Den økonomiske ulighed i København vokser hastigt i disse år – visse områder er galopperet afsted siden den økonomiske krise startede, mens andre stagnerer eller bliver endda fattigere, det viser en ny analyse foretaget af Arbejdernes Erhvervsråd.

Hvor de ti fattigste sogne i København har oplevet en indkomstfremgang siden krisens start på mellem -2 og 11 procent, har de 10 rigeste sogne haft en indkomstfremgang på 22-38 procent siden krisen.

”Det er en trist udvikling, der er skadelig for sammenholdet og fællesskabet. Det er entydigt dårligt, at så mange børn vokser op i fattige familier. Som socialdemokrat er det hjerteblod, at alle skal have muligheder i vores samfund,” siger Frank Jensen, overborgmester i København, til Netavisen Pio.

Der er langt fra Garnisons Sogn til Brønshøj
AE-analysen har undersøgt indkomstforskellen mellem Københavns 66 sogn og der er en meget klar forskel på den fremgang, som de ti rigeste og fattigste sogne har haft. ”Det tegner overordnet et billede af, at de fattigste områder i København ikke har fået glæde af det økonomiske opsving – i hvert fald ikke endnu,” forklarer analysechef Jonas Schytz Juul fra AE.

Det rigeste sogn er Garnisons sogn i Indre By omkring Amalienborg, hvor den gennemsnitlige indkomst efter skat per husstand i 2016 var på 409.100 kroner. Det fattigste sogn er Tingbjerg i Brønshøj, hvor gennemsnitsindkomsten er 150.000 kroner efter skat. Alle de 10 rigeste sogne ligger i enten Indre By, på Østerbro eller Frederiksberg, mens de 10 fattigste primært ligger i Brønshøj, Nørrebro og Nordvest.

København er ikke kun brolagt med guld og velhavere
Uligheden er ikke et lokalt københavnerfænomen, men afspejler udviklingen i hele Danmark, forklarer Frank Jensen: ”De rigeste bliver rigere, mens de fattige ikke i samme omfang er med på opsvinget. Udviklingen for de velhavende er ikke anderledes i København, end den er andre steder, men samtidig oplever de dårligst stillede ingen fremgang,” siger Frank Jensen, som også understreger, at undersøgelsen er med til at bevise, at billedet af København som værende ”brolagt med guld og velhavere, er helt galt.”

København er på godt og ondt en storby og har derfor en overrepræsentation af indvandrere, af fattige, udsatte, misbrugere og hjemløse

”København er på godt og ondt en storby og har derfor en overrepræsentation af indvandrere, af fattige, udsatte, misbrugere og hjemløse.”

Frank Jensen forklarer, at det for ham er hjerteblod, at alle skal have lige muligheder i samfundet: ”Personligt bekymrer jeg mig mindre om de rige end om de fattige,” siger han.

I København arbejder han derfor aktivt for at blande byen: ”Vi arbejder på at blande boligtyperne ejer, lejer, almen og andel, så vi undgår fortidens ghettodannelser. Når vi bygger nyt i byen bygger vi dyrt og billigt sammen,” siger han og fortsætter:

”Og så arbejder vi målrettet på at alle børn får en chance – på en tidlig indsats for at alle børn får et godt dagtilbud og på at løfte udskolingen, så alle børn kan få en uddannelse. Så fremtiden for børn fra ringe sociale kår ikke bliver en gentagelse af forældrenes liv.”

’Vi kan ikke egenhændigt ændre på de rammer, regeringen sætter’
Men kampen for et mere lige København foregår ikke på Københavns Rådhus alene, og det er et mål, som ikke deles af den siddende regering. Skatteminister Karsten Lauritzen præsenterede i sensommeren regeringens skatteudspil med følgende udtalelse:

”Den her reform skaber ulighed, men det gør vi med åbne øjne. Når vi belønner folk, der arbejder, skaber vi ulighed. Danmark bliver et lidt mere ulige land efter denne reform,” sagde han.

vi kan ikke egenhændigt ændre på de rammer, regeringen sætter

Der er opsving i København nu, hvilket er godt, da det får lønningerne og priserne på boliger til at stige, pointerer Frank Jensen:

”Men når regeringen samtidig skærer i kontanthjælp og sænker integrationsydelsen, så er der nødvendigvis en del af borgerne i København, der bliver fattigere og bliver endnu mere koblet af. Den udvikling kan vi gøre vores for at afhjælpe ved at skaffe beskæftigelse og bryde den sociale arv og prøve at få alle med på opsvinget - men vi kan ikke egenhændigt ændre på de rammer, regeringen sætter.”