Intet håb uden Palæstinas

I diskussionen om Israel og Palæstina må vi forstå, at anerkendelsen af Palæstina ikke bare handler om at smide et lod i den anden vægtskål i et internationalt magtspil. Det handler om at give palæstinenserne håbet tilbage. Det fandt jeg ud af, da jeg i sommers talte med to unge palæstinensere.
I sommers sad jeg ved den svenske skovsø Yngern i samtale med to palæstinensere, jeg netop havde gjort bekendtskab med. Samtalen bevægede sig om krigen i Gaza, der dagligt kostede kæmpende på begge sider livet - men især, og fuldstændig disproportionalt, civile mænd, kvinder og børn på Gaza.

Jeg husker den skærende kontrast mellem de glade badende i skovsøen og de ord, der udgjorde samtalen: Bombeangreb. Lyset fra raketter i sommernætterne. Dræbte familiemedlemmer. Knuste bygninger. Cementstøv, der sætter sig i halsen.

Jeg er tidligere blevet kaldt ubalanceret i min fortale for Palæstina, så jeg vejede mine ord og talte også om moderate jøder, ”mange endda”, der virker for fred i konflikten, og om at styrke den israelske venstrefløj, da min ene samtalepartner lænede sig frem og sagde: ”Det er som om, du ikke forstår. Vi – folket – mister håbet.”

Jeg ville ønske, at Danmark turde melde sig ind i den kamp, der kan give de palæstinensiske unge troen på håbet tilbage. Vi har i over 20 år bakket op om en levedygtig palæstinensisk stat side om side med staten Israel. Gennem ulandsbistand, opgradering af det Palæstinensiske Selvstyres status i FN og senest ved oprettelsen af den palæstinensiske ambassade i København

Det gik op for mig, at samtalen ikke var en isoleret begivenhed for de to palæstinensiske aktivister, men en strøm af meningsudvekslinger med velmenende opfordringer om igen og igen at gå til forhandlinger med Israel. Om at sætte sig i modpartens sted og vise forståelse. Opfordringer, der gennem tiden er mundet ud i ren apati i det palæstinensiske bagland.

Et bagland, hvor seksårige børn i Gaza i deres levetid har oplevet tre krige og i vidt omfang er ramt af posttraumatisk stress, og hvor op mod 80 % af befolkningen er afhængige af direkte hjælp fra Forenede Nationers fødevareprogram. Et land, der på grund af udvidelser af israelske bosættelser, senest i Har Homa og Ramat Shlomo i Østjerusalem, bliver mindre og mindre at bygge en tostatsløsning på. Et hjemland, der ikke kan beskytte dets indbyggere mod chikane ved check-points, mod diskrimination og vilkårlige fængslinger.

En anerkendelse skal give håb om fremtiden
Mens aftaletekst på aftaletekst er løbet ud i sandet med den vestlige verdens opfordringer om at blive ved forhandlingsbordet, udspiller der sig i dag en kamp for at mobilisere og fastholde moderate kræfter i Palæstina, der skal stå for statsopbygningen. Unge mennesker radikaliseres i manglen på politiske rettigheder, uddannelse og arbejde eller ganske enkelt på grund af manglen på handling bag ordene.

Jeg ville ønske, at Danmark turde melde sig ind i den kamp, der kan give de palæstinensiske unge troen på håbet tilbage. Vi har i over 20 år bakket op om en levedygtig palæstinensisk stat side om side med staten Israel. Gennem ulandsbistand, opgradering af det Palæstinensiske Selvstyres status i FN og senest ved oprettelsen af den palæstinensiske ambassade i København har vi styrket den palæstinensiske statsopbygning og opmuntret til forhandlinger.

Den 11. december skal Folketinget så stemme om en endelig anerkendelse af et selvstændigt Palæstina inden for 1967–grænserne – på linje med anerkendelse fra 135 andre lande såsom Sverige, Spanien og Brasilien. En anerkendelse vil være et stærkt signal om, at vi stadig tror på en fredsløsning, som indebærer, at staten Israel lever side om side med en demokratisk og levedygtig palæstinensisk stat.

Men hvad vigtigere er, vil det være et signal til unge palæstinensere verden over om, at de har grund til at tro på mobiliseringen for Palæstina, og at de i deres egenskab som ambassadører for staten vil gøre mere gavn i statsopbygningen end i fanatisme og terrorisme.

Det vil være et stærkt signal til de strandede forhandlinger om fred, vand og sikkerhed mellem Israel og Palæstina, idet det vil gøre dialogen mellem de to parter mere jævnbyrdig. Men hvad vigtigere er, vil det være et signal til unge palæstinensere verden over om, at de har grund til at tro på mobiliseringen for Palæstina, og at de i deres egenskab som ambassadører for staten vil gøre mere gavn i statsopbygningen end i fanatisme og terrorisme.

For det vi – og jeg – ikke forstår, er, hvad manglen på håb kan gøre ved et folk. Vores hensigt må derfor ikke være at smide et lod i den ene vægtskål for at udligne et internationalt magtspil. Nej. Dagsordenen er ikke anti-israelsk eller pro-palæstinensisk, den er pro-menneskeheden! Fordi et mere lige udgangspunkt er den eneste vej for en dialog om bæredygtig og længerevarende fred mellem de to lande.

For hvis vi undlader at lette de unge palæstinenseres ensomhed ved at tilbyde dem et glimt af håb om, hvad der kan komme, er det at afsondre dem fra menneskelig hukommelse. Og ved at nægte dem deres menneskelighed, forråder vi vor egen.

Palæstinas frihed er et spørgsmål om håb. En anerkendelse er et signal om ligeværdig dialog. Om at vi tager de palæstinensiske unge alvorligt.

Alexander Blum Bertelsen (f. 1994) er leder for DSU Nordsjælland.


Flere artikler om emnet

Annonce