Annonce

Kan en skattesnyder være borgmester?

Den store skandale er ikke, at Anna Mee Allerslev har fået lokaler gratis. Det er, at hun har snydt i skat.
Billede: Københavns Kommune

Den radikale beskæftigelsesborgmester i København, Anna Mee Allerslev, er kommet ud i noget af et stormvejr. Årsagen er – som de fleste nok har opdaget – at borgmesteren fik stillet rådhussalen på Københavns Rådhus gratis til rådighed for at holde bryllup.

Det til trods for, at det for andre borgere og medarbejdere i kommunen koster 65.000 kroner i døgnet at leje samme lokale. Og til trods for, at det er i strid med de interne regler for lokalebrug i Københavns Kommune. Selvom Anna Mee Allerslevs spindoktor hævder, at det er i tråd med en mundtlig aftale mellem politikerne, at de må låne rådhusets lokaler gratis. At lave en sådan mundtlig aftale er i øvrigt i sig selv er ulovligt, idet offentlighedslovens notatpligt selvfølgelig også gælder for Københavns Kommune.

Gratis lån er ikke den store skandale
At Anna Mee Allerslev har følt sig berettiget til at få lokalerne gratis til sit private bryllup er muligvis et eksempel på magtfuldkommenhed. Det kan udlægges som en folkevalgt, der ikke vil spille efter samme regler som de mennesker, hun repræsenterer og føler, at hun har bedre ret end andre, fordi hun er politiker.

Denne forskelsbehandling til egen vinding er muligvis et slet karaktertræk. Og givetvis et eksempel på, at de interne regler i Københavns Kommune ikke er blevet overholdt. Men det skygger for den egentlige skandale, der alt andet lige bør få væsentligt større konsekvenser.

Anna Mee Allerslev har snydt i skat.

En jurist, der ikke ved, man skal betale skat af sin løn?
Som enhver ved, skal man betale skat af sin løn. Det gælder, uanset om man får udbetalt sin løn som penge, eller ens arbejdsgiver stiller særlig fryns til rådighed. Uanset om det er en firmabil, et avisabonnement, fri telefon eller gratis leje af et lokale til en værdi af 65.000 kroner, så skal man betale skat af det. Og Anna Mee Allerslev har vel at mærke selv ansvar for, at det bliver oplyst til SKAT. Vi har hver især ansvar for, at vi opgiver korrekte oplysninger til SKAT.

Det er altså Anna Mee Allerslevs eget ansvar, at hun ikke har givet SKAT korrekte oplysninger og dermed ikke har betalt den skat, hun skulle.

I tillæg til det, virker det ikke videre sandsynligt, at Anna Mee Allerslev ikke skulle være klar over, at hun skal betale skat af sit gratis lokalelån. Som uddannet jurist må Anna Mee Allerslev være bekendt med det helt grundlæggende princip i dansk skatteret, at man også er skattepligtig af gratis personalegoder. Et koncept, der vel at mærke har været gældende ret i Danmark siden statsskattelovens vedtagelse i 1904.

Skatteborgerne betaler for Anna Mees skattetvivl
For at gøre ondt værre, har den skattesnydende politiker nu bedt om en ekstern advokatundersøgelse af, hvorvidt hun har overtrådt reglerne. Vel at mærke for skatteborgernes regning.

Det virker særdeles belejligt af to årsager. Hvis Anna Mee Allerslev er i tvivl om, hvorvidt hun betaler sin skat, hvorfor skal skatteborgerne så betale for, at hun kan finde ud af det? Hvis Anna Mee Allerslev er i tvivl om, hvorvidt reglerne om indkomstbeskatning også gælder for hende, bør hun på lige fod med alle andre da betale for en revisor eller en advokat for at finde ud af det ret simple spørgsmål.

Men det ønsker den radikale borgmester så åbenbart ikke. I stedet skal skatteborgerne betale en dyr advokatundersøgelse for, at Anna Mee Allerslev kan finde ud af, om hun er undtaget fra de almindelige danske skatteregler.

Belejlig langsomt
Den anden grund til, at en dyr advokatundersøgelse er belejlig er om muligt endnu mere udspekuleret. Nemlig, at en dyr advokatundersøgelse tager tid. Lang tid. Og i hvert fald ikke er færdig den 21. november, hvor Anna Mee Allerslev er på stemmesedlen til kommunalvalget i København.

Således undgår Anna Mee Allerslev, at de københavnske vælgere stiller sig selv det helt åbenlyse spørgsmål på vej i stemmeboksen:

Kan en skattesnyder egentlig være borgmester?

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet