Ordene kommer fra islændingen Frosti Sigurjónsson, som netop har udarbejdet en rapport med forslag til reformer af det islandske pengesystem. Målet er at undgå en ny bankkrise som den, der i 2008 trak tæppet fuldstændig væk under øens økonomi og sendte vulkanøen på alverdens forsider. I årene op til krisen havde de tre store islandske banker haft en voldsom vækst i deres udlån, og da krisen ramte, og lånene ikke kunne tilbagebetales, var ikke kun bankerne, men hele samfundet, i dyb gæld.

Sigurjónssons redegørelse er et forsøg på at forstå, hvad der gik galt den gang, og komme med anbefalinger til, hvordan noget lignende kan undgås i fremtiden. Og med sit fokus på skabelsen anlægger han en utraditionel vinkel på årsagerne til krisen.

Mens der i kølvandet på finanskrisen har været meget snak om kapitalkrav, skat på finansielle transaktioner og muligheden for at opsplitte store banker, så har spørgsmålet om hvordan penge skabes og fordeles indtil nu været helt fraværende. Det vil initiativet Gode Penge lave om på, og derfor indkaldte de torsdag i sidste uge til høring på Christiansborg.

Bankerne skaber vores penge
Foreningen Gode Penge blev stiftet for et par år siden, og har siden gennem blandt andet foredrag, debatindlæg og møder med politikere forsøgt at sætte fokus på, at der er behov for en grundlæggende opgør med den måde, hvorpå vi i dag skaber og fordeler penge.

”Vi mente der manglende viden om, hvordan vores penge egentlig bliver skabt. Ikke kun i den brede befolkning, men også blandt vores politikkere. Det handler især om, at bankerne i dag kan skabe penge som gæld. Derfor stiftede vi foreningen, og siden da har vi arbejdet på forskellige niveauer. Både for at oplyse og skabe debat blandt den brede befolkning, og for at forsøge at påvirke politikkerne”, forklarer Tune Revsgaard Nielsen, der er politisk koordinator i Gode Penge og til daglige studerer økonomisk historie på universitetet i Lund.

Der er særligt to gængse forestillinger, som foreningen ønsker at gøre op med. For det første forestillingen om, at det er Nationalbanken, der styrer pengemængden i samfundet. Nationalbanken styrer ganske rigtigt seddelpressen, altså den rent fysiske fremstilling af mønter og sedler, som sættes i omløb. Men ifølge Gode Penge er det i dag kun lidt over 6 procent af den danske pengemængde, som består af mønter og sedler. De restende knap 94 procent udgøres af såkaldt kontopenge, det vil sige penge som flyttes rundt elektronisk mellem forskellige bankkonti. Og den del af pengemængden har staten ingen indflydelse på.

For det andet forestillingen om, at bankerne blot låner de penge ud, som andre har sat ind på deres bankbøger. Altså at når Hr. Jensen låner penge til et nyt hus, så får han de penge i hånden, som Hr. Sørensen netop har sat ind på sin opsparing. Men reelt er der ikke længere nogen sammenhæng mellem udlån og indlån, for bankerne låner langt flere penge ud, end de får ind i indlån.

Dermed er bankerne med til at øge den samlede pengemængde i samfundet. Derfor taler Gode Penge ikke om, at bankerne låner penge ud, men om at bankerne skaber penge. Og når bankerne skaber nye penge, skaber de også ny gæld.

Arven efter Milton Friedmann
Tune Revsgaard Nielsen fortæller, at det indtil nu primært af været den venstre side i Folketinget, som har vist interesse for forslagene fra Gode Penge. Det er da også SF og Alternativet, som har været med til at stable høringen på benene. ”Men vi mener, at det burde være noget, som alle partier går op i. Faktisk stammerne tankerne fra Milton Friedmann og Chicagoskolen, som ofte forbindes med en liberalistisk økonomisk politik”.

Heller ikke Frosti Sigurjónsson kan kaldes ræverød eller ’alternativ’. Han er medlem af de islandske parlament for partiet Framsóknarflokkurinn, eller på dansk ’Fremskridtspartiet’. Partiet har ikke noget at gøre med et tidligere dansk parti af samme navn, men ligner med sit udspring i bondebevægelsen snarere det danske Venstre.

Frosti Sigurjónsson indleder selv med at fremhæve Friedmann og de såkaldte monetaristiske skole. Milton Friedmann fik i 1974 Nobelprisen i økonomi for sin forskning i sammenhængen mellem pengemængde og inflation. Han fik stor som var det store spøgelse i 1970’erne. Op gennem 80’erne og 90’erne tabte hans teorier dog betydning, da der tilsyneladende ikke længere var sammenhæng mellem inflation og pengemængde, og inflationen ikke længere udgjorde et centralt økonomisk problem.

Men ifølge Sigurjónsson har sammenhængen ikke forsvundet, den kommer blot til udtryk på en anden måde end tidligere. Med dereguleringen af finans- og kapitalmarkederne fra 1980’erne og fremefter er den øgede pengemængde i stigende grad blevet brugt at bankerne til spekulere, hvilket har ført til gentagne økonomiske ’bobler’ på blandt andet aktie- og boligmarkedet – og tilsvarende stor opbygning af gæld.  Man kan sige, at inflationen har forskubbet sig fra de almindelige forbrugerpriser over mod aktie- og boligmarkedet.

At bankerne har fået kontrol med pengemængden betyder også, at statens mulighed for at styre konjunkturudviklingen blive begrænset. Bankerne handler nemlig procyklisk, det vil sige de forstærker de udsving, der i forvejen er i økonomien: I gode tider vil bankerne være villige til at låne flere penge ud, fordi de forventer større afkast. Og de dårlige tider holder de igen med udlån, af frygt for, at lånerne ikke kan betale dem tilbage. Det øger risikoen for overophedning i gode tider, og kan forlænge krisen i dårlige tider.

Pengemængden skal fastsættes uafhængigt
I 2008 bristede boblen, der var opbygget gennem mange års spekulation. Det fik store konsekvenser for bankerne, som ikke kunne få de penge hjem igen, de selv havde skabt. Staterne måtte træde til med enorme hjælpepakker, og hele samfundet blev ramt med stor arbejdsløshed til følge. Alt det kunne have været undgået, hvis der havde været bedre styr på pengemængden, mener Sigurjónsson.

Han anbefaler derfor, at skabelse og fordeling af penge i fremtiden klart adskilles. En politisk uafhængig instans, eksempelvis under Nationalbanken, skal hvert år fastsætte hvor meget den samlede pengemængden må vokse. Bankerne skal altså ikke længere selv kunne skabe nye penge.  Dernæst skal selve fordelingen af den ekstra pengemængde fastsættes af parlamentet. I den forbindelse ønsker Sigurjónsson, at pengene i højere grad fordeles uden om bankerne og direkte til virksomhederne.

Bankerne vil investere pengene der hvor de giver størst afkast, og hvis banken skønner der er større afkast ved at spekulere for pengene eller købe eksempelvis statsobligationer, så kommer pengene ikke ud at arbejde i realøkonomien, hvor de kan skabe arbejdspladser. Ifølge hans tal er det i dag kun 10 af bankernes ’pengeskabelse’, der går til virksomhederne.

Centraliseret planøkonomi?
Robert Spliid, der er ekstern lektor ved CBS og Senior Vice President hos Nykredit, var indkaldt som opponent på Frosti Sigurjónssons indlæg. Han er enig i Frosti Sigurjónsson analyse af, at bankernes voldsomme udlån var hovedårsagen til, at det gik galt i årene op til finanskrigen. Han deler ikke Sigurjónsson fokus på pengemængden.

I stedet peger han på politiske beslutninger om at deregulere markedet for bankudlån. I en dansk sammenhæng fremhæver han flere gange indførelsen af de afdragsfrie lån, som også af Nationalbanken er udråbt til at være en af hovedårsagerne til den danske boligboble.

Han tror heller ikke på forslaget om, at en uafhængig instans kan kontrollere pengemængden. Det vil ganske enkelt ikke være sandsynligt, at Centralbanken skulle kunne ramme lige præcis den pengemængde, der er behov for i samfundet. Hvis Centralbankerne eksempelvis sætter pengemængden for lavt, så vil det gå ud over væksten og betyde højere arbejdsløshed. Han beregner derfor forslaget som ’centralisme’ og ’planøkonomi’.

Han mener også, at forslaget om at lade det være op til Parlamentet at fordele pengene kan føre til, at bankerne hæver renten over for private kunder og virksomheder.

Afslutningsvis er også SF’s skatteordfører Lisbeth Bech Poulsen og Alternativets finansordfører Josephine Fock indbudt til at give deres indspark med. Begge understreger, at de finder rapportens konklusioner interessante, og begge ønsker fortsat debat om bankernes rolle i pengemængden.