Annonce

Juletræsgate: Ekstremister kæfter fortsat op, men regeringen viser handlekraft

Sagen om juletræet i Kokkedal viser, at der er brug for moderate og konstruktive stemmer i udlændingepolitikken. Heldigvis har regeringen lanceret en ny plan for integrationsområdet.
Som tidligere skrevet her på siden har yderfløjene i dansk integrations- og udlændingepolitik kastet sig over debatten om det forsvundne juletræ i Kokkedal, som gribbe over en fed luns symbolpolitisk kød.

Yderfløjene boltrer sig lystigt i sagen og formår, som altid, at gøre hinanden stærkere. Først var det Dansk Folkeparti og De Radikale, der pustede sig op over for hinanden. Senest har såvel tåbelige islamister som forstyrrede anarkister forsøgt at blande sig i dansen om det forsvundne juletræ. Som altid kan de trække overskrifter med deres voldelige adfærd og afstumpede trusler.

Såvel Anti Fascistisk Aktion og Stop Islamiseringen Af Danmark afholdt demonstrationer i nærområdet i lørdags den 1. december. Som modsvar på denne udvikling forsøgte boligselskabet sig med strudsetaktikken, hvor man stikker hovedet i busken og håber på, at det hjælper. Man kan vel ikke klandre dem for at ønske, at problemerne forsvandt, men den går altså ikke.

Taberne i konflikten er helt åbenlyst de mange fredelige beboer i Egedalsvænget med ’gammeldansk’ såvel som ’nydansk’ baggrund. Den tidligere beboerformand er blevet chikaneret til at flytte fra boligområdet og mange beboere føler sig utrygge. Heldigvis er der nu blevet valgt en ny bestyrelse og det famøse juletræ ser ud til at blive sat op. Beboerne kan nu få startet arbejdet med at genopbygge tilliden til hinanden.

Sagen er kun endnu et eksempel på de store sociale og integrationspolitiske udfordringer, der fortsat ligger gemt i de udsatte boligområder. For en del mennesker med tilknytning til centrum-venstre kan dette være en ubehagelig konstatering. Vi troede jo lige vi slap for at snakke om det besvær.

Udfordringerne er for at sige det mildt ikke mindre på den anden side af sundet. Imens borgerlige såvel som socialdemokrater tøver, vokser opbakningen til Sverigedemokraterne. Man føler sig hensat til Danmark for 20 år siden. Suk.

Som positivt, men tilfældigt sammenfald, præsenterede regeringen i den forløbne uge en ny plan for integrationsområdet. Planen viser med tydelighed, at området prioriteres og, at der nu skal sættes endnu større fokus på at få integrationen til at virke. Planen er ikke kun målrettet den øverste del af samfundet, der som oftest ser glæderne ved kulturmøde og indvandring. Planen forholder sig også til bagsiden af medaljen og anerkender at situationen ikke er sort/hvid. Af positive elementer i planen kan der blandt andet nævnes:
- Et tjek af kommunale integrationsprojekter. Det kan synes som en voldsom opgave og der vil blive brug for noget af hækkeklipper for det såkaldte task-force der skal igennem junglen af mere eller mindre relevante projekter.
- En fortsat kamp mod ghettoisering og mod social kontrol. Ingen parter kan være tjent med et delt Danmark, og indsatsen skal optrappes, hvis vi skal minimere segregeringen.
- Større fokus på gruppen af unge nydanskere uden uddannelse og muligheder. Det er en skamplet på det danske uddannelsessystem at så mange unge med nydansk baggrund forlader skolen uden at kunne læse, regne og skrive nok til nogen form for fremtid med job eller yderligere uddannelse.
Handlingsplanen kan forhåbentligt være med til at sikre en løsning på de sociale og integrationsmæssige problemer i områder som Egedalsvænget.

Den forrige regering var utrolig god til at tale om problemerne, men knap så god til at levere løsningerne. Det nye udspil er et eksempel på de næste konstruktive skridt i integrationsprocessen i Danmark.

Mens de danske politikere viser handling, ved vores svenske naboer fortsat ikke, hvad ben de skal stå på. Udfordringerne er for at sige det mildt ikke mindre på den anden side af sundet. Imens borgerlige såvel som socialdemokrater tøver, vokser opbakningen til Sverigedemokraterne. Man føler sig hensat til Danmark for 20 år siden. Suk.


Flere artikler om emnet