Den offentlige sektor vokser med andre ord stadigvæk, blot en anelse mindre end planlagt, lyder argumentet. Problemet er blot, at Arne Hardis overser, at mens den offentlige sektor kun vokser en anelse, vokser opgaverne eksplosivt.

Dagens citat. I en artikel i Weekendavisen i dag langer journalisten Arne Hardis indirekte ud Anne Vang, der er borgmester for Børne- og Ungeforvaltningen i Københavns Kommune. Anne Vang har tidligere kritiseret regeringens vækstplan for, at de planlagte selskabsskattelettelser blev finansieret gennem en lavere offentlig vækst. Dette vil ifølge den københavnske politiker få alvorlige konsekvenser for velfærdssamfundet på sigt.

Men Arne Hardis konstaterer i sin artikel tørt, at Anne Vang ikke har styr på fakta:

”Den københavnske borgmester Anne Vang har i en manifestagtig kronik i Politiken ikke alene advaret mod selskabsskattelettelser, men forudsagt et rædselssamfund, hvor den offentlige sektor skrumper. »Om ti år vil vores samfund se markant anderledes ud,« advarer Vang. De faktiske forhold er, at Vækstplan DK opererer med 10.000 flere offentligt ansatte i 2020; hidtil har man regnet med 16.000 ekstra, så hendes markant ændrede samfund handler om en mindre stigningstakt i den offentlige sektor end hidtil ventet.”

Den offentlige sektor vokser med andre ord stadigvæk, blot en anelse mindre end planlagt, lyder argumentet. Anne Vangs kritik er derfor decideret usaglig og urigtig.

Når antallet af kunder i velfærdsbutikken vokser med næsten 25 %, er det naturligt, at der skal flere medarbejdere til at betjene dem.

Problemet er blot, at Arne Hardis overser, at mens den offentlige sektor vokser en anelse, vokser opgaverne eksplosivt. Mens den offentlige sektor vokser i absolutte termer, mindskes den relativt.

Ifølge DREAMS befolkningsfremskrivning vokser antallet af folkepensionister fra 2010 til 2020 fra 906.000 til 1.129.000 personer. Det er en stigning på 223.000 pensionister! Disse pensionister trækker ikke blot på folkepensionen og ældreplejen, men udgør også hovedparten af patienterne i sundhedssystemet. Når antallet af kunder i velfærdsbutikken vokser med næsten 25 %, er det naturligt, at der skal flere medarbejdere til at betjene dem.

Dette fænomen har de sidste femten år været kendt under betegnelsen ’ældrebyrden’, hvor færre unge skal forsørge flere gamle. Siden 90’erne har gentagne velfærdsreformer samt en ansvarlig finanspolitik skulle fremtidssikre, at Danmark havde råd til at betale regningen, når de store årgange gik på pension. Derfor er det dybt problematisk, når disse penge nu i stedet bruges til selskabsskattelettelser.