Da jeg så forsiden af Pernille Skippers bog, var jeg helt igennem fuld af opmuntring. Endelig vil det blive sagt:

Fuck, hvor er det ofte pisse træls at være en venstreorienteret kvinde i politik.

Ja, det er træls at være kvinde, ja det er generelt nederen at være ung kvinde i politik - men som en del af racen “ung venstreorienteret kvinde”, så har jeg manglet at præcis vores grundvilkår blev råbt op om.

Modigt at stå frem

Inden jeg skriver min anmeldelse, bliver jeg bare nødt til at sige: 

Tak til Pernille Skipper, for de dele af bogen, hvor hun pisse modigt tør stå frem og fortælle om lige præcis det.

Om at fortælle om den vrede, der fyldte hende, da man betvivlede om hun var en god mor, fordi hun tog mindre barsel.

Om ærligheden om, at vi som kvinder får at vide, at vi ikke må græde, men hun alligevel græder af vrede, efter Pia Kjærsgaards angreb på hende i pressen, da hun havde sit barn med på siden i salen.

Men ikke mindst om de vanvittige herskerteknikker som alle os unge, især kvinder, har oplevet og stadig oplever

Om utrygheden over trusselsniveauet og for at dele de vanvittige beskeder, som hun har fået over årene.

Men ikke mindst om de vanvittige herskerteknikker som alle os unge, især kvinder, har oplevet og stadig oplever. Dem, vi oftest kun tør tale om med hinanden.

Det er modigt, at turde fortælle om, hvordan det åbenbart skal være Per Clausen, der fortæller samme historie, som hun vel og mærke har gjort tidligere, før folk lytter.

Grundet alle de her ting, håber jeg virkelig at rigtig mange vil læse hendes bog og få en indsigt i, hvor fucking nederen det er at være en venstreorienteret kvinde, der ytrer sin holdning offfentligt i politik.

Behøver ikke undskylde

Jeg må indrømme, at som et feministisk kampskrift, som den her bog også i høj grad bærer præg af at ville være, der udvaskes overståede pointer en smule.

Der findes masser af fantastiske feministiske bøger. Der findes masser af bøger om den strukturelle sexisme, der stadig findes i vores samfund.

Derfor må jeg indrømme, at jeg ikke føler det gør bogen noget godt, når hun hele tiden vil undskylde, hvad hun skriver

Men der findes ikke mange bøger om de grundlæggende voldsomme skæve vilkår, som præcis kvinder, der tør komme med især værdimæssige, venstreorienterede holdninger, lever med.

Derfor må jeg indrømme, at jeg ikke føler det gør bogen noget godt, når hun hele tiden vil undskylde, hvad hun skriver.

Hver gang Pernille Skipper fortæller om, hvor voldsomt nederen det har været at være i politik, så kommer der en længere forklaring om, at det altså også er skidt, hvor dårlig lønnen er for sygeplejerskerne.

Eller et OBS på, hvor skævt det er at en socialrådgiver ikke har haft PET-beskyttelse, men det har hun. At der er mange kvinder, der generelt får rigtig mange trusler på sociale medier.

Folk skal læse den her bog

Et eksempel på dette er, når hun fortæller om den udstilling, der var af hende i pressen efter Pia Kjærsgaard som formand for Folketinget havde smidt hende og hendes baby ud af Folketingssalen.

Her kommer der i mine øjne en unødvendig relativisering med, at “nogle kvinder bliver set skævt til, når deres otteårige sidder i personalestuen”.

Der er behov for, at hun siger "rend mig" uden noget aber dabei

Misforstå mig ikke: der er en kæmpe skævhed generelt. Sygeplejersken skal have mere i løn. Socialrådgiverne skal selvfølgelig beskyttes og ingen trusler er i orden. Og selvfølgelig skal der være plads til børn i personalestuen.

Men når jeg læser overskriften “rend mig” fra en kvinde, der har været ung, venstreorienteret og i magtens centrum, så behøves der ikke noget “men”. Det behøves ikke at udvandes.

For helt ærlig. Der er behov for, at hun siger "rend mig" uden noget aber dabei.

Folk skal læse den her bog. Men til alle jer andre venstreorienterede kvinder: 

Bare sig “rend mig”. I behøver aldrig at sige “men”.

 

Pernille Skipper. 'Rend mig - Jeg har haft lyst til at sige det til mange før dig…'.240 sider. Politikens Forlag. Er udkommet.