Vælgerne vender sig mod alt det, de europæiske socialdemokrater i årtier har omfavnet. Derfor er der brug for helt grundlæggende at sadle om. Den socialdemokratiske gruppeformand Henrik Sass Larsens konklusion på dette er, at der er brug for mere nærhed og en ny fælles socialdemokratisk kurs i Unionen. Det fremgår af et interview som Henrik Sass Larsen gav til Berlingske.

Det lyder da umiddelbart glimrende, men i stedet for at gøre det klart, at denne tankegang hænger bedre sammen med "mere union" end "mindre union", vader Sass Larsen desværre lige ind i den retoriske fælde, at hele måden, han udtrykker sig på, entydigt bliver opfattet som EU-kritisk.

Henrik Sass Larsen levetidsforlænger dermed den ”ja-nej psykose” der i årtier har blokeret for en meningsfuld diskussion om varetagelsen af såvel Socialdemokratiets som Danmarks synspunkter og interesser i EU.

Medlemslandene har fået mere magt
Henrik Sass Larsens beskrivelse af institutionerne er en parodi. Han har selvfølgelig ret i, at Europa-Parlamentet gennemgående støtter Europa-Kommissionen i at fremme fællesskabsinteressen i det europæiske samarbejde, selv om han foretrækker at beskrive dette som at Parlamentet kværner rundt i sin egen virkelighed, og at kommissionens tankegang er helt på månen.

Han foreslår på - baggrund af, at ministrene hele tiden udskiftes i ministerrådene - at man skal kigge på balancen i hele det europæiske projekt. Men den balanceforskydning, han på en helt uklar måde plæderer for, har jo i vid udstrækning allerede fundet sted.

Medlemslandenes tyngde i forhold til Kommissionen i den samlede beslutningsproces er blevet styrket i den udvikling, der har fundet sted i de senere år. Men striden mellem kommissionen og parlamentet på den ene side og medlemslandene på den anden side er kun i bedste fald et nulsumsspil. Faktisk ligner det, vi har set udfolde sig, i højere grad et minussumsspil for Europa som sådan.

Det såkaldte demokratiske underskud i EU ligger først og fremmest i det forhold, at det er så svært at få truffet klare og bindende beslutninger. Demokrati er jo altså også en styreform, selvom det er almindeligt at forbinde begrebet med alt det gode som mindretalsbeskyttelse, frihedsrettigheder og så videre, som vi naturligvis tager for givet.

Medlemslandene, ikke EU, har svigtet i flygtningepolitikken
Henrik Sass Larsen mener, at hvis centrum-venstre skal genvinde vælgernes tillid, skal der en langt mere "stringent og aggressiv" socialdemokratisk kurs til. Indholdet i denne kurs er først og fremmest en stram indvandrerpolitik.

Hvordan lige netop indvandrerpolitikken er svaret på spørgsmålet om "balancen i hele det europæiske projekt", er ikke nærmere forklaret, men det er da indiskutabelt, at der er en udbredt og helt reel bekymring i befolkningerne i Europa over de hastige forandringer med globaliseringen, teknologiudviklingen og især migrationspresset.

Henrik Sass Larsens reaktion på dette er: "EU har i enestående grad vist sig ringe til at løse de her problemer. Det burde de skamme sig over i Bruxelles. Tænk, at man laver en union med ydre grænser, som ikke virker - så kan man ikke fortænke landene i at etablere indre grænser i stedet".

Men hvem er det, der burde skamme sig? Det er da medlemslandene, der har svigtet – ikke kommissionen.

For Danmarks vedkommende bidrog såvel regeringens som Socialdemokratiets argumentation for et år siden om flygtninge- og indvandrerspørgsmålet til at skabe større forvirring og lavere troværdighed ved på samme tid at fastholde, at alt dette er noget, vi selv skal bestemme, og at der kun findes en løsning på dette problem i form af en fælles europæisk politik.

Med det forbehold, vi nu stadig lever med, kan Danmark ikke engang være med til at diskutere en fælles europæiske indvandrerpolitik, så vi skulle nok være de sidste til at kritisere "dem nede i Bruxelles".

Nej til europæiske minimumslønninger
Henrik Sass Larsen stiller sig bag forslaget om en minimumsløn til alle i hele Europa samt mindstestandarder, så landene ikke kan udkonkurrere hinanden på dårlige arbejdsforhold og lav løn.

Nogen burde orientere den socialdemokratiske gruppeformand om, hvorfor såvel arbejdsmarkedets parter som regeringerne i Norden ser med den største skepsis på tanken om en europæisk minimumsløn såvel som specifik europæisk lovgivning på arbejdsmarkedsområdet i det hele taget.

En europæisk skatteunion
Det næste punkt, hvor Henrik Sass Larsen foreslår noget, der i realiteten også vil være et stort skridt i retning af mere union, er etableringen af en egentlig "skatteunion" i EU med minimumssatser eller fælles gulv og loft for selskabssatser, afgifter og så videre.

Dette kunne være relevante bud på en ny kurs for centrum-venstre i stedet for nyliberalistiske ideer. Udmærket - der er jo da heller ikke på nogen måde noget nyt i, at der består - og bør bestå - en fortløbende politisk kamp mellem højre og venstre - også i samarbejdet i EU.

Men det giver ingen mening at stille disse udmærkede synspunkter op, som om de bedre vil kunne virkeliggøres ved at være mere kritisk mod EU - sådan i al almindelighed. Det forholder sig lige modsat. Vejen frem for en progressiv fælles nordisk socialdemokratisk EU-kurs går ikke via en primitiv nedrakning af institutionerne.

Det tages åbenbart for givet af Henrik Sass Larsen - og mange journalister -  at følelser i EU-diskussionen er noget, kun de såkaldte EU-kritikere besidder. Og det skal man nok være lidt varsom med.

Det kan sagtens forholde sig sådan, at der er nogle der, ud over faktisk viden og indsigt i EU-spørgsmålene, også ejer følelser hvad angår samarbejdet og Europas fremtid i denne verden.

Poul Nielson er tidligere folketingsmedlem, energiminister og EU-kommissær for Socialdemokratiet.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.