Gæt en bombemand

Bomber i Boston: Hvorfor pisker DR en stemning op, inden nogen aner noget som helst om hvem der står bag?
Ingen, der læser DRs Facebookside, har det fjerneste mulighed for nogensinde at kunne svare på, hvem der stod bag attentatet. Det eneste det lægger op til er rendyrket spekulation, gisninger og fordomme.

Bombeattentatet imod Boston Marathon er naturligvis en fej udåd, der - uanset hvem der stod bag - må fordømmes af alle mennesker. Forhåbentligt vil de amerikanske myndigheder hurtigt opklare, hvem der stod bag denne horrible forbrydelse og stille ham, hun eller dem for en domstol. Men inden vi ved, hvem der står bag og hvad deres motiv var, er der ingen grund til at piske folkestemninger op.

 

Det er en kendt sag, at hvis du skal engagere dine brugere på Facebook og få din historie bredt ud, så skal du enten bede dem om at dele dit opslag eller stille dem et spørgsmål. Men i jagten på likes, shares og reach gik det helt galt for DR Nyheder.

”Hvem tror du står bag bomberne i Boston?”

Det spørgsmål valgte DR Nyheder at stille sine followers på Facebook som supplement til en historie om en amerikansk ekspert der udtalte, at det var muligt at der kun var en aktør, der stod bag terrorangrebet.

Ikke overraskende var der adskillige læsere, der straks undrede sig højlydt over denne ret ekstreme form for fisken efter kommentarer, med et spørgsmål som ingen, der læser DRs hjemmeside, har det fjerneste mulighed for nogensinde at kunne svare på. Det eneste det lægger op til er rendyrket spekulation, gisninger og fordomme.

Måske burde DRs medarbejdere prøve at lægge bånd på dem selv, inden de lægger madding ud til internettets horder af anti-islamister og konspirationsteoretikere.

Det fik DR Nyheder til at svare følgende:

”Vi beklager, at vi stillede et spørgsmål her på Facebook, om hvem der står bag eksplosionerne i Boston. Det er selvfølgelig umuligt at svare på lige nu. Mvh. Katrine, dr.dk

Andre deltog dog i gladelig i gættelegen, hvor både islamister, amerikanske våbenproducenter og Bjarne Corydon blev udråbt som mere eller mindre sandsynlige gerningsmænd.

Men for at undgå konspirationer og unødig hetz imod befolkningsgrupper, som man blandt andet så det i forbindelse med bomben i Oslo inden Utøya, hvor flere var hurtigere til at sammenkæde handlingen med islamisk terrorisme, burde "Katrine" og DRs øvrige medarbejdere måske prøve at lægge bånd på dem selv, inden de lægger madding ud til internettets horder af anti-islamister og konspirationsteoretikere.

 

Update: Efter et par timer kom DR til fornuft og valgte derfor at slette opslaget, samt udstede en uforbeholden undskyldning.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce