Annonce

Italiensk forsker: ”Italiens Macron” vil kun styrke højrepopulismen

Matteo Renzi gav håb til centrum-venstre, langt uden for Italiens grænser. Men hans nye parti vil kun styrke højrepopulisten Salvini, påpeger italiensk forsker
“Alt er muligt på Italiens vanvittige politiske scene”, lød det fornyelig fra Matteo Renzi, da han forlod Italiens førende centrum-venstre parti, Partido Democratico, til fordel for at stifte sit eget parti.

Alt er muligt på Italiens vanvittige politiske scene

Renzi går solo

Matteo Renzi var ellers en populær Firenze-borgmester, der bragede ind på den landspolitiske scene i støvlelandet i 2013, hvor han først blev formand for det socialdemokratiske parti, PD, og allerede året efter, i 2014 kunne sætte sig på premiereministerposten. Bare 39 år gammel var han den yngste på posten i Italiens historie.

Unge Renzi var en politisk komet, der skabte håb for centrum-venstre langt udover Italiens egne grænser. Men nu er det hele slut og Renzi har brudt med det parti, han for blot halvandet år siden stod i spidsen for.

Bare 39 år gammel var han den yngste på posten i Italiens historie

Det hele begyndte ellers lovende for den unge Matteo Renzi, der ved Europa-Parlamentsvalget i 2014 fik opbakning fra hele 41 procent af italienerne. Men efter en række upopulære arbejdsmarkeds- og socialreformer og et nederlag ved en folkeafstemning om en valgreform, forsvandt han igen i 2016.

Forleden meddelte han så, at han ville stå i spidsen for et nyt parti, Italia Viva.

For at blive klogere på den politiske udvikling i Italien, har Netavisen Pio talt med den politiske ekspert Paolo Borioni, der er historiker og lektor i statskundskab på Roms Universitet La Sapienza.

Forsinket Blair-tilhænger

Baggrunden for stiftelsen af det nye parti, handler både om Renzi personlige ambitioner og om splittede rødder i det socialdemokratiske parti, mener Paolo Borioni:

“For nylig generobrede fløjen med rødder i den kommunistiske tradition ledelse hos Partido Democratico og derfra var det kun et spørgsmål om tid, før Renzi valgte at danne et endnu mere midtsøgende parti - med sig selv i hovedrollen.” 

”Partido Democratico består i forvejen af en ikke særlig vellykket fusion af progressive Kristendemokrater og tidligere reformkommunister ud af Gramsci-traditionen,” siger Paolo Borioni, det sidste med henvisning til den italienske socialist-leder og teoretiker Antonio Gramsci.

Alle andre end ham selv var ikke valgbare som premierminister

Matteo Renzis nye parti er, ifølge Borioni, opstået i forventningen om at en stærkt svækket Silvio Berlusconi vil gøre det muligt at vinde mange moderate vælgere til det nye midterparti.

Han minder om Macron på den måde, at de begge forsøger at samle de “tilfredse” samfundsborgere på midten

Hvordan kan man placere Matteo Renzi rent ideologisk?

“Tja. Udover at være en forholdsvis progressiv kristendemokrat, så lader Renzi sig stadig inspirere af Blairs tredje vej. Og samtidig så minder han ikke så lidt om den franske præsident Emmanuel Macron på den måde, at de begge forsøger at samle de “tilfredse” samfundsborgere på midten op. Troen på vigtigheden af midtens stemmer deler han således med både Blair, Macron og Berlusconi” 

”Men derudover må Matteo Renzi frem for alt beskrives som en yderst pragmatisk politiker, der blot har næret den illusion, at alle andre end ham selv ville være ikke-valgbare som premierminister”.

Handler det nye parti om at redde Renzi eller om at redde Italien?

'''Der hersker næppe nogen tvivl om, at Renzi har svært ved at opfatte Partido Democratico, som et rigtigt parti, hvis han ikke selv er formand for det.

Han tror, frem for alt, på, at politik handler om smart kommunikation, om at sætte “det nye” i centrum og så opfatter han ganske enkelt sig selv som langt den bedste politiker i Italien", lyder vurderingen fra Paolo Borioni.

Til kamp mod den onde populisme

Matteo Renzi mener selv, at partistiftelsen er en del af et opgør med det han kalder den ‘onde populisme’. Partistifteren selv gør det til sin hovedopgave at bekæmpe lederen af højrefløjspartiet Lega, Matteo Salvini.

En egentlig sejr over Salvini kommer ikke til at ske

Mange kommentatorer og eksperter i italiesk politik hæfter sig ved at Matteo Renzis nye parti sammen med koalitionen mellem Femstjernebevægelsen (M5S) og socialdemokraterne (PD), risikerer at komme til at styrke Matteo Salvini og højrefløjen, ved det kommende valg:

“Sandsynligheden for en stærkere Salvini er stor, medmindre regeringen vælger en helt ny kurs. Med Femstjernebevægelsens nye koalition med socialdemokraterne opstår der selvfølgelig en ny mulighed, men en egentlig sejr over Salvini kommer ikke til at ske,” siger Paolo Borioni, der dog tager et forbehold: 

”Medmindre den siddende regering leverer en mere retfærdig økonomisk vækst med højere indenlandsk efterspørgsel og mere jobskabelse. Lykkes det ikke, så vil italienerne igen spørge sig selv: ”Hvordan kan indvandrerne finde plads i vores samfund, når selv vores bedst uddannede italienske unge bliver nødt til at emigrere?”.

Det er ikke et spørgsmål om racisme, men det er en grobund for intolerance, påpeger Borioni.

Renzis parti kan blive tungen på vægtskålen

Risikerer Renzi ikke bare at kaste venstrefløjen udi endnu større kaos?

“Du kan roligt sige at Renzi ikke skaber mere ro og stabilitet. Men Renzi er ikke umiddelbart interesseret i at trække stikket på regeringen, før hans nye bevægelse har opnået større genkendelighed og popularitet”, fortsætter Borioni og påpeger at højrepopulisten Salvini bestemt ikke kan være utilfreds med udviklingen af det nye parti.   

Sandsynligvis bliver Renzis parti en halvfiasko

Har Matteo Renzis parti, styrken til at blive en succes ved næste valg?

“Sandsynligvis bliver Renzis parti en halvfiasko - i hvert fald hvis man går rundt og håber på at hans parti Italia Viva skulle kunne skaffe over 20 procent af stemmerne. Men et midterparti på omkring fire til otte procent procent af stemmerne kan han godt bygge. Og dermed har han også mulighed for at få en ”tungen på vægtskålen”-rolle tion i stil med den som De Radikale har i Danmark,” slutter Paolo Borioni.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet