“I fremtiden kan EU-landene få indvandringen under kontrol og hjemsende langt flere migranter”
“I fremtiden kan EU-landene få indvandringen under kontrol og hjemsende langt flere migranter”
Den stramme danske udlændingepolitik har denne uge fået sit helt store gennembrud i Europa - onsdag bakkede et flertal af Europarådets medlemslande op om Frederiksen-Meloni-initiativet
Lige siden S-regeringen trådte til i sommeren 2019 - og siden SVM-regeringen blev dannet i december 2022 - har de danske regeringer med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen kæmpet for at eksportere den stramme danske udlændingepolitik til EU og resten af Europa.
Denne uge har budt på to betydelige gennembrud for den danske strategi.
Tilbage i 2019 var den danske regering alene i EU om, at arbejde med den såkaldte Rwanda-model, men mandag blev EU-landene - under det danske EU-formandskab - således enige om blandt andet fælles regler for tilbagesendelse af udlændinge uden lovligt ophold, for eksempel afviste asylansøgere.
Læs også:Rwanda-plan: “Det er en god landingsbane”
Udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund (S) havde mandag svært ved at få armene ned af begejstring:
“Som politiker kommer jeg næppe igen til at være med til at træffe beslutninger, som dem vi netop er blevet enige om i ministerrådet. Vores konklusioner kan forandre Europa grundlæggende i fremtiden,” skrev Stoklund på Facebook og fortsatte:
Det nuværende dysfunktionelle asylsystem vil vi med tiden kunne lægge bag os
“I fremtiden kan EU-landene få indvandringen under kontrol og hjemsende langt flere migranter. Det nuværende dysfunktionelle asylsystem vil vi med tiden kunne lægge bag os, og vi vil selv kunne styre, hvem der kommer til Danmark og Europa.”
Asylbehandling kan flyttes ud af EU
Herefter listede Stoklund betydningen af vedtagelserne op i punktform:
EU-landene får mulighed for:
- at flytte asylbehandling ud af EU,
- at afvise og hjemsende indvandrere uden et lovligt opholdsgrundlag,
- at sende migranter uden et opholdsgrundlag til udsendelsescentre uden for EU.
Stoklund føler sig overbevist om, at det om nogle år vil stå klart, at beslutningerne mandag “kommer til at redde Europa fra enorme integrationsproblemer, kultursammenstød, polarisering og voldsom kriminalitet”.
I Facebook-opslaget takker Stoklund sine to forgængere i ministerstolen, partifællerne Mattias Tesfaye og Kaare Dybvad for - sammen med statsministeren - at have fremmet sagen gennem årene.
Flertal af lande følger Danmark og Italien
Onsdag halede Danmark endnu en sejr hjem på udlændingepolitik-fronten.
Over halvdelen af Europarådets medlemsstater - 27 af 46 - støttede således en dansk-italiensk udtalelse, der bakker op om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Men samtidig understreger udtalelsen, at fortolkningen af konventionen i praksis begrænser medlemsstaterne, blandt andet når det kommer til at kunne udvise kriminelle udlændinge, fordi kriminelle udlændinges rettigheder i en række tilfælde vægtes højere end hensynet til staten og ofrene:
Der må findes den rette balance
“Der må findes den rette balance mellem migranternes individuelle rettigheder og interesser og de tungtvejende offentlige interesser i at forsvare frihed og sikkerhed i vores samfund,” hedder det i udtalelsen.
Tror på, at domstolen vil lytte til kritikken
Udmeldingen kommer efter, at Danmark og Italien i maj - sammen med Belgien, Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet og Østrig - førte an i kritikken af den måde, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fortolker kriminelle udlændinges rettigheder.
Læs også:Socialdemokratiet på retræte: Klar til kompromis om asyl-plan
Flertalsudtalelsen fra Europarådets medlemsstater kommer efter at statsminister Mette Frederiksen (S) og Italiens premierminister, Giorgia Meloni, sammen i foråret forfattede et åbent brev, hvor de efterlyste en ny fortolkning af internationale konventioner, så flere kriminelle udlændinge kan udvises.
“Uanset om en dybt kriminel indvandrer har stiftet familie i Danmark eller ikke kan få lige så god hospitalsbehandling i sit hjemland, bør vi have ret til at udvise ham,” skriver Rasmus Stoklund på Facebook og føjer til:
“Jeg har en klar tro på, at domstolen vil tage kritikken alvorligt.”
Opdateret kl. 20.30 med uddrag af 27 medlemslandes udtalelse
27 lande i Europarådet ønsker en justering af artikel tre og artikel otte i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Her er et uddrag af de 27 medlemslandes udtalelse: "I den sammenhæng finder staterne bag denne udtalelse det afgørende at sikre, at konventionssystemet er rustet til at håndtere nutidens udfordringer, i særdeleshed i forhold til at imødegå følgende udfordringer: • Udvisning af udlændinge dømt for alvorlig kriminalitet: Det klare udgangspunkt er, at en medlemsstat kan udvise udlændinge, som er dømt for alvorlig kriminalitet, uanset om de har opnået tilknytning til værtslandet, f.eks. hvis de har etableret et familieliv der. I overensstemmelse med principperne i denne udtalelse er det afgørende, at balancen mellem individets rettigheder og de legitime formål opregnet i Konventionens artikel 8 bliver justeret, så der lægges mere vægt på karakteren og grovheden af den begåede kriminalitet, mens der lægges mindre vægt på den kriminelle udlændings sociale, kulturelle og familiemæssige tilknytning til værtslandet og til landet, der udvises til. Formålet med denne rebalancering er at sikre, at vi ikke længere ser tilfælde, hvor udlændinge dømt for alvorlig kriminalitet, herunder grov vold, seksuelle overgreb, organiseret kriminalitet og menneskesmugling samt narkotikasmugling, ikke kan udvises. • Klarhed om umenneskelig og nedværdigende behandling: Anvendelsesområdet for ”umenneskelig og nedværdigende behandling” i artikel 3, som er en absolut rettighed, bør begrænses til kun at omfatte de mest alvorlige forhold, så den ikke er til hinder for, at medlemsstaterne kan træffe proportionale afgørelser om udvisning af kriminelle udlændinge eller i udsendelses- eller udleveringssager, herunder i sager, der rejser spørgsmål angående sundheds-mæssige forhold og fængselsforhold. • Innovative og bæredygtige løsninger til at imødegå migration: En medlemsstat bør ikke forhindres i at indgå samarbejde med tredjelande om asyl- og tilbagesendelsesprocedurer, når irregulære migranters menneskerettigheder er beskyttet. • Beslutningsprocedurer i migrationssager: En medlemsstat bør ikke forhindres i at anvende klare regler og processer for at facilitere rettidige afgørelser i henhold til artikel 8, som herefter kan håndhæves, og som afspejler en passende balance mellem individets rettigheder og samfundets interesser. • Instrumentalisering: I anerkendelse af den ekstremt sensitive, geopolitiske kontekst og behovet for at sikre national og offentlig sikkerhed, herunder i sager, hvor menneskerettigheder og grundlæggende friheder bliver misbrugt og anvendt som et instrument af fjendtlige regimer og enkeltpersoner med skjulte motiver, med en skadelig virkning på konventionssystemet."De 27 landes udtalelse om menneskerettighedskonventionen
Om Europarådet
- Europarådet blev oprettet i 1949 med blandt andre Danmark som stiftende medlem.
- Europarådet er en international organisation med 46 medlemsstater, som har til overordnet formål at fremme demokrati, menneskerettigheder og retsstaten i Europa.
- Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) er vedtaget i Europarådet. En central institution i sikringen af EMRK er Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD).
Kommentarer
Det er både stort og vigtigt…
Det er både stort og vigtigt, også selvom det nok kommer for sent til at redde Socialdemokratiet fra den forventede tsunami efter det store SVM-kollaps, der er undervejs ..
Men stor ros herfra alligevel :)
"I fremtiden kan EU-landene…
"I fremtiden kan EU-landene få indvandringen under kontrol"
fremtiden, er det om 10, 20 eller 30 år???
"kommer til at redde Europa fra enorme integrationsproblemer, ..."
vil det så sige, at vi har fået eksporteret alle fra MENAPT landene???
Med tanke på tempoet med at etablere en ammunitionsfabrik i Elling, så tror jeg på det jeg ser ske og ikke det jeg læser
Hvis asylansøgere ikke kan…
Hvis asylansøgere ikke kan forsørge sig selv ved at bidrage til samfundet, skal de selvfølgelig rejse hjem igen...
En absolut glædelig nyhed,…
En absolut glædelig nyhed, at den vedholdende indsats omsider har båret frugt.
Tilknytning til DK i form af kone og børn er ingen undskyldning, da hele familien bør få mulighed for udrejse.
Som sidegevinst burde det medføre lidt luft i de eftertragtede almene boliger.
Tilføj kommentar