Christian Rabjerg Madsen er 29 år og er en af de nye, der sidste år blev valgt til folketinget for Socialdemokraterne. Han er på mange måder arketypen på den nye generation af politikere, der i disse år indtager Christiansborg. Han er statskundskabsuddannet og har en fortid i konsulentbranchen, inden han for to år siden flyttede til Kolding for at stille op til folketinget.

Han tager imod mig i Folketingets lobby. Halvvejs oppe af trapperne lyder der et fløjt fra en vagt bag os. ”Glemmer du ikke noget, hr. Madsen?”

Han slår sig på panden, og vi vender tilbage til receptionen, hvor vagten udstyrer mig med det obligatoriske navneskilt, som alle besøgende skal bære synligt på Christiansborg. ”Som en ung fyr opvokset i Vestjylland skal man lige vende sig til al den sikkerhed og formalitet, der præger København,” siger han og griner. Han er fra Varde.

Christian lyder meget bevidst om, hvor han kommer fra, og hvem han repræsenterer. Hele spørgsmålet om den voksende ulighed mellem land og by, ligger som et spor af underlægningsmusik, i alle politiske emner vi diskuterer. ”Jeg burde være blevet en ung venstreløve. Det er ligesom farven, der hvor jeg er fra. Men jeg oplevede, at man ved at investere tid i fællesskabet kunne gøre en konkret forskel for konkrete mennesker. Foreningslivet viste mig, at man ikke kan bruge det liberale frihedsbegreb til noget som helst. Vi er noget i kraft af hinanden. Frihed og muligheder er kun noget værd, når vi går sammen om at skabe nogle rammer, så alle får muligheder for at udleve deres potentiale.”

En af de oplevelser, som fodrede Christians voksende harme over social uretfærdighed, kom i forbindelse med et ophold i London: ”Jeg fik arbejde på et stort hotel. Her hev man bare snesevis af østarbejdere ind. Der var en voldsomt hård tone og intet sammenhold mellem de ansatte. Vi tjente fem pund i timen og måtte vogte os for stikkerkultur og et arbejdsmiljø, hvor alt foregik på ledernes præmisser.”

Globaliseringens dilemma
Det var troen på fællesskabet og harmen over social uretfærdighed, der gjorde at Christian Rabjerg Madsen meldte sig ind i Socialdemokratiet. At det ikke blev et af de andre partier på venstrefløjen skyldes, at intet andet venstreorienteret parti har været i stand til at skabe de politiske resultater.

Derfor er det også en bekymring overfor et fællesskab, der er presset udefra af globaliseringen, og hvad han ser som en stigende geografisk uretfærdighed i Danmark, der optager hans politiske arbejde.

”Vi bliver nødt til at løse globaliseringens dilemma. På den ene side er fænomenet en kæmpe fordel for Danmark. Men det fordeler også sine byrder og gevinster ulige. Globaliseringen har to hoveder: et godt, og et ondt. Det ene hoved skal løslades og frigøres, så vi fortsat kan nyde gavn af det. Det er handel med udlandet, kulturudveksling, nye muligheder. Men det andet hoved skal tøjles og bringes under kontrol. Det er ulighed, økonomisk uretfærdighed og masseindvandring. Globaliseringen opleves meget forskelligt afhængigt af, om man er ufaglært i Vamdrup eller højtlønnet akademiker i Valby. Vores opgave er at sikre, at den ufaglærte ikke overhales af udviklingen.”

Det er også i diskussionen om den internationale konkurrence, at man ifølge ham skal finde Socialdemokraternes helt unikke position i dansk politik: ”Alle andre partier vil enten flygte fra globaliseringens økonomiske konsekvenser og lukke Danmark af, eller omfavne dem ubetinget. Socialdemokraterne er det eneste parti, der anerkender, at de økonomiske gevinster af globaliseringen er en berigelse for danskerne, men samtidig accepterer, at der ligger en kæmpestor politisk opgave i at sikre, at denne berigelse fordeles retfærdigt.”

Indvandringen må begrænses
Christian Rabjerg Madsen mener, at økonomiske forandringer langtfra er det eneste, som globaliseringen bringer med sig: ”Socialdemokraterne har en klar dimension af international solidaritet. Men vi har også et ansvar for den velfærdsstat, som vores forfædre har bygget op. Både økonomisk og hvad angår kulturel og værdimæssig sammenhørighed. De to aspekter af vores politiske identitet skal balanceres.”

Han tager en slurk af kaffen, og kigger ud af det lille vindue nær loftet, der lyser hans kontor op. Hans ansigt har antaget en eftertænksom mine, efter samtalen er faldet på indvandringen.

”Hvis de tal, som vi ser nu, fortsætter, så vil det få store konsekvenser for den måde, vi tænker på velfærdsstaten. Vi kan slet og ret ikke både blive ved med at give opholdstilladelser og familiesammenføringer i massevis, og samtidig beskytte vores samfundsmodel.”

Men det er højrefløjen vel enig i, spørger jeg.

”Der findes reelt ingen partier, der deler Socialdemokraternes opfattelse på det her punkt. Venstrefløjen og de radikale svigter, ved ikke at forholde sig til de økonomiske og kulturelle udfordringer, asylstrømmen medfører. Højrefløjen svigter vores internationale ansvar, og skærer massivt i den ulandsbistand, der skal begrænse antallet af mennesker på flugt. Som så ofte før i historien, befinder Socialdemokraterne sig på en udskældt – men ikke desto mindre rigtig – position imellem højre og venstre.”

Christian Rabjerg Madsen fortæller at han bliver oprørt, når folk sammenligner Socialdemokraterne med Dansk Folkeparti: ”Dansk Folkeparti har haft held til at bilde folk ind, at de både vil stramme på udlændingeområdet og bevare det Danmark, vi kender. Det holder ikke. DF er garant for en Lars Løkkes regering, der skærer på velfærden i kommunerne, har droppet indsatsen mod social dumping og sparer på den uddannelse, der er forudsætningen for, at flere kommer med på globaliseringens godstog.”

Der skal slås hårdt ned på hadprædikanter
Udlændingespørgsmålet drejer sig dog om mere end økonomi. Det handler også om hvilke værdisæt som udlændinge bringer med sig til Danmark.

”Vi bliver nødt til at forholde os til, at man i store dele af indvandrermiljøet har værdier, vi ikke har set i Danmark i 100 år. 77 % af danske muslimer mener, at koranens anvisninger skal følges fuldt ud. 43 % mener, at kvinder bør tildække sig. 52 % mener, at islam ikke skal tilpasse sig det vestlige samfund. Hvis integrationen skal lykkes, så skal de tal ændre sig. Og det haster.”

Det er dog vigtigt for ham at understrege, at han ikke deler højrefløjens mere generelle kamp mod islam som sådan:

”Socialdemokraterne anser ikke islam som noget, der partout er problematisk i sig selv. I Danmark er der plads til alle religioner, når de forenes med værdier som frihed, ligestilling og demokrati. Vi skal ikke acceptere, når religion bliver et instrument til social kontrol i parallelsamfund. Omvendt skal vi udvise tolerance, rummelighed og forståelse for forskellighed, når eksempelvis muslimer yder en indsats i vores samfund, på arbejdsmarkedet og i foreningslivet. Den indstilling tror jeg i øvrigt, at jeg deler med langt de fleste danskere.”

”Hvad er det, som højrefløjen gør forkert i den forbindelse?”

”Dansk Folkeparti tror ikke på integration, og selv deres folkevalgte medlemmer bliver gang på gang fældet af rabiate, hadefulde udfald mod muslimer. Det bidrager ikke til integration. Men også andre borgerlige politikere som eksempelvis Rasmus Jarlov (K) har kaldt muslimer fanatiske, hvis de beder fem gange dagligt. Det er en udansk udtalelse. Hvis mennesker yder en indsats og bakker op om samfundets grundlæggende værdier, så må de bede alt det de vil.”

Der opstår en kort tavshed, mens Christian tænker sig om: ”I virkeligheden trækker dette spørgsmål tråde tilbage til det miljø, jeg er fra, i de små danske byer. Udfordringen for det foreningsdanmark, som jeg nævnte i begyndelsen, er, at hadprædikanter, islamister og patriarker kan udnytte vores basisdemokratiske institutioner. De bruger foreningerne til at sikre sig kontrol over boligområder, tilrane sig privilegier i parallelsamfund og kapre dominans via religiøse forordninger.

Det skal vi være langt bedre til at slå ned på. Vi skal nægte de her mennesker adgang til foreningernes instrumenter, til den kommunale støtte, til lokaler. Flertallet af muslimer er jo de største ofre for hadprædikanternes kontrol og opildning til splittelse.”

 

Casper Gronemann er cand.scient.adm.

Interviewet er gennemført i december, og er det første i en serie af interviews med unge, nyvalgte socialdemokratiske folketingsmedlemmer.