet at tage nogle af disse timer fra børnene.

En anden kollega, Flemming Møller Mortensen, der mistede sin mand til kræft for nogle år tilbage, fortæller, at når det palliative team kom, var det, som om en engel trådte ind i stuen.

Glidebanen i Holland

Så meget hjælp er der at få i dag. Det er desværre bare ikke alle, der får det. Det skal vi gøre bedre.

Læs også:Nej til aktiv dødshjælp. Absolut nej

For det andet skal man ikke kigge længere end til Holland for at se, at glidebanen er virkelig. I 2024 døde 9958 mennesker i Holland ved aktiv dødshjælp. Et tal, der stiger hvert år.

Et helt urimeligt pres på syge og handicappede mennesker

Har man først åbnet muligheden for mennesker med de allerværste lidelser som f.eks. ALS, vil også andre kunne kræve samme ret. 

Folk med psykiske sygdomme og børn helt ned til nul år får nu tilbudt aktiv dødshjælp i Holland.

En byrde

For det tredje lægger det et helt urimeligt pres på syge og handicappede mennesker. Som Janus Tarp fra Ulykkespatientforeningen, der selv er lam fra halsen og ned, siger;

Muligheden for aktiv dødshjælp vil få mennesker som ham, der er helt afhængig af andres hjælp, til at overveje, om ikke tiden er kommet til at befri sine pårørende for dette besvær.

Læs også:Aktiv dødshjælp er ikke løsningen – det er lindring og sjælesorg

Men et svært handicappet menneske, der har brug for hjælp, skal ikke føle sig til besvær. Og meget syge mennesker skal ikke bruge deres sidste dage og uger af deres liv på at overveje, om de skal bede om aktiv dødshjælp.

Som en borger, der har fået konstateret Alzheimers, skrev til mig for nyligt: ”Vedtager I aktiv dødshjælp, tvinger I mig til at kigge dybt ind i mørket og se og høre, hvilket helvede på jord jeg risikerer at skulle igennem i den sidste tid.”

Vil jeg i givet fald lade mig blive aflivet?

Han tilføjer, at han i så fald vil blive tvunget til et valg, han ikke ønsker at blive stillet over for: ”Vil jeg risikere rædslerne, eller vil jeg i givet fald lade mig blive aflivet??” 

Han tilføjer den vigtige pointe, at de tanker vil føre ham ”væk fra at forsøge at leve i nuet og i stedet vise mig ind i frygten for fremtiden”.

Slip kontrollen

For det fjerde er sundhedspersonalet i Danmark imod. De blev læger og sygeplejersker for at helbrede og lindre. Ikke for at aflive andre mennesker.

Vi moderne mennesker tror, vi skal styre alting. Nu vil vi også til at styre vores egen død. Men døden kan vi ikke styre. 

Den kommer til os alle i sidste ende og er den ultimative magtesløshed.

Døden bestemmer vi ikke selv over

En af grundene til, at mennesker bliver stresset, er netop, at vi tror, vi skal styre og klare alting. Vi vil ikke indrømme, at vi har langt mindre magt over vores liv, end vi går rundt og tror.

Sandheden er, at netop døden bestemmer vi ikke selv over. Vi kan selvfølgelig altid fremskynde den, men holde den væk kan vi ikke. Lad os i stedet tale om døden, lindre smerten og være taknemmelig for de timer, vi får sammen.