To kandidater melder sig til formandsposten i DSU
To kandidater melder sig til formandsposten i DSU
Ingrid Kjærgaard og Mads Hvidbjerg Kristensen vil begge stå i spidsen for DSU, men har hver deres bud på, hvordan man opnår en stærkere organisation
Mens folketingskandidaterne så småt begynder at forberede sig til valgkamp, gør enkelte medlemmer af Danmarks Socialistiske Ungdom (DSU) det samme.
De forbereder sig dog ikke til folketingsvalg, men til valget af ny forbundsformand, der finder sted ved organisationens 46. kongres den 15.-17. maj 2026.
To spidskandidater, Ingrid Kjærgaard og Mads Hvidbjerg Kristensen, har annonceret deres kandidatur i hvert sit Facebook-opslag
Begge peger på en tid med pres på Socialdemokratiet og store samfundskriser, men tegner forskellige veje for, hvordan DSU skal svare igen.
Kjærgaard: DSU skal give modet tilbage – og holde rød-grøn kurs
24-årige Ingrid Kjærgaard er lærerstuderende og forretningsudvalgsmedlem i DSU.
Hun er forhenværende formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) og har været aktiv i foreningen Lærlingeoprøret.
Da hun som 14-årig meldte sig ind i DSU Holbæk, var det lidt af et tilfælde, skriver hun i sit opslag:
“Men jeg har aldrig fortrudt det. Dengang i 2016 drømte jeg om at gøre noget ved uretfærdigheden i, at nogle af mine klassekammerater kunne holde konfirmation på dyre restauranter, mens andre hjalp deres forældre med at tjekke tilbudsaviser for at få råd til aftensmaden. Penge, magt og muligheder er også i dag alt for ulige fordelt.”
Penge, magt og muligheder er også i dag alt for ulige fordelt
Foruden ulighed, er der ifølge Kjærgaard også kommet nye udfordringer til i dag:
Det gælder Socialdemokratiets historisk lave popularitet grundet regeringssamarbejdet, et dårligt kommunalvalg, som viste, at der er brug for en ny vision i klimakampen, og truslerne mod Grønland, hvor hun selv er opvokset:
“Mens mange unge vælger at slukke for nyhederne i afmagt over verdens gang, skal DSU være det sted hvor modløsheden forsvinder, fordi vi KAN gøre en forskel, hvis vi organiserer os.”
Kjærgaard stiller op med Sebastian Schwartz som forbundssekretær og Hannah Larsen som næstformand.
Sammen har de i alt fem mærkesager, hvoraf en af dem handler om, at organisationens politik fortsat udvikles i tæt samarbejde med resten af arbejderbevægelsens ungdom.
En anden mærkesag er, at DSU skal forhindre, at højrefløjen igen får magten i Danmark.
Hvidbjerg Kristensen: Et tydeligt skridt til venstre
Mads Hvidbjerg Kristensen er advokatfuldmægtig i Fagbevægelsens Hovedorganisation, international sekretær og forretningsudvalgsmedlem i DSU og tidligere formand for DSU Esbjerg.
I sit Facebook-opslag skriver Kristensen, at da han som 15-årig for første gang trådte ind ad døren til DSU Esbjerg, var det fuld af håb og tro på en bedre og mere retfærdig verden:
“Det er den tro, der har drevet mig som afdelingsleder, distriktsformand og som jeres forretningsudvalgsmedlem og internationale sekretær i DSU gennem mange år,” skriver han og fortsætter:
Det er den tro, der vil drive mit lederskab for DSU, hvis jeg er så heldig at få jeres opbakning som forbundsformand
“Det er den tro, som driver mig, når jeg går i Arbejdsretten for fagbevægelsen og lønmodtagere, der er kommet i klemme på arbejdspladsen. Og det er den tro, der vil drive mit lederskab for DSU, hvis jeg er så heldig at få jeres opbakning som forbundsformand.”
Kristensen stiller op for “et DSU med fremgang i hele Danmark” og for en “klar, venstreorienteret retning”.
Han peger på tre store udfordringer, der ligger til grund for sine politiske standpunkter:
1. Ulighed, hvor de rigeste får mere, mens de fattigste presses
2. Boligkrise, hvor unge har svært ved at komme ind på boligmarkedet
3. En urolig verden, hvor demokrati og menneskerettigheder er under pres
Ifølge ham skal DSU være mere tydelig og mere slagkraftig, og ikke kun være Socialdemokratiets ungdomsorganisation, men også kunne sætte sin egen dagsorden.
Kristensen lægger stor vægt på, at DSU skal blive stærkere uden for de største byer, især i Vestdanmark, at der skal mere støtte til de lookale afdelinger og mere indflydelse til medlemmerne.
Han vil desuden styrke samarbejdet med fagbevægelsen og lover at være en formand, der lytter og forsøger at samle organisationen.
Til posten som forbundssekretær opstiller Asbjørn Frier også. Hans kandidatur kan du læse om her.
Opdateret 16. februar kl. 12.50 med oplysning om, at Asbjørn Frier også opstiller til forbundssekretær.
Kommentarer
Dejligt, at de unge har fået…
Dejligt, at de unge har fået øjnene op får den virkelighed, der venter dem i voksenlivet. Dejligt de endelig har forstået Socialdemokratiet står for det gode liv et et stærkt samfund og at Liberal Alliance kun tænker på sig selv selv selv. Dejligt de unge har fået øjnene op for Liberal Alliances katastrofe politik.
Asbjørn Frier har også…
Asbjørn Frier har også annonceret sit kandidatur
I en af de første linjer i…
I en af de første linjer i artiklen står: "Mens folketingskandidaterne så småt begynder at forberede sig til valgkamp, gør enkelte medlemmer af Danmarks Socialistiske Ungdom (DSU) det samme." Njah, 'socialistisk' kan man vel ikke ligefrem kalde Socialdemokratiets ungdomsorganisation ;)
God indstilling fra begge…
God indstilling fra begge kandidater, må den bedst egnede vinde!
Ønsker også selv mange af de samme ting så er begyndt at overveje, om jeg politisk overhovedet hører hjemme på højrefløjen længere.
Mona Juhls seneste udmelding om, at hun er fuldstændig imod ideen om at beskatte store avancer ved privat salg af fast ejendom, skubber mig i hvert fald over imod rød blok, for det er hverken anstændigt eller socialt retfærdigt.
** Kristensen lægger stor…
** Kristensen lægger stor vægt på, at DSU skal blive stærkere uden for de største byer, især i Vestdanmark, at der skal mere støtte til de lookale afdelinger og mere indflydelse til medlemmerne. **
Ovenstående har Mads fuldstændigt ret i. Jeg har selv undret mig over, hvorfor DSUerne ikke er mere synlige og aktive uden for de store byer. Vi har brug for unge folk med X-faktor, der kan stå frem og engagere og begejstre de unge med partiets budskaber.
Tilføj kommentar