'Hvidere end sne' er en rejse gennem naturen og ind i sindet

Boganmeldelse

'Hvidere end sne' er en rejse gennem naturen og ind i sindet

Den franske stjerneforfatter Sylvain Tessons seneste bog 'Hvidere end sne' er endelig udkommet på dansk. Med sit snefnugslette sprog, tager Tesson læseren med på en eksistentiel rejse gennem alpernes smukke og brutale natur

Sylvain Tessons 'Hvidere end sne'. Forlaget Bobo, 2025
Billedtekst
Sylvain Tessons 'Hvidere end sne'. Forlaget Bobo, 2025
Foto: Forlaget Bobo

I december 2025 blev der sat et Fabergéæg til salg hos det britiske auktionshus Christie's. 

Ægget der er dekoreret med mere end 4000 diamanter, blev produceret af smykkefirmaet Fabergé til den russiske kongefamilie, og bliver betragtet som et af deres smukkeste pynteæg. 

Dette specifikke æg bliver kaldt for “vinterægget”, og det ligner også et iskrystalliseret æg, der står på en snebeklædt bjergtinde. 

“Vinterægget” blev solgt for svimlende 195 millioner kroner, men om det var præcis dette æg, som den franske forfatter og eventyrer Sylvain Tesson havde i tankerne, da han skrev sætningen: “vi gik med fløjsbløde skridt på Fabergéæg” er usikkert. 

Sætningen indgår i hans nylige roman, ‘Hvidere end sne’, som for nylig er udkommet på dansk. 

Læs også:Dörte Hansens ø-roman går lige i hjertekulen

Bogen er en selvbiografisk beretning om en rejse, som han og to kompagnoner tager hen over alperne. De rejser hver vinter afsted fra den franske middelhavskyst til Trieste ved Adriaterhavet, i en periode på fire år. 

Fire rejser, der hver især byder på svære udfordringer, og som forløber sig over flere måneder. 

Ligesom Sylvain Tessons andre bøger, der også handler om opdagelsesrejser, beskæftiger han sig i ‘Hvidere end sne’ med forholdet mellem svære fysiske udfordringer og poesi. 

Rejserne tager dem ind i det, han kalder for “hvidheden”, hvor selvet går i opløsning, og hvor målet bliver så diffust, at selve bevægelsen, fremdriften, bliver til det substantielle. 

At drømme sig ud af det moderne storbyliv

Gennem hele bogen beskriver Tesson sirligt, hvordan bestræbelserne for at bestige bjergene, kaster tanker af sig, der stikker dybt i sindet, og som grundlæggende handler om livets mening. 

Hans fornemmelse for sprog og for beskrivelser, der ophøjes til ren poesi, er intens. Som læser må man derfor sætte tempoet ned, for at kunne indfange det kontemplative, som på en måde er hele bogens budskab. 

Tesson er nemlig af den holdning, at den moderne storbytilværelse er kuldsejlet i materialisme og mangler en dynamik, der ikke er programmatisk, robotagtig. Ifølge Tesson er livet med hverdagens summende aktiviteter ensbetydende med, at den individuelle frihedstrang knuses. 

Men der er også en dybere pointe med disse farefulde rejser

Så Tesson tager altså op i alperne, hvor han sammen med vennen Du Lac, og en mand der støder til dem, forcerer det kuperede terræn, der nærmest er ufremkommeligt i vintermånederne, forladt og enestående. Og farligt. For det er med livet som indsats, at de klatrer op ad vægge af is, lister hen over potentielle laviner og løber ned gennem skovene på ski. 

Men der er også en dybere pointe med disse farefulde rejser, som for Tesson ikke kun omhandler et endeligt mål. 

For hver gang de bevæger sig ud i kulden, bliver de ramt af frygtindgydende udfordringer, samtidig med, at de bevæger sig gennem spektakulære, hvide landskaber, der nærmest ikke beskrives på anden vis. 

Det hele reduceres til ganske små enheder, fra hytte til hytte, hvor ilden blusser op i kaminen, og sparsomme måltider indtages, blot for at samle kræfter til alle at gå videre dagen efter. 

Glæden ved udmattelsen

Tesson reflekterer over hvor vidunderligt et simpelt måltid smager, når man sådan har besejret et lille fragment af et bjergs tinde, hvilket eliminerer fascinationen af selv den mest luksuriøse middag bestående af kaviar og trøfler, i et badekar fyldt med champagne. 

Det handler nemlig om glæden ved at udmattes, og det handler om at genfinde klodens geografi og tempo. 

Tesson reflekterer over, hvorledes vores liv er blevet ødelagt af oliepriserne, der gør det muligt for os at komme fra det ene sted til det andet, uden at vi egentlig mærker det på vores krop. 

Idéen om “den globale landsby” og alle de andre fraser, vi gerne bruger til at beskrive vor samtids accelererende livsstil med, bliver gjort til skamme, når man helt konkret kan dø af udmattelse, blot en meter fra en hytte i alperne.  

Læs også:At være en gammel klovn, når der ikke er mere at grine af

Ifølge Tesson var det først i renæssancen, at mennesker begyndte at bestige bjerge, og dette undrer ham i begyndelsen. For hvis man kan bygge Pantheon, så må det også være muligt at bestige bjerge. 

Tessons tese bliver, at det var renæssancemenneskets opgør med en teologi, hvor mennesket ikke stod i centrum, der gjorde udfaldet. Da mennesket satte sig selv i centrum, blev bjergenes tinder til andet end forbudte områder, der mindede om Babelstårnet. 

Blot et halvt menneske

‘Hvidere end sne’ er dyb litteratur, og Tesson gør ikke noget for at forfladige hans forhold til det storladne, både i poesi og ekstremsport. 

Faktisk handler bogen netop om, at disse to systemer skal flyde sammen og udgøre en enhed. 

Poeten, der ikke arbejder med sin krop, og som aldrig udmattes i møder med virkeligheden, er ikke hel, ifølge Tesson. Ligesom bjergbestigeren, der ikke beskæftiger sig med sprogets forviklinger og sindets tilstand, når man befinder sig derude i ‘intet’, også kun er et halvt menneske. 

Det er intens læsning, og Tesson giver sine læsere den gave, som vi i grunden taler alt for lidt om

Som læser forføres man af Tessons intense naturpoesi, der gør de sneklædte og menneskeforladte landskaber fortryllende og levende. 

Man ser det hele for sit indre øje, og man mærker balancen mellem ekstreme udfordringer, kulden og de mange farer, midt i al skønheden, sneens ensidige kappe, der har beklædt hele landskabet og udjævnet konturerne, så der kun er stigninger og fald tilbage. 

Det er intens læsning, og Tesson giver sine læsere en gave, som vi i grunden taler alt for lidt om i den litterære verden: at blive tvunget til at sætte tempoet ned er en kærkommen gave, hvor det bare at have læst en bog, ikke er noget at prale af. 

Bogen er delt op i uendelige fragmenter, der alle indeholder små perler, som beskrivelsen af at gå en tur over et skrøbeligt snelandskab, som gik man med fløjsbløde skridt på Fabergéæg! 

Og her er selve rejsen i hvidheden en erfaring, som et æg af Fabergé ikke kan erstatte. 

 

Sylvain Tesson. ‘Hvidere end sne’ (2022). Forlaget Bobo. På dansk ved Nils Schultz Ravneberg. 263 sider. 2025. 

Freddy Hagen

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitet.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.